Efter et år i defensiven fik USA’s præsident, Joe Biden, og hans parti, Demokraterne, denne uge to kærkomne sejre. Først kunne præsidenten fortælle nationen, at al-Qaeda-lederen og en af bagmændene bag terrorangrebet 11. september 2001, Ayman al-Zawahiri, på hans ordre var blevet dræbt af amerikanske droner i Kabul. Dagen derpå kom så en endnu større sejr for Demokraterne, da det stod klart, at et stort flertal af vælgerne i Kansas ved en folkeafstemning havde stemt imod at fjerne en grundlovssikret ret til abort i delstaten.
Det er første gang, at amerikanerne har kunnet reagere på en historisk højesteretsafgørelse fra juni, som fjernede abort som en rettighed, der var sikret gennem USA's føderale forfatning. For første gang i 49 år er det nu op til de enkelte delstater at vedtage abortlove, og det kan give Demokraterne vind i sejlene forud for midtvejsvalget til november, hvor partiet ellers står til et stort nederlag.