Prøv avisen

Politisk veteran skal bevise sit potentiale

Joe Biden var vicepræsident under præsident Barack Obama og ligger foreløbig i front i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat. (Arkivfoto) Foto: Scott Eisen/Ritzau Scanpix

De førende bejlere til posten som Demokraternes næste præsidentkandidat mødes i maratondebat. Eks-vicepræsident Joe Biden ventes at få konkurrence til stregen.

Alles øjne vil være rettet mod Joe Biden, når han torsdag aften stiller op til en langstrakt tv-debat i Texas-storbyen Houston med ni af sine partifæller.

Deltagerne i debatten vil alle være Demokraternes næste præsidentkandidat med målet om at overtage Donald Trumps plads i Det Hvide Hus efter næste års amerikanske præsidentvalg.

Foreløbig har Joe Biden, der var vicepræsident i Barack Obamas otte år lange regeringstid, dog indtaget førerpositionen.

Ifølge et gennemsnit af en række meningsmålinger indsamlet af det amerikanske nyhedsmedie og analyseinstitut RealClearPolitics støttes Joe Biden af 29,8 procent af Demokraternes vælgere.

Hans nærmeste konkurrent er senator for Massachusetts Elizabeth Warren.

Debatten torsdag aften (lokal tid) bliver en tre timer lang affære, der for første gang giver vælgerne mulighed for at opleve Demokraternes topkandidater på én gang.

Det sker på tv-stationen ABC, og deltagerne er de ti kandidater med størst vælgeropbakning.

Selv om Joe Biden foreløbig er mest populær blandt Demokraterne, kan han ikke føle sig sikker, og der vil blive holdt nøje øje med hans præstation.

Over sommeren er der blandt politiske iagttagere rejst tvivl om, hvorvidt den politiske veteran med en alder på 76 år vil være rustet mentalt til en krævende og - til tider - ubarmhjertig præsidentkampagne.

Tvivlen er opstået, efter at Joe Biden er blevet angrebet af sine modkandidater i tv-debatter i juni og juli og i den forbindelse ikke har fremstået tilstrækkeligt forberedt på deres kritiske tilgang til ham.

Hidtil har Joe Biden dog overvejende formået at holde bekymringer om, hvorvidt han er egnet til at stille op som præsidentkandidat, på afstand.

Et godt stykke bag Joe Biden ligger 70-årige Elizabeth Warren, der i de seneste målinger nyder opbakning fra 18 procent af Demokraternes vælgere.

Men støtten til hende har været støt stigende, og hvis det fortsætter på den måde - og hvis hun klarer sig godt i torsdagens debat - kan det ende med en klar duel mellem de to demokrater.

Det vurderer valgekspert og statistiker Nate Silver i et indlæg på den amerikanske hjemmeside FiveThirtyEight.com, der beskæftiger sig med analyser af blandt andet amerikansk politik.

- Men virkeligheden kan blive langt mere broget, erkender han.

Den ældste af Demokraternes kandidater, 78-årige Bernie Sanders, der betegner sig selv som "demokratisk socialist", følger lige i hælene på Elizabeth Warren. Han støttes af 17,7 procent i de seneste målinger.

De øvrige topkandidater får opbakning af mellem 0,8 og 7 procent af deres partis vælgere.

Tre politiske emner er særligt afgørende for Demokraterne og ventes derfor at blive diskuteret i Houston torsdag aften.

Det drejer sig om våbenkontrol, klimaforandringer og sundhedsvæsnet.

Den endelige demokratiske præsidentkandidat udnævnes på partiets konvent i juli 2020, efter at der er afholdt primærvalg og vælgermøder hos Demokraterne i de enkelte stater.

Præsidentvalget finder sted 3. november 2020.

/ritzau/AFP