Prøv avisen

Præsident Obama stiger ned fra himlen

Den amerikanske præsident, Barack Obama, forsøger at blive genvalgt blandt andet med hjælp fra tidligere præsident Bill Clinton, der er et stærkt kort, fordi han minder amerikanerne om otte år med økonomisk fremgang. Her ses de to sammen efter Clintons tale på det demokratiske konvent onsdag aften lokal tid. – Foto: Stan HondaAFP.

Til forskel fra tidligere, hvor Barack Obama skabte håb om forsoning og en ny æra i USA, ser vi i dag en mere traditionel politiker, der ud over at fremlægge sit eget program også bruger mange kræfter på at nedgøre sine modstandere

DA BARACK OBAMA pludselig dukkede op som et nyt fænomen i amerikansk landspolitik, skete det med et fejende flot indlæg på det demokratiske partikonvent i Boston tilbage i 2004:

Der er ikke et venstreorienteret eller et konservativt Amerika. Der er et Amerikas Forenede Stater. Der er ikke et sort Amerika, et hvidt Amerika, et latino-Amerika eller et asiatisk Amerika. Der er et Amerikas Forenede Stater, sagde han.

LÆS OGSÅ: Obama måtte redde Gud og Jerusalem

Næste morgen var han landskendt og på alles læber, og da han i 2008 først sikrede sig demokraternes nominering som præsidentkandidat og siden vandt valget, var forventningerne tårnhøje.

Obama talte om at skabe en ny koalition for forandring, og der blev virkelig lyttet. De millioner af vælgere inde på midten i amerikansk politik, som ikke er optaget af ideologi, men ønsker holdbare løsninger på USAs problemer, mente, at de havde fundet svaret på deres bekymringer.

Han lovede at kaste de ideologiske grøfter til og være katalysator for en ny form for politik, og der blev brugt meget store ord. I en bestemt vending, som i dag bliver brugt imod ham, lovede han endog at bremse den stigende vandstand i verdenshavene og redde hele planeten.

Fire år senere må man sige, at opgaven ikke er lykkedes. Polariseringen i amerikansk politik er så stærk som nogensinde, og selvom præsidentens republikanske modstandere har deres del af ansvaret de har afvist ethvert samarbejde med ham så har Obama ikke kunnet indfri sit vigtigste valgløfte.

Og der er mere af samme skuffe. Der er flere arbejdsløse end for fire år siden, statsgælden er steget, og der er flere fattige, mens gennemsnitsindkomsten er faldet. Ikke mindst middelklassen er stadig hårdt ramt af den økonomiske krise.

Demokraterne siger ganske vist, at Obama overtog en økonomi i frit fald, og at det havde været endnu værre, hvis ikke præsidenten på europæisk manér havde pumpet milliarder af dollar ud i økonomien, herunder reddet bilfabrikkerne og finanssektoren med offentlige midler. Obamas økonomiske politik skal, fremhæver demokraterne, have mere tid til at virke.

Bliver han troet, og er amerikanerne villige til at give ham en chance mere? Dét bliver præsidentvalgets hovedspørgsmål.

Som et tegn på, at Obama og hans valgstrateger godt ved, hvor skoen trykker, havde man på konventet i North Carolina natten til i går (dansk tid) endnu engang indforskrevet tidligere præsident Bill Clinton til at give en hjælpende hånd.

Fremfor at blive gemt væk, som republikanerne gjorde det i sidste uge med tidligere præsident George W. Bush, som slet ikke var inviteret til deres konvent, blev Clinton bragt helt i front, fordi han minder amerikanerne om de gyldne år i 1990erne med stærk økonomisk fremgang og overskud på statsbudgettet.

Som så mange gange tidligere leverede Bill Clinton et oratorisk mesterværk, men når ballonerne er faldet ned fra loftet i konventsalen, og lamperne er slukket, bliver det op til demokraternes nuværende frontfigur selv at forsøge at genskabe magien fra tidligere.

I takt med, at Obama har måttet erkende, at han ikke længere er et nyt fænomen, der vidtløftigt kan fokusere på fremtiden, men nu er en kendt størrelse med fire års resultater og mangel på samme, som han må forsvare, er han steget ned fra den himmel, hvor han anbragte sig i 2004 og 2008.

Vi ser en mere traditionel politiker, som ud over at fremlægge sit eget program også bruger mange kræfter på at nedgøre sin modstander, republikaneren Mitt Romney. Det sker med hele paletten af beskidte tricks, halvbagte sandheder og vilde overdrivelser, som det kendes fra USAs præsidentvalgkampe.

Målet er at dreje valget væk fra at blive den folkeafstemning om Obamas blandede resultater, som republikanerne ønsker, til at være et spørgsmål om, hvorvidt Romney er tillidsvækkende og erfaren nok til at blive overdraget embedet i Det Hvide Hus.

For at tegne et billede af modstanderen, inden han selv fik lejlighed til at gøre det, har den demokratiske kampagne, siden udgangen på de republikanske primærvalg stod klart, i valgreklamer hamret løs på Romney for at være et hovedrigt overklasseløg, en skruppelløs forretningsmand og en politisk vejrhane med skiftende holdninger.

Trods sit udgangspunkt på det republikanske partis moderate fløj er Mitt Romney i dag ifølge demokraterne i lommen på højrefløjen, der med en blind tro på det fri markeds lyksaligheder, massive skattelettelser og dramatiske offentlige besparelser vil trække tæppet væk under den amerikanske velfærdsstat.

Over for dette står Obama. Var han politiker i Danmark, ville han formentlig kalde sit økonomiske program for socialt afbalanceret med skattestigninger for de rigeste og besparelser, der skærmer de svageste. Han ville med andre ord være velfærdsstatens vogter i en vanskelig tid. Statsmagten og privat foretagsomhed er ikke hinandens modstandere, men partnere i løsningen af USAs problemer.

Håbene fra 2004 og 2008 om en ny æra er altså forduftet og erstattet af en platform om at være garant for status quo. Løfterne om at hele USA for slet ikke at tale om planeten som sådan er forladt til fordel for en appel om four more years.

De kommende uger vil vise, om det er nok til at trække det længste strå.