Politisk ballade efter G20-vold kan styrke Merkel

De voldelige protester under G20-topmødet har ført til mudderkastning mellem kanslerens CDU og koalitionspartneren SPD op til valg

Stemningen er trykket i regeringssamarbejdet mellem Angela Merkels CDU/CSU og SPD. Men kansleren var i blændende humør, da hun i går på sin 63-årsfødselsdag fik overrakt en ligestillingsrapport af sin partifælle, kulturstatssekretær Monika Grütters (tv.) i Berlin. –
Stemningen er trykket i regeringssamarbejdet mellem Angela Merkels CDU/CSU og SPD. Men kansleren var i blændende humør, da hun i går på sin 63-årsfødselsdag fik overrakt en ligestillingsrapport af sin partifælle, kulturstatssekretær Monika Grütters (tv.) i Berlin. – . Foto: Michael Sohn/AP/ritzau.

Slagsmålene i Hamborgs gader under G20-topmødet i forrige weekend, som kostede flere end 200 sårede politibetjente og næsten lige så mange sårede demonstranter, har forplantet sig til toppen af tysk politik. Billederne af afbrændte biler og hærgede butikker efter venstreradikale gruppers voldelige protester mod topmødet i den nordtyske havneby dominerer nu valgkampen op til forbundsdagsvalget den 24. september.

Volden har affødt en byge af gensidige beskyldninger mellem medlemmer af forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU og dets socialdemokratiske koalitionspartner SPD. Lokale CDU-politikere i Hamborg har således opfordret byens socialdemokratiske overborgmester, Olaf Scholz, til at gå af. Scholz har erkendt, at sikkerhedsforberedelserne var utilstrækkelige og sagt undskyld, men han nægter at trække sig. Og den socialdemokratiske udenrigsminister og vicekansler, Sigmar Gabriel, har svaret igen ved at lægge ansvaret for volden på kanslerens skuldre.

”Olaf Scholz er ikke ansvarlig for planlægningen af dette topmøde. Hvis nogen ønsker hans afgang (…) må de også kræve Angela Merkels afgang. Hun bærer det politiske ansvar for planlægningen og ledelsen af G20-topmødet i Hamborg,” sagde Sigmar Gabriel forleden til Mediegruppe Funke.

Merkel, der i september kan blive valgt til sin fjerde embedsperiode, forsvarede i søndags sin beslutning om at holde topmødet for lederne af verdens 20 rigeste lande midt i sin fødeby, hvor den yderste venstrefløj altid har stået stærkt. Hun tog også afstand fra politikerne i sit eget parti, som ønsker overborgmesterens afgang.

”Jeg har det samme ansvar for dette, som Olaf Scholz har – og det løber jeg heller ikke fra,” sagde hun i sit årlige tv-interview, hvor hun også blev spurgt, om hun var vred over Gabriels kritik.

”Nej, men jeg undrede mig da,” sagde kansleren til tv-stationen ARD.

Selv før titusinder af mennesker gik på gaden i Hamborg, blev Merkel kritiseret for at vælge netop Hamborg som G20-værtsby. Trods tilstedeværelsen af 20.000 betjente – hvoraf mange blev hasteindkaldt under urolighederne – formåede myndighederne ikke at tøjle volden fra de radikale demonstranter, som skønsmæssigt talte adskillige hundrede.

Alligevel vil balladen snarere styrke end svække Merkel forud for valget, vurderer Gero Neugebauer, valgforsker ved Det Frie Universitet i Berlin. Merkel er klog nok til at påtage sig det overordnede ansvar, men ikke det mere konkrete ansvar for byens sikkerhed, som stadig ligger på den socialdemokratiske overborgmesters skuldre, påpeger han.

Balladen har samtidig givet CDU-politikere mulighed for at markere, hvor kompetent partiet er, når det gælder sikkerhed – et valgtema, som vægtes højt af mange vælgere i kølvandet på de seneste års flygtningestrømme og terrorangreb. Partiets indenrigsminister Thomas de Maiziere foreslog for eksempel forleden, at folk, der dømmes for optøjer, skal bære en elektronisk fodlænke eller lade sig registrere hos myndighederne i forbindelse med demonstrationer.

”Derfor tror jeg, at Merkel i sidste ende vil have gavn af denne hændelse, hvis den fortsat vil spøge i vælgernes tanker,” siger Gero Neugebauer.

De voldelige protester har formentlig føjet yderligere vægt til valgtemaet sikkerhed, mener også Joachim Behnke, professor i statskundskab ved Zeppelin Universitet i Friedrichshafen.

”Dette var allerede et vigtigt aspekt af valgkampen, og i vælgernes opfattelse fører CDU i dette spørgsmål. Så der vil ikke være nogen større ændring i stemningen blandt vælgerne efter G20, men hændelsen har måske gjort vilkårene vanskeligere for socialdemokraterne, idet partiet har fået endnu sværere ved at finde emner, der kan styrke dets opbakning,” siger han med henvisning til, at partiet er gået voldsomt tilbage i meningsmålingerne, siden SPD oplevede en kortvarig opblomstring oven på valget af den tidligere europaparlamentsformand Martin Schulz til formand og kanslerkandidat tidligere på året.

Det højrenationale Alternativ for Tyskland, som siden grundlæggelsen i 2013 har stjålet stemmer fra de store partier og er blevet valgt ind i 13 ud af 16 delstatsparlamenter, har også opfordret Hamborgs overborgmester til at gå af.

”Men partiet har travlt med at håndtere sit eget forfald og formår derfor ikke at reagere politisk på begivenhederne,” siger forfatter og politisk kommentator Matthias Heitmann og henviser til, at partiet plages af interne magtkampe og næsten har fået halveret sin støtte siden sommeren 2016, hvor det stod til 14 procent af stemmerne.