Professor: Politisk satire værner om USA’s demokrati

Når traditionelle medier svigter, er satiren demokratiets vigtigste bolværk, mener den amerikanske professor Sophia McClennen. For satirens rolle er at udstille magthavere, der lyver eller handler fornuftsstridigt og tvinge befolkningen til at tænke kritisk

På et tidspunkt hvor grænserne mellem sandt og falsk, løgn og virkelighed bliver udvisket på den politiske arena, er det netop satire, der kan tvinge fornuft og almindelig dømmekraft tilbage i den offentlige debat, mener Sophia McClennen. Her er det skuespilleren Alec Baldwin i en parodi på præsident Donald Trump i satire-showet Saturday Night Live. –
På et tidspunkt hvor grænserne mellem sandt og falsk, løgn og virkelighed bliver udvisket på den politiske arena, er det netop satire, der kan tvinge fornuft og almindelig dømmekraft tilbage i den offentlige debat, mener Sophia McClennen. Her er det skuespilleren Alec Baldwin i en parodi på præsident Donald Trump i satire-showet Saturday Night Live. – . Foto: Will Health/NBC/AP/Ritzau Foto.

Hvis nogen er i tvivl om, hvorvidt amerikansk satire har reel politisk indflydelse, bør de tænde deres tv lørdag aften og tjekke deres Twitter-strøm søndag morgen, lyder opfordringen fra Sophia Mc-Clennen, professor i internationale studier.

Siden Donald Trump indtog Det Hvide Hus, har amerikanerne vænnet sig til at vågne op søndag morgen til vrede tweets fra præsidenten. ”Ikke sjovt”, ”Total ensidigt”, ”Frygteligt”, lyder noget af svadaen fra Trump, når skuespilleren Alec Baldwin har været på skærmen for at parodiere ham. Men selvom præsidenten har konkluderet, at satireshowet Saturday Night Live er ”unwatchable” (umuligt at se), kan han ikke lade være med at se med lørdag aften ligesom millioner af amerikanere.

”Alle amerikanske præsidenter er blevet genstand for latterliggørelse og satire, og nogle har håndteret det bedre end andre. Men ingen har foræret offentligheden en åben platform som Trump har ved at afsløre, at satiren nager ham,” siger Sophia McClennen, der leder centret for globale studier på Pennsylvania State University.

I bogen ”Is Satire Saving Our Nation?” (Redder satire vores nation?) undersøger Sophia McClennen sammen med sin medforfatter forholdet mellem satire og politik gennem USA’s historie. Deres konklusion lyder, at i krisetider er det dem, der bedriver ”seriøs spøgen” med magt-haverne, som udgør det stærkeste værn om demokratiet.

”En af de ting, vi kan se igennem amerikansk historie, er, at i kriseperioder med sociale opbrud bliver satire mere udbredt og får en mere fremtrædende rolle i samfundet. De amerikanske forfatningsfædre tillagde satire stor politisk betydning som en måde at forme den amerikanske sociale og politiske diskurs på, og satire spillede en vigtig rolle under Uafhængighedskrigen. Jo mere kontrovers, vildledelse og manipulation i samfundet, des mere stof er der for satirikerne at tage fat på.”

Det job bliver vigtigere, når nyhedsmedier kommer under pres eller ikke varetager deres opgave som borgernes vagthund, mener Sophia McClennen.

”I USA har vi oplevet et betydeligt fald i kvaliteten af traditionelle nyhedsmedier som en informationskilde for befolkningen. For eksempel var der meget mere dækning under valgkampen af Donald Trump og Hillary Clintons personligheder og karaktertræk end deres politiske holdninger. Det gør vores politiske diskurs fattigere og mindre nuanceret. Denne udvikling er sket over længere tid og er blevet fremmet af, at mediebilledet bliver mere kommercielt, og af nyhedskanaler, der kører døgnet rundt og fokuserer på meningsdannere, som indtager forskellige standpunkter i stedet for klassisk journalistisk, der er ude i felten at reportere til seerne.”

I takt med stigningen i holdningsmageri og svækkelsen af undersøgende journalistik blandt de traditionelle nyhedsmedier har satire-showene ufrivilligt indtaget en rolle som nyhedskilder for et stigende antal amerikanere, siger Sophia McClennen:

”Vi har hørt, mange eksperter advarer imod en udvikling i USA, hvor satirikere som Steve Colbert og John Oliver bliver set som nogle af de mest troværdige nyhedsjournalister. Men da vi begyndte at indsamle data og undersøge effekten af satire, viste det sig, at folk, der ser satire, ikke alene er bedre informeret end folk, der kun ser kabel-tv, men også at det hjælper dem til at forholde sig mere kritisk til emner og samtidig gør dem mere politisk engagerede.”

På et tidspunkt hvor grænserne mellem sandt og falsk, løgn og virkelighed bliver udvisket på den politiske arena, er det netop satire, der kan tvinge fornuft og almindelig dømmekraft tilbage i den offentlige debat, mener Sophia McClennen:

”Satire tvinger folk til en tankegang, hvor alt er sort eller hvidt. Når en satiriker gentager Trumps påstande om, hvor ’fantastisk’ og ’stort’ alting er med ham som leder, så tvinger ironien os til at lægge mærke til præsidentens hang til overdrivelser. Folk, der forstår satire, bliver trænet i at høre et ord eller en påstand uden at tage det bogstaveligt. Det er en afgørende egenskab, når ens egen præsident lyver.”

”En anden interessant faktor er, hvordan hjernen reagerer på satire. For at udtrykke det lidt simpelt, så viser forskning, at når folk bearbejder satire, benytter de den del af hjernen, der er styret af fornuft og ikke af følelser. Samtidig oplever hjernen en nydelse ved at regne satiren ud, så det bliver sjovt at bruge sin fornuft. Det modsatte sker, når vi ser nyheder, der appellerer til vores følelser ved at gøre os vrede, ophidsede eller bange. Så ender vi på et lavere kognitivt niveau, hvor hjernen bliver styret af følelser, der blokerer for kritisk tænkning.”

Sophia McClennen fremhæver samtidig, at mens nyhedsmedierne ofte har stået forvirrede tilbage, har satirikere været dygtige til at dække en præsidentkandidat som Donald Trump, der nægtede at følge det politiske spils regler, og en præsident, som har sprængt alle rammer for, hvad der forventes af en, som sidder i embedet:

”De traditionelle medier antager, at de bliver nødt til at tage alting Trump siger og gør alvorligt, for selv at blive set som seriøse journalister. Så når Trump siger, at det ikke regnede under hans indsættelse, eller påstår, at Obama har aflyttet ham, tager nyhedsmedierne udgangspunkt i præsidentens påstande og debatterer for og imod. De forudsætter, at hvis de giver lige meget tid til argumenter, der støtter to modsatte synspunkter, så kan de kaldes objektive og upartiske. Satirikere derimod har nul tolerance over for åbenlyse usandheder eller propaganda. De er eksperter i at afsløre et fupnummer, når de ser et. Så mens nyhedsmedierne ikke når videre end til at skændes om, hvad der har hold i virkeligheden, så har satire-showene brugt meget mere tid på at dække konkrete politiske tiltag, efter at Trump blev præsident, og hvilke konsekvenser de tiltag har for befolkningen.”

Og mens Trump høster bifald i sit bagland, hver gang han angriber pressen for at være unfair, er det sværere at gå efter satirikerne:

”Når magthavere angriber komikere, får det dem til at se grinagtige ud. Så når Trump angriber Alec Baldwin, er det med til at klæde ham af og mobilisere en opposition imod ham. Det er satirens enorme styrke som kunstart, at den er umulig at kue. Tænk på alle de hovedværker gennem tiden, der – ofte uden at sige det direkte – rettede skytset mod enevældige konger, eller tænk på de satirikere, som i vores tid kæmper mod autoritære regimer. Aktivister som Otpor, der benyttede satire til at klæde Milosevic af i Serbien, eller Bassem Youssef, der bruger humor som et effektivt virkemiddel imod frygt i Egypten.”

Et andet eksempel er komikeren Beli, der vandt stor popularitet under valgkampen i Serbien op til præsidentvalget i april ved at stille op som kandidat og lave en grov parodi på korrupte politikere, der lover guld og grønne skove. At satirikere spiller en større rolle i politik og har fået reel politisk indflydelse betyder ikke nødvendigvis, at de er partipolitiske, understreger Sophia McClennen:

”Sandheden er, at satirikere elsker at gå efter magthavere, der handler fornufts-stridigt eller tåbeligt, uanset om de er på venstre- eller højrefløjen. Satirens rolle er at afsløre galskab i alle former. At der så har været mere galskab at komme efter på den amerikanske højrefløj på det seneste, er en anden historie.”

Sophia McClennen understreger, at satire altid vil virke som et forstørrelsesglas, der udstiller problemer i samfundet. Og derfor også de dybe splittelser, der findes i den amerikanske befolkningen lige nu:

”Når satirikere laver grin med magthavere, der siger ting, som ikke giver mening, så vil folk, der synes, at de ting giver mening, selvfølgelig føle sig ramt. Så der er den risiko, at satire er med til at gøre dele af befolkningen virkelig vrede, hvis de føler sig udsat for hån.”

Det er en pris, der er værd at betale for, at satiren kan spille rollen som demokratiets beskytter, mener Sophia McClennen:

”Formålet med satire er ikke, at vi alle holder i hånden og synger fællessange. Formålet med satire er at tvinge folk til at forholde sig kritisk til budskaber og turde stille ubehagelige spørgsmål. Og det er netop, hvad vi behøver for at bevare et sundt demokrati – engagerede borgere, som kan træffe informerede beslutninger.”