”Politikerne bør skændes, til dørene smækker, for det er godt for demokratiet”

Socialdemokraten Christian Ude ønsker, at de tyske politikere bliver mere stridslystne, og at flygtningepolitikken diskuteres meget mere i den tyske valgkamp. Han kalder flygtningestrømme for dette århundredes største udfordring

Syriske og afghanske migranter er her på vej ind i Tyskland fra Østrig i 2015. Christian Ude, tidligere overborgmester i München, mener, at ”flygtningestrømme er dette århundredes største udfordring, som vil sætte vores demokratiske stater og åbne og liberale samfund på en hård prøve”.
Syriske og afghanske migranter er her på vej ind i Tyskland fra Østrig i 2015. Christian Ude, tidligere overborgmester i München, mener, at ”flygtningestrømme er dette århundredes største udfordring, som vil sætte vores demokratiske stater og åbne og liberale samfund på en hård prøve”. Foto: Chris Stowers/Panos Pictures/ritzau

Tyskland vælger et nyt parlament den 24. september, og fra på søndag må partierne begynde at hænge valgplakater op og have reklamer i aviserne. Skal man tro socialdemokraten Christian Ude, er det dog temmelig ligegyldigt, hvor tyskerne sætter deres kryds. I sin nye bog ”Die Alternative oder Macht endlich Politik” (Alternativet eller før dog omsider politik) beskriver den tidligere overborgmester i den sydtyske storby München, hvordan tysk politik bliver mere og mere kedelig.

Der er ifølge Christian Ude ikke stor forskel på den politik, som socialdemokratiet SPD og den kristelige union CDU/CSU står for, og selv oppositionspartierne sidder for det meste som artige nikkedukker i Forbundsdagen og stemmer for de lovforslag, som regeringen fremlægger. Den kendte socialdemokrat slår i sin bog et slag for, at partierne skærper deres profiler, så vælgerne igen får rigtige alternativer at vælge imellem, og han opfordrer politikerne til at føre heftige debatter i parlamentet.

Både tysk og international presse har vist stor interesse for Christian Udes bog, og den kendte socialdemokrat giver næsten dagligt interviews til journalister på en lille gadecafé i München, hvor han også har talt med Kristeligt Dagblad.

Martin Schulz beskylder Angela Merkel for at udføre et attentat imod det tyske demokrati, fordi hun for det meste tier og undgår at føre en saglig debat med socialdemokratiet under valgkampen. Er denne kritik berettiget?

”Ja, Martin Schulz har ret, men jeg ville have formuleret det anderledes. Det er ikke godt at tale om attentater i en tid, der er præget af terrorisme. Men det er rigtigt, at Merkel udhuler demokratiet, og hun gør det ikke kun under valgkampen, men har gjort det i al den tid, hvor hun har været kansler.

Et eksempel er den lov, der lige er blevet vedtaget om homoseksuelle pars ret til ægteskab. Loven er helt rigtig, for alle mennesker bør have ret til at indgå ægteskab, men desværre er den blevet til på en måde, som devaluerer demokratiet. Kansleren har i mere end 12 år undertrykt enhver form for diskussion om temaet, men i juni, hvor det gik op for hende, at hun efter et valg kun vil kunne danne regering med et parti, der støtter homoseksuelle ægteskaber – uanset om det er SPD, De Grønne eller FDP – skiftede hun pludselig mening. Lige med ét mente hun, at homoseksuelle ægteskaber var et samvittighedsspørgsmål, hvor politikerne skulle stemme efter deres overbevisning, og at loven skulle til afstemning i største hast. På den måde hindrede hun, at der opstod en kontroversiel diskussion om temaet, som kunne have skadet hendes eget parti, der jo var splittet i spørgsmålet, men desværre blev parlamentet på den måde degraderet til at være et organ, der udelukkende parerede ordre.”

Hvorfor er det bekymrende, at kansleren fører sit parti uden om de store debatter?

”Fordi det hindrer en offentlig diskussion i parlamentet, og når offentlige konflikter fortrænges, har det sin pris: Demokratiet bliver mindre interessant! Det er for øvrigt ikke kun kansleren, der har mistet lysten til at diskutere. Det samme gælder for socialdemokratiet, og oppositionen har de seneste år heller ikke markeret sig som et rigtigt alternativ til regeringen. Alle partier i det tyske parlament er stort set enige om alting, og derfor har de vigtige debatter manglet, selv når en række vigtige love var til behandling.

Debatterne udeblev for eksempel, da parlamentet besluttede at opgive atomkraften efter katastrofen i Fukushima i Japan, og da afskaffelsen af værnepligten blev vedtaget. Debatten manglede også, da bankerne skulle reddes, og Grækenland skulle have finansiel hjælp.

Politikerne strides ikke længere om politikken, og det er farligt for demokratiet. Når befolkningen hele tiden får det indtryk, at der ikke er alternativer at vælge imellem på den politiske scene, forsøger den oppositionelle ånd at få luft andre steder, og så risikerer vi, at protesterne i stedet for finder sted på gaderne, og at folk føler sig hjælpeløse i deres vrede og bliver mere og mere aggressive. Politikerne bør skændes i parlamentet, til dørene smækker, for det er godt for demokratiet.”

Et af de vigtige emner, der næsten ikke har været debat om i det tyske parlament, er flygtningepolitikken. SPD’s kanslerkandidat Martin Schulz har for nylig sagt, at Europa risikerer at opleve en flygtningestrøm, der måske bliver større end den, vi havde i 2015. Nu kritiseres han for sine udtalelser, fordi mange politikere ikke ønsker, at flygtningekrisen bliver et tema i valgkampen. Hvad siger du til det?

”Det er på høje tid, at flygtningestrømmen bliver et valgtema, og at vi siger sandheden, som den er. I de kommende årtier vil befolkningstallet i Afrika mere end fordobles, og så længe årsagerne til, at folk flygter – borgerkrig, fattigdom, stammekrige, terror og elendighed – fortsat eksisterer, må vi indstille os på, at flygtningestrømme er dette århundredes største udfordring, som vil sætte vores demokratiske stater og åbne og liberale samfund på en hård prøve.

Vi har hidtil været utroligt blinde over for sandheden. Menneskeheden har altid oplevet flygtningestrømme, og i 2015, da forholdene spidsede til i mange lande i Afrika og Mellemøsten, burde vi have indset, hvad der ventede os. Alligevel var ingen i EU forberedte på de flygtningemasser, der væltede ind over Europa. Hvis vi fortsat følger den politik at lukke øjnene for sandheden, må vi indstille os på at skulle opleve endda langt større flygtningestrømme end i 2015.

Måske bør vi også spørge os selv, om vi er hykleriske i vores forhold til den amerikanske præsident, Donald Trump. Han er ganske vist en hård prøvelse for Europa, og han giver mig kvalme, men vi bør som europæere ikke føle os højt hævede over ham, når vi i bund og grund gør det samme som han: Ligesom amerikanerne registrerer vi illegale indvandrere og udviser dem, og vi trækker også grænser mellem vores lande og landene uden for EU. Pigtrådshegnet omkring den spanske enklave Ceuta på den nordafrikanske kyst adskiller sig da heller ikke grundlæggende fra det hegn, der står på grænsen mellem USA og Mexico. Selv hvis Trump opfører en mur til Mexico, vil der gå lang tid, før der dør så mange mennesker dér, som der er druknet i Middelhavet på vej til Europa.”

Martin Schulz har i den seneste tid rejst rundt i Sydeuropa og dannet sig et indtryk af situationen i de lande, der rammes først og hårdest, når flygtningestrømmene har kurs mod Europa. Han kræver, at de lande i EU, der nægter at tage imod flygtninge, straffes finansielt, men bortset fra dette forslag er det svært at få øje på idéer fra SPD på dette område. Hvordan vurderer du SPD’s flygtningepolitik?

”Jamen, har partiet overhovedet en politik på området? Hvis ja, er der i hvert fald ikke tale om en politik med langsigtede mål. Det burde være en europæisk opgave at stabilisere Nordafrika og sørge for bedre infrastruktur og gode livsbetingelser i de nordafrikanske lande. Alt andet er en kortsigtet politik.

Derfor er det på høje tid at skifte perspektiv. Vi siger, at de mennesker, der når vores grænser, har ret til et menneskeværdigt liv, men hvorfor begynder menneskers værdighed først, når de kommer til os? Hvorfor skal en syrer, somalier, eritreer, iraker eller afghaner først skrabe utrolige summer sammen for at betale en menneskesmugler og derefter klare flugten over Middelhavet og gennemgå alle forhindringer på Balkan-ruten, før vedkommende får ret til en menneskeværdig tilværelse?

Er det ikke snarere nødvendigt, at vi udviser international solidaritet? Jeg er overbevist om, at alle de milliarder af euro, som vi bruger på flygtninge i Europa, kunne investeres meget bedre og til nytte for langt flere mennesker i de lande, hvor flygtningene kommer fra. Hvis de europæiske lande for eksempel blev enige om at øge budgettet for flygtninge med en tredjedel, kunne vi forandre utroligt meget i Nordafrika.

Den tyske udviklingsminister Gerd Müller fra det kristeligt-sociale parti CSU taler om en Marshallplan med Afrika. Det vil sige finansiel hjælp, hvor afrikanerne selvfølgelig er nødt til at medvirke. Landene skal forpligte sig til at bekæmpe korruption og stammekrige, og de skal sørge for, at pengene kommer den trængende del af befolkningen til gode. Hvis afrikanske demokratier takket være europæisk bistand opnår social og økonomisk vækst, vil det tillige øge presset enormt på de lande, hvor diktatorer har magten, og det kunne have en meget positiv dominoeffekt.”

Angela Merkel oplevede umiddelbart bred opbakning både i parlament og i befolkning, da hun i 2015 åbnede Tysklands grænser for flygtninge med ordene ”Vi klarer det”. I din bog skriver du, at du derimod blev vred over hendes ord. Hvorfor?

”Det gav et ryk i både min hustru og mig, da vi så tv i dagligstuen og hørte kanslerens ord. Lad mig lige gøre det helt klart: Det var fuldstændig rigtigt at hjælpe de sultne og udmattede flygtninge dengang og at lade dem komme ind i landet. Men det var forkert, at Merkel brugte ordet ’vi’. I den tyske kanslers mund kunne sætningen kun betyde, at ’Tyskland klarer det’, og på den måde traf hun en afgørelse, som de andre 27 EU-lande ikke var delagtige i og dermed heller ikke følte sig ansvarlige for.

Der var tale om en iscenesættelse, hvor Tyskland stolt fremstillede sig selv som Europas eneste anstændige nation, og det var klart, at de andre EU-lande blev fornærmede og sagde: ’I ville have flygtningene, de er kommet til jer, og nu er det derfor også jeres problem’. Det var ikke europæisk tænkt af kansleren, og hun burde i stedet for have talt om, at ’Europa vil kunne klare det’.

Samtidig fandt jeg det temmelig hyklerisk, at Tyskland pludselig fremstod som det mest flygtningevenlige land i Europa, for det var vi jo ikke i alle årene op til flygtningekrisen. Lige siden Dublin-aftalen blev vedtaget i 1990 – ifølge hvilken flygtninge skal søge asyl i det første EU-land, de kommer til – har alle tyske regeringer uanset partikonstella-tion forsøgt at lade de fattige middelhavslande stå alene med byrden. I alle disse år har Tyskland ikke vist antydning af den solidaritet, som landet nu forlanger, at de andre EU-lande skal vise. Naturligvis skal EU-landene løse flygtningeproblemerne solidarisk, men vi tyskere bør ikke opføre os, som om vi altid har været bedre end de andre lande, for det var vi i lang, lang tid ikke.”

Lige siden Angela Merkel blev kansler for første gang i 2005, har det været umuligt for SPD at danne regering uden CDU/CSU. I øjeblikket tyder meget endda på, at Tyskland får en rent borgerlig regering, og at SPD må gå i opposition. Hvorfor har SPD så svært ved at slå Merkel?

”SPD har de seneste år ført valgkamp på løftet om at gøre noget for den sociale retfærdighed. Jeg kan næsten ikke holde ud at høre de ord længere. Partiet har i løbet af de seneste 20 år været med i en regering i 15 år, først med partiet De Grønne og senere med CDU/CSU, og dermed har partiet allerede for længst haft de bedste chancer for at skabe denne ’sociale retfærdighed’. Når SPD nu taler om, at partiet vil skabe social retfærdighed, spørger mange vælgere med rette, hvorfor partiet ikke har gjort det for længst i alle de år, hvor partiet var del af regeringen.

SPD’s problem er, at partiet fuldstændig har mistet troen på sig selv. I årene 2003 til 2005, altså under Gerhard Schröders rød-grønne regering, blev det besluttet at gennemføre reformprogrammet Agenda 2010, som blandt andet indebar nedskæringer i bistandshjælpen og indskrænkninger for lønmodtagerne. Jeg har gjort den erfaring, at man som politiker meget vel kan spænde livremmen ind og forlange ofre af vælgerne, men at man er nødt til at forklare, hvorfor nedskæringer er nødvendige. Men i stedet for at forklare vælgerne noget som helst har SPD lige siden Agenda 2010 haft en sygelig trang til at piske sig selv.

I mere end 15 år har førende socialdemokrater igen og igen fortalt os, at man ikke har ret til at føre en så asocial politik som Agenda 2010, og derfor forstår folk ikke længere, hvorfor de skal sætte deres kryds ved et parti, der er så asocialt som SPD. Partiet burde i stedet gøre opmærksom på, at reformerne dengang var nødvendige, og at de er grunden til, at det går Tyskland så godt i dag. Jeg kender intet andet parti end SPD, der med så stor hengivenhed nedgør alt, hvad det selv har skabt i løbet af 15 regeringsår.”