Et par mandlige taxichauffører pulser på cigarer og ler i de furede ansigter på middelalder-markedspladsen i polske Oswiecim. Brostenene og de ornamenterede gadelygter er klædt i rimfrost. Børnefamilier sludrer på en pizzarestaurant. Den katolske Vor Frue Kirkes røde mursten og mønstrede tegltag tårner over pladsen, halvt klædt i disen, som stiger op fra Sola-floden ved den 850 år gamle by.
Oswiecim forekommer idyllisk. Men idyllisk er et ord, man kan have svært ved at tage i sin mund, når man ved, hvad der skete ved byens jernbanespor og militærbarakker for knap otte årtier siden. I dag ville Oswiecim formentlig kunne leve en simpel tilværelse uden verdens opmærksomhed, hvis ikke nazisterne havde gjort byen til hjemsted for Auschwitz-Birkenau, den mest berygtede udryddelseslejr, verden nogensinde har kendt.
”Vi ønsker blot at leve et normalt liv som alle andre,” siger den 21-årige Dawid Karlik, som er vokset op i Oswiecim og studerer engelsk filologi og tysk ved byens universitet.
”Men det kan være vanskeligt, når folk spørger, ’hvordan kan du dog bo her? Hvorfor bliver du?’. Jeg har nogen gange indtryk af, at folk, der spørger mig, gerne vil give mig skyldfølelse. Men vi har intet galt gjort. Folk ved ikke, at vi har en fin by med en rig kultur,” siger han.
Over en million mennesker mistede livet i Auschwitz-Birkenau fra 1940 og frem til Den Røde Hærs befrielse af lejren den 27. januar for 75 år siden. I dag er den tidligere kz- og udryddelseslejr et museum med to millioner besøgende årligt. Dawid Karlik har Auschwitz tæt inde på livet. Blot 200 meter fra universitetet, hvor han har sin daglige gang, ligger indgangen til lejren med de berygtede ord ”Arbeit macht frei” (Arbejde gør fri).
”Det kan lyde underligt, men man vænner sig til lejren,” siger Dawid Karlik, som arbejder i museets boghandel i weekenden.
”Når jeg ser den, tænker jeg, ’endnu en dag på arbejde’. Lejren er lejren, byen er byen. På en måde er det trist, for det er den største gravplads i Europa, og man går forbi uden at tænke over det. Men man ville nok blive skør, hvis man hele tiden skulle sørge over de mennesker, der blev dræbt,” siger han.
Besøger man kz-lejren, begynder man at ane, hvorfor nogle besøgende begår den fejl at rette deres harme mod byens befolkning. For hvor gør man af den eksistentielle rystelse, det er at se bunker af afklippede fletninger fra små myrdede piger brugt til at fremstille madrasser i den tyske tekstilindustri?
”Jeg kan godt forstå, hvis det kan føles som en forbandelse at bo her,” siger Agnieszka, en 34-årig dataanalytiker fra byen Gruziadz i det nordlige Polen, som besøger museet for første gang.
”Jeg har læst meget om nazismens forbrydelser, men at få syn for det, jeg kender fra bøgerne, fik mig næsten til at græde. Men det er ikke underligt, at folk vendte tilbage til byen efter krigen. Polakker har meget stærke rødder til deres fødested, og i dag er byen med til at holde fast i mindet om ofrene,” mener hun.
Oswiecim er ikke alene 850 år gammel, byen havde også som mange polske byer en rig, århundreder lang jødisk historie, som blev udslettet med nazismen. Mere end halvdelen af Oswiecims 14.000 indbyggere før krigen var jøder. 180 jøder forsøgte at slå sig ned i byen efter krigen, men samfundet forsvandt, da kommunisterne påbegyndte deres antisemitiske kampagner i 1960’erne. I de seneste to årtier har byen imidlertid genopdaget den 400 år gamle lokale jødiske historie og tradition, takket være amatørhistorikere og ikke mindst Jødisk Center Auschwitz. Centret har åbnet et jødisk museum i byen, og besøgende jøder kan bede i den tilstødende synagoge, som har fået nyt inventar. Byens sidste jøde, Szymon Kluger, døde i 2000, og hans hus rummer i dag Café Bergson, som er en del af det jødiske center. Over for caféen ligger en nyligt åbnet mindepark for byens største synagoge, som nazisterne brændte ned.
”Det kommer som regel som en overraskelse for de besøgende, at Auschwitz ligger ved en by med en rig kultur,” siger 47-årige Tomasz Kuncewicz, som ikke selv er jøde, men i 20 år har været leder af det jødiske center.
”Folk har en forestilling om, at Auschwitz må ligge på en anden planet, hvor solen ikke skinner, og fuglene ikke synger. Det er absurd, men også en måde at distancere sig fra ondskaben på. For når Auschwitz ikke fandt sted på en anden planet, men i en almindelig by, hvor jøder og polakker levede relativt godt med hinanden, kan det jo ske igen,” siger Tomasz Kuncewicz.
Centrets opgave er derfor ikke blot at oplyse om byens jødiske historie, men også at uddanne unge om fremmedhad og antisemitisme, fortæller Tomasz Kuncewicz. Caféen drives af frivillige unge fra andre lande, som kommer her i et år, især fra Tyskland og Østrig, og ved bordene tales der polsk, engelsk og tysk. Kaffen er lige så god som på de hippeste caféer i Berlin og London, man kan købe bøger om byens jødiske historie og T-shirts og plakater med kors, davidsstjerne og halvmåne og budskaber om forsoning.
”Problemerne er ikke ovre, der er stadig racisme, der er stadig antisemitisme,” siger Tomasz Kuncewicz og henviser til, at byens jødiske gravplads senest i maj sidste år blev udsat for hærværk, en spraymalet davidsstjerne i en galge.
Oswiecim har stadig brug for forsoning 75 år efter det nazistiske folkemord, mener også Manfred Deselaers. Den 64-årig katolske præst fra vesttyske Düsseldorf er formentlig den eneste tysker, der var modig nok til at bosætte sig i Oswiecim efter nazisternes forbrydelser. I sit Center for dialog og bøn samler præsten unge mennesker, jøder som kristne, fra Polen og Tyskland – ofte lige efter at de har besøgt de tidligere gaskamre i Auschwitz.
”Jeg kan ikke vække ofrene til live igen, men jeg kan bede og tro på, at de er i Guds hænder. Der findes en retfærdighed, som man kun kan tro på, og det er, at Gud og ikke Hitler og ondskaben har det sidste ord om ofrenes skæbne,” siger han.
”Men det skal opleves, at Gud, at kærligheden har det sidste ord, og det er derfor, at forsoningsarbejdet her er så vigtigt. Det er et levende ansvar, som jeg påtager mig ud fra min tro,” siger han.
De besøgendes fordomme over for Oswiecims beboere er stadig et problem. De færreste ved, at polakker var den næststørste offergruppe i Auschwitz, og at byen led under nazismen, men generelt har folk de senere år fået et mere nuanceret billede af byen, mener præsten.
”Og beboerne selv er ikke længere tilbøjelige til at gøre Auschwitz ansvarlig for byens sociale problemer,” understreger han.
For 10-20 år siden hørte man ofte lokale give den tidligere udryddelseslejr skylden for manglende investeringer og økonomisk stilstand i byen, også selvom arbejdsløsheden ikke var meget anderledes end andre steder i Polen. Der var også konflikter om, hvad man kunne tillade sig at bygge i byen. En natklub åbnede på et sted, hvor nazisterne engang skød fanger og slavearbejdere. Grupper af holocaust-overlevende protesterede imidlertid så voldsomt, at gæster undgik klubben, som siden lukkede. Men det var ikke noget enkeltstående tilfælde. For godt 20 år siden begyndte forretningsmanden Janusz Marszalek at bygge et supermarked over for den tidligere hovedlejr. Internationalt pres stoppede projektet, men Marszalek nægtede at give op, tog sin sag til retten og vandt, skriver Der Spiegel. Janusz Marszalek, som siden i en årrække var byens borgmester, førte politik på, at byens udvikling led under Auschwitz. I dag ligger der to restauranter over for den tidligere lejrs hovedindgang. Det var tidligere utænkeligt. Kritikere mener, at den tidligere borgmester har været ufølsom og skabt splittelse mellem byen og ofrene. Selv mener han, at han har været med til at trække byen ud af Auschwitz’ sorte skygge.
”I løbet af de seneste 20 år har mediernes og politikernes indstilling til byen Oswiecim ændret sig meget positivt. Jeg er glad for, at mange års pr-arbejde fra min side sammen med mange tidligere Auschwitz-fanger har bidraget til dette,” skriver han i en mail.
Alle, Kristeligt Dagblad taler med, peger på, at byen har fået det bedre de seneste årtier. Byens officielle tilnavn ”fredens by” har vundet gehør, store musiknavne har spillet koncerter, flere museer er åbnet, og det voksende antal hoteller viser, at besøgende ønsker at blive mere end de timer, det tager at besøge den tidligere kz-lejr. Det glæder den 21-årige studerende Dawid Karlik, som ønsker at arbejde for Auschwitz Museet efter sine studier.
”Stedet her vil nok altid være tragisk i andre menneskers sind. Men så lad det være sådan. Hellere det, end at mindet om Auschwitz forsvinder. Det sidste, vi skal gøre, er at flytte. Forlod vi byen, ville det være en sejr til nazisterne. Vi ville vise dem, at vi ikke ønsker at forholde os til de mennesker, de myrdede. Vi skylder ofrene at blive her,” siger han.