Portugisisk præst efter et år med pandemi: Kirken skal gøre meget mere, når fællesskabet forsvinder

Mens kirkerne gik online, er samfundets svageste blevet endnu mere skrøbelige under det seneste års coronakrise. Pandemien har været brutal ved udsatte, siger den portugisiske præst Francisco Mota, som også ser frygten for virus slide mentalt på hans menighed, for portugiserne er vant til at være sammen

"Der er en dyb bevidsthed i kirken om, at vi skal gøre mere. Men vi har stadig ikke fundet helt præcist ud af, hvad det betyder og hvordan,” siger den portugisiske præst Francisco Mota. Foto: Peter Krogh Andersen

I et lokale bagerst i kirken Igreja de Nossa Senhora da Encarnação, Inkarnationens Kirke for Vor Frue, i Lissabon står 40-50 store poser med tøj og mad. De skal til Mozambique, når en lastbil om nogle dage kommer og henter dem. Desværre er der i år kun en tredjedel af, hvad der plejer at være, fortæller padre Francisco Mota.

”Når kirken er lukket, har vi ingen indkomst. Og når folk ikke kommer i kirken, er det sværere at samle ind. Det hele siver ned igennem systemet og gør dem, der er afhængige af os, mere sårbare,” siger præsten.

Den 36-årige katolik ser træt ud og taber nogle gange tråden, når han snakker. Nedlukningen af kirken i dag og sidste forår kræver stadig, at kirken omstiller sig, og derfor arbejder han det meste af sine vågne timer. Ikke med at omstille sig til digitale gudstjenester, bønner og kurser – den del gik hurtigt sidste forår – men med at finde ud af, hvordan kirken kan nå ud til alle de mennesker, der normalt er afhængige af dens støtte.

Francisco Mota taler om, at pandemien har holdt et spejl op foran kristendommen, og når han skal fortælle, hvad han ser i spejlet, nævner han det hårde arbejde og peger på de få poser.

”Kirken har gjort meget, men jeg synes ikke, vi har gjort nok. Og vi skal gøre langt mere – fremover bliver vi nødt til at grave dybt og gøre noget ud over det sædvanlige. Ikke bare i 2021. Vi taler om de næste fem eller 10 år,” siger han og fortsætter:

”Vi skal ud og lede efter de folk, der er endt et dårligt sted på grund alt det her. Der er en dyb bevidsthed i kirken om, at vi skal gøre mere. Men vi har stadig ikke fundet helt præcist ud af, hvad det betyder og hvordan.”

Når Francisco Mota taler, gør han det med eksempler fra sin hverdag i den portugisiske hovedstad. Men med tætte venner i den katolske kirke i Spanien og som medlem af jesuiternetværket Jesuit European Social Centre ved han, at problemerne og udfordringerne er de samme i flere andre europæiske lande. Senest fortalte franske, belgiske og ungarske kolleger ham historier, der lige så godt kunne være foregået i Portugal, og i de familieorienterede samfund i Spanien og Italien udgør den uformelle støtte fra kirken ofte en vital del af sikkerhedsnettet.

Francisco Mota plejer at møde samfundets svageste næsten dagligt, nu er mange gået i skjul, undtagen når der som her på Figuera-pladsen i Lissabons centrum bliver uddelt mad og andre fornødenheder til den portugisiske hovedstads fattigste. – Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix
Francisco Mota plejer at møde samfundets svageste næsten dagligt, nu er mange gået i skjul, undtagen når der som her på Figuera-pladsen i Lissabons centrum bliver uddelt mad og andre fornødenheder til den portugisiske hovedstads fattigste. – Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix

”Det her handler mest om, hvor meget vi har tabt, fordi vi ikke har været til stede i folks liv. Det handler om fællesskabselementet: Så snart det går tabt, er det meget svært at agere kirke,” siger præsten.

Hans kirke ligger på kanten af det traditionelt fattige kvarter Bairro Alto og det kommercielle centrum Chiado i Lissabon. Normalt er gaden lige uden for kirkens dør fyldt med turister, gademusikanter, travle fortovscaféer og tiggere, men på en hverdagseftermiddag i marts ligger her blot en enkelt hjemløs under en butiks-markise, mens en ældre mand sidder og spiller på sin guitar. Ingen af de forbipasserende er her for at falde i svime over de stejle og snoede gader eller facaderne med de farverige portugisiske kakler, og ingen stopper op for at lytte til de lidt ujævne toner fra den ældre mand.

Boomet af turister og privatudlejede lejligheder efter den finansielle krise var hårdt for dem, der lever på kanten af samfundet – gadens folk, de arbejdsløse, migranterne fra fattige lande – men det seneste år med pandemien har været direkte brutalt, fortæller Francisco Mota.

”Normalt ser jeg de mennesker dagligt eller ugentligt, men nu kan der gå måneder, uden at jeg ser dem. Og for de flestes vedkommende ved jeg ikke engang, om de er i live. Jeg møder dem ikke tilfældigt på gaden og kan spørge: ’Hvordan går det? Har du brug for hjælp? Har din datter brug for noget?’ Det er en af de sværeste og mest smertelige ting, der er sket det seneste år,” siger han.

Mens Francisco Mota først og fremmest er optaget af de svageste i samfundet, så kommer hans menighed fra alle samfundets lag, og på en normal søndag før pandemien kom der omkring 600 mennesker fordelt på fem søndagsgudstjenester. Ens for de fleste i menigheden er, at de er vant til at være sammen med venner og familie til middagsselskaber, store frokoster og på stranden. Weekenderne og hverdagsaftenerne er som regel fyldt op med sociale arrangementer. Det har pandemien sat en stopper for, og det slider mentalt.

”Jeg ved, at det kan lyde overfladisk, når vi taler om en pandemi, men kulturelt er der noget dybt foruroligende ved, at vi ikke kan være sammen med andre mennesker. Jeg kender ikke livet i Danmark, men jeg ved fra at have boet i England og USA, at vi hernede er sammen på en helt anden måde end i andre samfund. Det er en stærk del af vores identitet,” siger Francisco Mota.

Behovet for at være sammen viste sig sidste sommer, da den første nedlukning blev løftet, og folk igen tog på stranden og fyldte kirkerne op. Samme effekt så Portugal i december, da regeringen tillod folk at samles over jul og nytår og gav grønt lys til at holde kirkerne åbne. Juleforsamlingerne betød få uger senere, at landet pludseligt havde verdens højeste antal af smittede og døde, og det har sidenhen ført til et behov for at placere en skyld. Francisco Mota holdt også sin kirke åben, men han er ikke klar til at erklære sig medansvarlig.

”Hvis dit spørgsmål er, om jeg finder det bekymrende, at julen måske har haft en indflydelse på det, der skete i januar og februar, så er svaret: Absolut, selvfølgelig. Hvis dit spørgsmål er, om jeg føler mig medansvarlig for, hvad der skete, er det sværere. Du kan jo ikke have en regering, der siger: ’Det er okay at have religiøse fejringer’, og så bagefter sige: ’De religiøse fejringer i julen var problemet’.”

Oplevelsen fra begyndelsen af året tilføjer mere tung bagage til et mentalt hårdt år, og bearbejdningen kommer til at fylde meget i Francisco Motas prædikener fremover. Her er ord som sårbarhed, skrøbelighed, eksistens og menneskets begrænsede styrke oplagte. Men de er ikke nok.

”Der er noget, som vi i kirken har talt meget om, og det er, at vi alle sammen er nødt til at sikre os, at vores tid er brugt fornuftigt. Mange er optagede af økologi og klimaforandringer, og jeg tror, at pandemien har lært os noget om tidens økologi. Det er oplagt, at vi udvikler en nultolerance over for spild af tid,” siger præsten.

Hvis du får styr på din tid, kan du også bedre leve et liv med ydmyghed og generøsitet, medfølelse og glæde, som den unge præst siger med en optimistisk forudsigelse.

”Jeg har en formodning om, at forældre til babyer født for nylig bliver bedre forældre, fordi de ikke er villige til at bruge et endeløst antal timer på kontoret blot for at se deres eget ego vokse. Hvad nytter det, og hvem bekymrer sig om en ekstra stjerne på skulderen, når jeg har et barn derhjemme?,” siger præsten.

Da Portugal første gang lukkede ned for et år siden, fortsatte kirkelivet hurtigt online, men Francisco Motas kirke, Igreja de Nossa Senhora da Encarnação, in Praça Camoes, var fortsat åben, så enkelte kunne komme forbi og bede som her i slutningen af april sidste år. – Foto: Horacio Villalobos/Corbis via Getty Images.
Da Portugal første gang lukkede ned for et år siden, fortsatte kirkelivet hurtigt online, men Francisco Motas kirke, Igreja de Nossa Senhora da Encarnação, in Praça Camoes, var fortsat åben, så enkelte kunne komme forbi og bede som her i slutningen af april sidste år. – Foto: Horacio Villalobos/Corbis via Getty Images.

Internt i den katolske kirke håber Francisco Mota, at flere præster vil bruge tid på at studere det spejlbillede, som pandemien leverede. Han underbygger sit håb med fortællingen om figuren af en lille pige, som hænger på væggen ved indgangen til Igreja de Nossa Senhora da Encarnação. Figuren er omringet af skarpe knive og forestiller den italienske Santa Maria Goretti, der blev stukket ihjel efter et mislykket voldtægtsforsøg. Senere gjorde kirken hende til helgen.

Ifølge Francisco Mota blev figuren hentet til kirken i 1950’erne af den daværende præst, der forsøgte at skræmme nabolagets prostituerede væk. Men Santa Maria Goretti havde den modsatte effekt, og i stedet begyndte de prostituerede at komme i kirken og bede foran den lille helgen. Historien vil, at oplevelsen blødte præsten op og fik ham til at omfavne folk fra alle samfundets lag.

”Skulpturen er i sig selv forfærdelig, men jeg kan godt lide, hvad den repræsenterer. Det overrasker mig til stadighed, hvor mange mennesker, der fortæller mig, at de ikke kommer i kirken, fordi de som børn fik at vide, at de er forkerte, fordi deres forældre er skilte eller af andre årsager. Det er ikke, hvem vi er,” siger Francisco Mota.

Den unge præst siger, at han er ligeglad, om folk er ”gifte eller skilte, homoseksuelle eller heteroseksuelle”, men han ved også, at debatten deler den katolske kirke. I Portugal er kirken formentlig delt et sted på midten, som han siger og henviser til en homoseksuel ven, der under pandemien har deltaget i gudstjenester for første gang i sit voksne liv.

”Hun deltager i dag fra sin computer derhjemme, uden at der er nogen, der ser ned på hende. Og det er en god ting for hende. Men det er en dårlig ting, at der ikke er nogen, der aktivt siger velkommen til hende, smiler og siger: ’Godt at se dig, vi har savnet dig’.”