Politisk slagsmål kan kaste Rumænien ud i en forfatningskrise

Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, har for anden gang på kort tid afvist oppositionens bud på en ny ministerpræsident. Det har fået den politiske uro til at ulme og konspirationsteorierne til at løbe løbsk

Shhaideh er muslim, og det britiske nyhedsmedie The Independent mere end antyder, at det er det, der ligger til grund for Iohannis’ veto.
Shhaideh er muslim, og det britiske nyhedsmedie The Independent mere end antyder, at det er det, der ligger til grund for Iohannis’ veto. . Foto: Octav Ganea/AP/Polfoto.

Siden rumænerne ved valget den 11. december kastede 45 procent af stemmerne i retning af det socialdemokratiske parti Partidul Social Democrat, PSD, har partiet forgæves forsøgt at udpege sin ministerpræsident.

Først blev kandidaten Liviu Dragnea afvist på grund af mistanke om valgfusk, og i tirsdags blev det næste bud, den 52-årige kvindelige kandidat Sevil Shhaideh, afvist af præsident Klaus Iohannis, der undlod at uddybe på hvilken baggrund.

Klaus Iohannis selv tilhører landets centrum-højre-parti Partidul Național Liberal, PNL, og nu overvejer socialdemokraterne at anmode om at suspendere Iohannis, som de mener udøver politisk chikane. At Iohannis ikke har meldt ud, hvorfor han ikke vil godkende Shhaideh, har fået medier til at spekulere i alt fra islamofobi, Shhaidehs påståede forbindelser til Assad-styret i Syrien, til at præsident Iohannis vil drille sine politiske modstandere.

Shhaideh er muslim, og det britiske nyhedsmedie The Independent mere end antyder, at det er det, der ligger til grund for Iohannis’ veto. Ifølge Søren Riishøj, lektor ved institut for statskundskab på Syddansk Universitet, er det imidlertid en usandsynlig forklaring.

”Iohannis har typisk været opfattet som pro-vestlig og også åben over for indvandrere. Så forklaringen om, at det er Shhaidehs trosretning, der har fået ham til at modsætte sig hendes kandidatur, hænger ikke sammen med hans politiske linje,” forklarer han.

Andre medier melder om, at det er Shhaidehs tvivlsomme forbindelser, der gør hende uegnet. Ifølge det belgiske netmedie Politico har den tidligere rumænske præsident Traian Basescu, der er kendt for sit anstrengte forhold til socialdemokraterne, anklaget Shhaidehs mand for at skulle have forbindelser til Syriens leder, Bashar al-Assad. Også den forklaring finder Søren Riishøj tvivlsom.

”Anklagerne om, at hendes mand skulle have forbindelser til Assad, er besynderlige. Ingen har uddybet, hvad ’forbindelser’ dækker over, eller hvordan det skulle påvirke hendes rolle som ministerpræsident,” siger Søren Riishøj og peger i stedet på politisk fnidder som den mest sandsynlige forklaring på Iohannis’ veto.

”Rumænien har et svagt demokrati, og der er tradition for, at præsidenter gør alt, hvad de kan, for at destabilisere de politiske modstandere. Iohannis går for at være en passiv leder, så han har muligvis set sit snit til at vise, at han stadig har magt. Dybest set bunder konflikten i en usund demokratisk kultur, hvor selv de politiske parter ikke accepterer politiske spilleregler.”

Det kan nu vise sig at ramme Klaus Iohannis som en boomerang fredag, når socialdemokraterne tager stilling til, om de vil anmode om, at han stilles for en rigsret. Sker det, kan det kaste landet, der i årevis har været plaget af både politisk og folkelig uro, ud i et nyt politisk stormvejr.