Prøv avisen
Politisk kommentar

Populisme kan være en katalysator

Den vigtigste effekt af populismen kan være, at den bringer en folkelig bekymring ind på den politiske bane, hvor den bliver genstand for forhandling og kompromis, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

Bølgen af såkaldte populistiske strømninger ruller gennem den vestlige verden i disse år, også under søndagens valg i Sverige.

Resultatet er her som mange andre steder en kaotisk situation med et mere generelt opbrud i det politiske mønster og tilbagegang for de hidtil mest veletablerede partier. Begrebet ”populistisk” bruges flittigt, men som regel uden, at det er klart defineret.

Etymologisk udledes ordet af latinsk ”populus”, betydende ”folk”. I almindelighed forstås ”populistisk” negativt, som en form for ”misbrug af det folkelige”, for eksempel gennem alt for forenklet agitation, eller ved misbrug af begrebet ”folk” for at udelukke elementer i samfund og omegn, som ikke hører til ”folket”.

Men en måske mere konstruktiv fortolkning af de populistiske partier kunne være at se dem som ”katalysator-partier”, der måske også uden direkte at deltage i den samlede politiske styring forandrer samtlige aktørers tilgang til den samlede politiske proces.

I den vestlige verden er der udviklet politiske modeller, der har udgangspunktet i 1800-tallets samfundsteorier, henholdsvis socialisme og liberalisme/kapitalisme. Udviklingen har forandret og differentieret de oprindelige teorier for at håndtere en verden i hastig forandring.

I de seneste tiår har verden undergået særligt voldsomme forandringer, drevet frem i højere grad af dynamiske processer i økonomi og teknologi og i mindre omfang af offensive politiske beslutninger. Processen synes meget direkte at have udløst store problemer og kritisk forværrede fremtidsudsigter for brede befolkningslag. Frustrationen synes særligt udløst af dramatisk voksende økonomisk ulighed og hidtil usete voldsomme immigrationsstrømme.

Frustrationen har givet vækst til national-populistiske partier, som typisk har idealiseret fortiden og formuleret en modvilje over for globaliseringsprocessen.

To voldsomme resultater af de politiske strømninger har udløst stor uro, fordi de direkte og umiddelbart har frembragt dramatiske forandringer i afgørende multinationale politiske processer, nemlig Brexit og valget af Donald Trump. De har nok medvirket til at skærpe modsætninger mellem populister og modstandere.

Imidlertid kan der være gode grunde til ikke at dæmonisere populistiske strømninger, men måske netop betragte dem som nødvendige fornyelser af demokratierne, fordi de bringer en folkelig bekymring ind på den politiske arena, hvor de kan mødes med demokratiets afgørende redskaber: forhandling og kompromisdannelse.

Det kan måske være mindre afgørende, om de populistiske partier bliver direkte deltagere i den nødvendige politiske forandringsproces, eller om en katalytisk forandring af gamle eller andre nye politiske partier kan gennemføre den.

Men væsentligt er det nok, at populismen ikke dæmoniseres og ekskluderes som sådan. Det vil kunne udløse meget ødelæggende opgør i befolkningerne og en vedvarende, tendentielt handlingslammende splittelse.