Prøv avisen

Politisk kaos i Tyskland har gjort højrenationalt problembarn til superstjerne

Björn Höcke (billedet), som repræsenterer Alternativ for Tyskland (AfD) yderste højrefløj, er lykkedes med det, ingen anden politiker i AfD har formået: At nedbryde de politiske magthaveres mantra om at holde det indvandringskritiske parti uden for indflydelse. Foto: Julian Stratenschulte/DPA/Ritzau Scanpix

Björn Höcke fra det højrenationale Alternativ for Tyskland er manden bag det politiske kaos i delstaten Thüringen, som har fået formanden for det kristeligt demokratiske CDU til at bebude sin afgang. Höcke er længe blevet betragtet som en højreekstrem torn i øjet på mere moderate partifæller, men hans anseelse er øget kolossalt, efter at han agerede kongemager for en regeringsleder i Thüringen

De politiske tabere falder på stribe, efter at det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD) i sidste uge udløste panik i tysk politik ved for første gang at hjælpe en tysk regeringsleder til magten. En temmelig ukendt politiker fra det liberale FDP blev valgt til ministerpræsident i delstaten Thüringen takket være stemmer fra AfD, det kristeligt demokratiske CDU og FDP. I den tyske offentlighed bliver det fælles fodslag blandt partierne betragtet som et historisk tabubrud, eftersom de øvrige partier har svoret ikke at samarbejde med AfD.

Den udnævnte FDP-ministerpræsident meddelte slukøret efter 24 timer, at han gik af, og i mandags meddelte CDU-formand Annegret Kramp-Karrenbauer, den formentlig største taber, at hun inden længe trækker sig fra posten.

Mens taberne er mange, er der imidlertid en klar vinder: AfD’s formand i Thüringen, den 47-årige tidligere gymnasielærer Björn Höcke.

Höcke, som repræsenterer partiets yderste højrefløj, er lykkedes med det, ingen anden politiker i AfD har formået: At nedbryde de politiske magthaveres mantra om at holde det indvandringskritiske parti uden for indflydelse. Ved at stille egne magtkrav til side og gøre kur til midterpartierne CDU og FDP har Björn Höcke placeret sit parti i en solid forhandlingsposition. Som SPD-politiker Martin Schulz siger det i Berliner Morgenpost i forbindelse med valget i Thüringen:

”Dagens store vinder er Höcke. En person, som for blot få år siden blev afskrevet som en kugleskør højreekstremist, har i dag bestemt, hvem der skal være ministerpræsident i Thüringen.”

Björn Höcke har ellers gennem årene oparbejdet et ry som AfD’s problembarn og har flere gange rykket grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige og mene i den tyske offentlighed, der stadig lever i smertelig erindring om nazitidens forbrydelser.

I 2015 skabte han røre i partiet ved at advare om, at afrikanerne føder alt for mange børn, så længe vi er villige til at tage imod deres overdrevne befolkningstilvækst. Flere partifæller kaldte hans udsagn racistiske. Samme år omtalte han også kristendom og jødedom som hinandens ”modsætninger”.

”Derfor kan jeg ikke forstå begrebet det kristent-jødiske Vesten,” sagde han ved et arrangement for unge partistøtter.

To år senere gik han så langt over stregen, at ledelsen forsøgte at smide ham ud af partiet. Det skete, efter at han under en tale for AfD’s ungdomsparti i Dresden leverede et frontalopgør med år-tiers politisk konsensus i efterkrigstidens Tyskland. Höcke kritiserede holocaust-mindesmærket i Berlin og opfordrede til at omskrive nazismens historie med fokus på de mange ofre på tysk side.

”Vi tyskere (…) er det eneste folk i verden, der har et monument af skam plantet i hjertet af vores hovedstad,” sagde han og efterlyste en ”180 graders vending” i den ”latterlige” erindringspolitik, som har givet tyskerne selvforståelsen af at være et ”fuldstændigt besejret folk”.

Udsagn, som førte til massiv kritik fra politikere og kirkeledere, og som fik Israels ambassadør i Tyskland til at afkræve en undskyldning på vegne af de seks millioner jøder, der blev myrdet af nazisterne. Men stærke kræfter i partitoppen tog Höcke i forsvar, og han fik lov til at blive.

Björn Höckes ideologiske tankegods stammer blandt andet fra det nye radikale højre, en politisk skole, som i 1960’erne begyndte at arbejde for en nationalistisk modrevolution mod de liberale principper bag det moderne demokrati. En ideologi, som placerer sig mellem neokonservatismen og det ekstreme højre, har flere vurderet.

”Han har ekstremt højredrejede idéer, og grundlagde han sit eget parti, ville det blive forbudt,” har den hollandske politolog og ekstremisme-forsker Cas Mudde sagt her i avisen.

Kritikken af Höcke har tilsyneladende ikke fået ham til at moderere sine holdninger. Sidste år kom han i den tyske efterretningstjenestes søgelys for sine udsagn, og tjenesten undersøger, om hele partiet skal under overvågning. Men blandt vælgerne har den 47-årige vesttysker fra Hessen formået at skabe en personkult omkring sig selv i Thüringen og det øvrige tidligere DDR. Avisen Thüringer Allgemeine har anslået, at han repræsenterer cirka en tredjedel af baglandet, og ved valget i Thüringen i oktober sidste år fordoblede partiet sin støtte til godt 23 procent af stemmerne.

Hans ”historiske sejr”, som man nu siger internt i partiet, var dog sidste uges konge-mageri. Og selv blandt hans kritikere i partiet er Höckes anseelse steget betragteligt, også blandt de 100 politikere, der sidste sommer i en åben appel fordømte ”personkulten” omkring Höcke.

Manden, der havde ry for at være for radikal, har vist sig som en kløgtig realpolitiker, siger partifæller til Spiegel. Og på samme tid beskeden, eftersom han med kroningen af en FDP-ministerpræsident satte sine egne magtkrav til side for at opnå succes. Som Der Spiegel bemærker, er det lykkedes ham i flere måneder at afstå fra skandaløse udsagn, og han har i stedet fået andre til at dumme sig, ikke mindst blandt hans vigtigste fjender: Det kristeligt demokratiske CDU i det fjerntliggende Berlin. Ifølge iagttagere vil hans politiske succes præge det samlede AfD i mere ekstrem retning.

”I 2021 har vi en AfD-kansler,” siger AfD-politiker i Berlin Andreas Wild til Die Zeit med henblik på Höcke og det kommende forbundsdagsvalg.

De tyske medier og partier lægger stadig stærkt afstand til AfD, ikke mindst Höckes AfD, og Spiegel kalder det ”værd at nævne”, at Hitlers og nazistpartiets vej til magten i Weimar-republikken også begyndte i delstaten Thüringen. Ifølge en læserafstemning på Tagesspiegels hjemmeside om, hvorvidt Höcke bør udelukkes af partiet, hvor over en kvart million har deltaget, svarer 52 procent bekræftende, mens 38 procent svarer nej, og 10 procent ved ikke. Nogle medier og politikere har ligefrem kaldt Höcke for en ”nazist” – en betegnelse, som andre har kritiseret for at forplumre debatten.

”At erklære alle, der befinder sig til højre for Merkel for nazister, er idiotisk. Opposi-tion bør til en vis grænse være radikal,” skriver Tagesspiegel om venstrefløjens dæmonisering af det tyske højre.

Men Höckes tankegang er beslægtet med nazismen, vurderer politolog Gero Neugebauer fra Det Frie Universitet i Berlin. Han henviser til, at en tysk domstol sidste år bekræftede, at Höcke kan betegnes som ”fascist”, blandt andet på grund af hans revisionistiske tilgang til Tysklands historiesyn på nazitiden.

”Hr. Höcke repræsenterer idéen om en ’völkisch stat’ (et begreb, der betegner et etnisk rent folkefællesskab og hyppigt blev brugt af naziregimet, red.), som hænger tæt sammen med begrebet ’førerstat’. Og folket her er ikke befolkningen i Tyskland, men kun tyskerne. Dermed opfylder han et andet kriterium for nazi-slægtskab: Racisme,” siger Gero Neugebauer.