Porno risikerer at gøre unge til forbrydere

tv: Tyske forskere advarer mod følgerne af ungdommens lette adgang til pornografi. De er bekymrede for, at det er de unges forbrug af porno, der er skyld i, at flere mindreårige begår seksuelle overgreb

Tyskland er de seneste måneder blevet rystet af en række sager, hvor børn og unge har voldtaget og mishandlet andre børn. For eksempel har tre drenge i alderen 13 til 16 år for nyligt misbrugt en 12-årig pige i en af Tysklands storbyer.

Politiet har i denne sag som i mange af de tidligere tilfælde fundet ud af, at de unge gerningsmænd jævnligt så hårde pornofilm.

Nu advarer adskillige psykologer og sociologer om, at børns lette adgang til pornografi kan være grunden til, at stadig flere mindreårige begår slemme seksualforbrydelser.

Pornografi baner vej for forbrydelser. Som nazistiske tekster kan gøre folk til nazister, kan film om voldtægter føre til rigtige voldtægtssager, siger den international anerkendte etiker og teolog Thomas Schirrmacher.

Børn og unge bliver nærmest dænget til med pornografi fra alle sider.

Sex-scener, som tv for 10 år siden først viste sent på aftenen, bliver nu allerede sendt om eftermiddagen, og der er ingen grænser for, hvad de unge kan se på internettet, siger mediepsykolog Johanna Lutz.

Professor Jakob Pastötter, der er præsident for Socialvidenskabelig Seksualforsknings-forening gør i det kristne mediemagasin Pro opmærksom på en foruroligende tendens:

Før eller senere begynder de unge at se hård porno. Selv mange 11-årige børn klikker sig i dag ind på sider i internettet, der har et indhold, som nærmest får os voksne til besvime. Blandt de unge gælder princippet, at man kun betragtes som virkelig sej blandt vennerne, hvis man ser hård porno. Før eller siden vil de unge ikke kun være tilskuere, men selv afprøve det, filmene viser, siger han til bladet.

Denne udvikling kendes også fra andre europæiske lande. Den engelske seksualterapeut Francis Amaleus mener, at de unges adgang til hård porno er en tikkende bombe.

Vi kan slet ikke vurdere følgerne, siger hun.

I Tyskland advarer sexolog Kornelius Roth om, at pornografi ligefrem kan blive til en besættelse. Han vurderer, at cirka 500.000 mennesker i Tyskland er afhængige af pornografi på samme måde, som alkoholikere er afhængige af alkohol.

Børnepsykologer er især bekymrede, fordi mange børn i dagens Tyskland slet ikke lærer at omgås medierne på en kritisk måde. Tværtimod. Socialpædagog Thomas Rüth, der leder arbejderbevægelsens ungdomshjælps-netværket i byen Essen fortæller, at han oftere og oftere oplever ekstreme situationer, når han besøger familierne i deres hjem.

Hele familien sidder og ser pornofilm i fællesskab. Selv de mindste sidder foran skærmen. Vi troede først, at det var et sjældent fænomen, som kun forekom i de familier, der var mest belastede, men det er ikke længere tilfældet, siger han.

Børnene ser ingen kærlighed, ingen ømhed, ingen kys i disse film og på den måde lærer de aldrig, at seksualitet og kærlighed hører sammen, siger præst Kai-Uwe Lindloff, der leder Arken, en kristen børne- og ungdomsinstitution i Berlin.

Mange børn tror, at alt hvad fjernsynet viser, er den virkelige verden. For dem er pornografi derfor det rigtige liv, og de tror, at det skal være sådan, også selvom det gør ondt, siger han.

Hanna Dobrowolny, der er socialarbejder i en kristen organisation og hjælper børn og unge med problemer i byen Chemnitz, har også opdaget, hvor skadelig pornofilm kan virke på børn.

Jeg har oplevet, at en 13-årig pige fortalte, hvordan hun allerede havde haft sex med to 30-årige mænd, og hun var i stand til at beskrive adskillige former for sex meget detaljeret. Da jeg talte med pigen, kunne hun slet ikke se, at det var noget galt ved det. Tværtimod sagde hun til mig: Det er da normalt. I fjernsynet viser de, hvordan det skal gøres. Det er da noget, alle gør, fortæller Hanna Dobrowolny.

Teologen Thomas Schirrmacher er meget bekymret over udviklingen.

Førhen var sex et tabu. Det er det ikke længere. Til gengæld er der opstået en række andre tabuer som følge af vores seksuelle overforbrug. Det er et tabu at tale om, hvilke skader børn på 10 -12 år får af at se situationer på film og billeder, som de fleste voksne ikke engang vover at forestille sig. I pornofilm skal kvinderne altid være til rådighed for mændene, og det ødelægger alle de fremskridt, som kvinderne har opnået i kampen for ligeberettigelse, men det er også et tabu, der ikke må røres ved. Undersøgelser har vist, at store mængder porno reducerer menneskets ønske om at leve i et fast og livslangt parforhold, men alligevel er det også et tabu at tale om alle de ægteskaber, der går i stykker på grund af pornografi, siger Thomas Schirrmacher.

Det er naturligt at interessere sig for sex, men det er ikke normalt, at forholdet til det andet køn reduceres til kun at dreje sig om sex, for på den måde havner alt det, hvad der er værd at leve for, i baggrunden, siger han.

dachs@kristeligt-dagblad.dk