Gennem syv år er billeder af syrere på flugt gået verden rundt. Siddende på høje, sammenstuvede læs af slidte poser og farverige tæpper på vej gennem Syrien for at søge tilflugt. Gående langs de europæiske motorveje med samme formål. Og de flygter stadig.
Efter syv års krig bliver der stadig kæmpet så intenst flere steder i Syrien, at folk er bange for deres liv og sikkerhed. Det gælder især omkring Ghouta øst for Damaskus og i Afrin. Alene i januar er over en kvart million mennesker registreret af FN som nye fordrevne.
Krigen i Syrien går netop i dag ind i sit ottende år, uden at noget tyder på, at de mange stridende parter er i nærheden af at slutte fred. Over en halv million mennesker er dræbt, og op mod to tredjedele af befolkningen er flygtet fra deres hjem. Omfanget af tragedien er ubestrideligt, men derfor er det alligevel svært for hjælpeorganisationerne at få omverdenens fulde opmærksomhed. De humanitære lidelser i Syrien og blandt de syriske flygtninge i regionen påkalder sig ikke samme opmærksomhed som et jordskælv i Haiti eller en truende sult i Østafrika, siger Claes Amundsen, kommunikations- og indsamlingschef i Dansk Flygtningehjælp.
”Fra den allerførste dag har det været en ualmindeligt svær humanitær krise at samle ind til. Krige og konflikter af denne type er altid vanskelige, og i Syrien er det meget svært at få beretninger frem om de civile og deres vanskelige situation. Der er meget få journalister i landet, fordi det er så farligt, og derfor bliver det meste af mediedækningen det storpolitiske spil med Trump, Putin og Assad, men ikke noget om de humanitære behov,” siger han og fortsætter:
”Og når krigen beskrives som et skakspil, så opfattes den også som et skakspil, snarere end mennesker, der mangler mad og vand.”
Direktør i Læger Uden Grænser Jesper Brix hæfter sig også ved sammenhængen mellem mediernes dækning af krigen i Syrien og omsætningen i indsamlingskassen. Jo mere direkte opmærksomhed de civile syreres lidelser og behov får, jo større er viljen til at give penge til hjælpearbejdet. Han nævner blandt andet, at der efter krigens første giftgasangreb i 2013 skete en mærkbar stigning i interessen for at støtte syrerne, ligesom det skete under bombningen af Aleppo og nu senest i forbindelse med kampene i Ghouta.
”Når medierne skriver noget specifikt, kan vi se, at det får støtten til at stige. Men de civile har jo haft det forfærdeligt hele tiden,” siger Jesper Brix.
Han er enig med Claes Amundsen i, at det påvirker danskerne, når krigen overvejende omtales som et politisk fænomen.
”Den storpolitiske diskussion fjerner opmærksomheden fra, at der er mennesker, der lider på jorden. At det er de enkelte menneskeskæbner, vi hjælper,” siger han.
Ifølge professor Paul Slovic, der forsker i folkedrab og medfølelse ved Oregon Universitet i USA, er det nærmest en psykologisk lovmæssighed, at jo større en tragedies omfang er, jo vanskeligere er det for et menneske at reagere på den.
”Der er en række psykologiske barrierer forbundet med at vise omsorg på afstand. Et er, at vi reagerer stærkt over for enkeltindivider, der er i fare, og ønsker at beskytte dem, men når antallet stiger, mister vi vores evne til at involvere os følelsesmæssigt. De bliver til tal. Som nogle siger: statistik er mennesker, der har tørret tårerne væk,” siger Paul Slovic til den amerikanske nyhedsside Mic.
Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet, er helt opmærksom på udfordringen med at få fortalt danskerne om krigen i Syrien set fra børnenes perspektiv. Han er taknemmelig for al den støtte, der bliver givet, men erkender, at det er svært at samle penge ind:
”Der er ingen tvivl om, at når tallene bliver så store som i Syrien, bliver krigen meget abstrakt. Så er det vores opgave at pakke de tal ud og minde om, at det er børn med navne, drømme og potentialer, som krigen rammer. Børn, der har ligget i deres mødres arme efter fødslen og skabt stor, stor glæde. Børn, som vi kan være med til at redde.”