Mike Pompeo blåstempler israelske bosættelser med besøg

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er på rundrejse i en række europæiske og mellemøstlige lande for at cementere præsident Trumps udenrigspolitik knap to måneder inden, at de begge bliver sat fra embedet. I Israel i dag vil især et besøg på Vestbredden vække opsigt

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, talte i går i Istanbul med den græsk-ortodokse patriark Bartholomæus og fastslog bagefter, at denne som leder af den ortodokse verden er en ”afgørende partner i vores fortsatte kamp for religionsfrihed verden over”. – Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, talte i går i Istanbul med den græsk-ortodokse patriark Bartholomæus og fastslog bagefter, at denne som leder af den ortodokse verden er en ”afgørende partner i vores fortsatte kamp for religionsfrihed verden over”. – Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Cabernet Sauvignon-, merlot- og shirazdruerne, der bruges til rødvin af mærket Pompeo, bliver plukket ved solopgang på vinmarker i Judæas bjerge. Det skriver vinproducenten Psagot med tilnavnet Jerusalem Mountain Vineyards på sin hjemmeside. Og når USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, der er på rundrejse i Europa og Mellemøsten, i dag kommer til Israel og blandt andet skal besøge Psagot, får han sandsynligvis et par flasker af den eksklusive Pompeo-vin med sig hjem.

Han bliver samtidig den første amerikanske udenrigsminister, der officielt besøger en israelsk bosættelse. Psagot har cirka 2000 indbyggere og ligger på en bakke klos op ad den palæstinensiske regeringsby Ramallah på Vestbredden nord for Jerusalem. Den israelske Fred Nu-organisation har påvist, at den del af Psagot, hvor vinproducenten ligger, er privat palæstinensisk-ejet jord.

I november sidste år udtalte Mike Pompeo, at ”oprettelsen af israelske bosættelser på Vestbredden ikke som sådan er i uoverensstemmelse med international lov”. EU-Domstolen havde netop fastslået, at israelske produkter fra Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne skulle markeres med labels om nøjagtigt oprindelsessted og ikke med ”made in Israel”. Så Psagot besluttede at blande den særlige Pompeo-vin som tak for udenrigsministerens støtte til bosættelserne, der ifølge vinproducentens direktør, Yaakov Berg, er ”utrolig vigtig i den fortsatte kamp imod EU-Domstolens hykleriske støtte til boykotkampagnen”.

Det palæstinensiske selvstyres premierminister, Mohammed Shtayyeh, har i et tweet kaldt Pompeos besøg i Psagot for et ”slag imod international ret” og en ”farlig præcedens for at legitimere bosættelserne”.

Pompeos rejse strækker sig fra Frankrig over Tyrkiet, Georgien, Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar til Saudi-Arabien. Efter hans ankomst til Paris i weekenden beskrev den franske tv-station France 24 selve rejsen som ”akavet”, idet Pompeo repræsenterer Donald Trumps regering og dens politik få måneder inden skiftedagen i Det Hvide Hus. På grund af de politiske uoverensstemmelser mellem Trump-regeringen og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mødte Pompeo i Istanbul i går udelukkende den græsk-ortodokse patriark Bartholomæus I og Vatikanets udsending, nuntius Paul Russell, for at tale om religionsfrihed.

I Israel bliver Pompeos besøg et udtryk for, hvordan premierminister Benjamin Netanyahu benytter Trumps – og Pompeos – sidste måneder til at forstærke bosættelsespolitikken, inden demokraten Joe Biden bliver USA’s præsident. I regeringen i Jerusalem er der al grund til at tro, at Biden vil genoptage forsøgene på at standse bosættelsesbyggeriet og nå en to-stats-løsning med palæstinenserne. Da Biden som vicepræsident besøgte landet i 2010, blev det anset som en provokation, at Israel samtidig udstedte licitationer for nye boliger i bosættelserne, og den daværende præsident Barack Obamas vrede tvang derefter Israel til at indføre totalt byggestop.

I søndags udskrev Israel licitationer for de første 180 af 1357 nye planlagte boliger i Givat Hamatos-området i den sydlige besatte del af Jerusalem, som Israel har annekteret. Tidligere er byggeplaner i Givat Hamatos blevet standset af international protester, fordi en israelsk bydel her afskærer en mulig forbindelse mellem Jerusalem og Betlehem i en fremtidig palæstinensisk stat. Tilbuddene om det nye byggeri skal indleveres inden den 18. januar. To dage inden, at Biden bliver taget i ed som USA’s 46. præsident.

FN’s særlige Mellemøst-udsending, Nickolay Mladenov, har protesteret imod byggeplanerne, og EU-diplomater har besøgt stedet for at markere utilfredshed. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ talsmand, Nabil Abu Rudeineh, beskylder i et tweet Israel for at forsøge at udnytte den nuværende amerikanske regerings ”ubegrænsede støtte til at udvide bosættelserne og indtage yderligere palæstinensisk jord”.

Det overordnede mål med rundrejsen er at ”diskutere Trumps indsats for fred og samarbejde i Mellemøsten”, sagde Pompeo før afrejsen. I Golfstaterne vil hovedemnet være truslen fra Iran, der har ført til normaliseringsaftaler med Israel og til, at USA har solgt Emiraterne 50 avancerede F-35 jagerfly.

Aaron David Miller, en tidligere amerikansk Mellemøst-diplomat, tweetede i går, at Mike Pompeos rundrejse ikke handler hverken om Trump eller Netanyahus politik.

”Det handler om Pompeo 2024”, skrev Miller med henvisning til udenrigsministerens ambitioner om at blive Republikanernes præsidentkandidat om fire år med støtte fra partiets kristne evangelikale vælgere.