Omkring år 1900 havde USA 2000 fastansatte politiske satiretegnere. I december sidste år var der færre end 40. Og i mandags blev der to færre, da The New York Times fyrede sine faste satiretegnere ved avisens internationale udgave.
Afskedigelserne kommer efter en kontroversiel sag, hvor The New York Times blev anklaget for at bringe en antisemitisk tegning af den amerikanske præsident, Donald Trump, og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, men det er ikke det, der er årsagen, siger avisens ledelse. Den begrunder beslutningen med, at avisen allerede er holdt op med at bringe politiske satiretegninger i sin amerikanske udgave og i mere end et år har overvejet at udvide stoppet til den internationale udgave.
Tilbage står, at en af verdens førende aviser i et af verdens ældste demokratier ikke længere bringer politiske satiretegninger. Det vidner om det pres, som ytringsfriheden oplever i disse år i USA, mener Barbie Zelizer, professor i kommunikation og direktør ved centret for udsatte medier ved Pennsylvanias Universitet.
”De politiske satiretegnere er i mediernes frontlinje, og når deres aktivitet bliver begrænset på grund af politiske hensyn, er det som regel et tegn på, at der snart vil ske tilsvarende begrænsninger for andre mediearbejdere – journalister, klummeskrivere, fotojournalister, dokumentarister og andre. Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden bliver indskrænket, og vi er nødt til at reagere nu for at forhindre det i at udvikle sig,” skriver hun i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Den ene af de to afskedigede satiretegnere skriver i et åbent brev på sin hjemmeside, at han er bekymret for, at sagen ikke blot handler om politiske satiretegninger, men om journalistik og meninger i det hele taget.
”Politiske satiretegninger blev født sammen med demokratiet, og de bliver udfordret, når friheden bliver det,” skriver han.
Hannibal Munk, der netop har forsvaret en ph.d.-afhandling om politiske satiretegninger ved Roskilde Universitet, kalder den seneste udvikling på The New York Times for ”en ekstrem tydelig påmindelse om, hvad det er der sker lige nu”. Han peger på, at kombinationen af et betændt politisk miljø i USA og fremkomsten af en krænkelseskultur, hvor enkeltpersoner, der føler sig chikaneret og krænket, kan nå mange mennesker via de sociale medier, hurtigt kan skabe stor negativ opmærksomhed om en tegning.
”Globaliseringen har gjort det vanskeligere for tegnerne at finde den rigtige balance. Før i tiden tegnede man til en kendt læserkreds ved en bestemt avis. I dag deles tegningerne på kryds og tværs verden over, og det betyder, at alle de indforståede koder går tabt,” siger han.
Flere internationale rapporter pegede i begyndelsen af året på, at der i disse år sker en indskrænkning af mulighederne for at ytre sig frit over det meste af verden, også i de vestlige lande, og ifølge Hannibal Munk er presset på bladtegnerne en del af den udvikling. Dog gælder det i mindre grad i Danmark.
”Vi ser nogle små sprækker hist og her, men stort set har de danske medier stået last og brast og forsvaret tegnerne.”
En af dem er Niels Bo Bojesen, der i 2016 vandt EU-Kommissionens Satirepris, i 2017 blev kåret til Årets Bladtegner herhjemme og sidste år vandt andenpræmien ved FN’s årlige pris for verdens bedste politiske satiretegninger. Han betragter udviklingen i USA med stor alvor, men mener, at der er grund til mere optimisme i en dansk sammenhæng. De danske tegnere er blevet mere bevidste om, at de tegner til en global verden.
”Muhammed-tegningerne var på mange måder en øjenåbner. I dag ved vi godt, at vores tegninger kommer ud på en meget større scene, og det har vi lært at tænke ind. Vi kender ikke vores publikum længere, og vi ved ikke hvilke hænder, tegningerne havner i,” siger Niels Bo Bojesen.
Udfordringen er at undgå at blive bange og intetsigende, men stadig finde en streg, der kan vække til eftertanke. Niels Bo Bojesen erkender, at der nok er en tendens til større forsigtighed.
”Man forhandler med sig selv for at nå ud til flere med sit budskab,” siger han.