Trump er præsidenten, der taler til folket, men regerer for eliten

Donald Trump lovede at være de ”glemte” amerikaneres præsident. Efter et år ved magten ser virkeligheden anderledes ud, men hans vælgere er ligeglade

Trump er præsidenten, der taler til folket, men regerer for eliten
Foto: Carolyn Kaster/ Ritzau Scanpix.

Mange Donald Trump- tilhængere fortæller en historie om en personlig deroute, når de bliver bedt om at forklare, hvorfor de bakker op om den ukonventionelle og ofte foragtede præsident.

Der er kvinden fra Californien, som føler sig løbet over ende af den voksende indvandring fra Latinamerika, efter at hun mistede sit bogholderjob på grund af manglende spanskkundskaber og derpå måtte gå fra hus og hjem. Der er pensionisten fra Nevada, der bebrejder kravene i Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare, for, at hans virksomhed gik nedenom og hjem. Og der er ægteparret fra North Carolina, der begge mistede deres fabriksjob, da deres arbejdsgiver flyttede produktionen til Mexico, hvor omkostningerne takket være frihandelsaftalen Nafta er lavere.

Som den kvindelige del af parret, Deanna Lane, forklarede til Kristeligt Dagblad i fjor:

”Donald Trump er den første politiker i årevis, der viser, at han kerer sig om folk som os.”

I sin indsættelsestale for præcis et år siden lovede Trump da også at være en fortaler for de amerikanere, der føler sig hægtet af samfundsudviklingen og ladt i stikken af eliten.

”De glemte mænd og kvinder vil ikke længere være glemt. Alle lytter til jer nu,” sagde republikaneren.

I sit første år som præsident har Donald Trump nok retorisk, men langtfra politisk levet op til løftet til de ”glemte” amerikanere. Han taler som en mand af folket, men regerer som eliternes våbenbroder.

Økonomisk er han ingen populist. Dette var tydeligt, da den republikansk dominerede kongres i december vedtog hans store skattereform, der giver erhvervslivet og de rigeste amerikanere store skattelettelser, men som ikke umiddelbart kommer den jævne lønmodtager til gode.

Han har heller ikke levet op til sit løfte om at erstatte Obamacare med noget ”bedre og billigere”. I stedet har han forsøgt at udvande sundhedsreformen, der har hjulpet mange af hans mindrebemidlede tilhængere med at få adgang til lægehjælp.

Donald Trump lovede også at spule Washington ren for pampere og lejesvende ude af trit med almindelige amerikaneres virkelighed. I realiteten har han hyret talrige ekslobbyister og andre politiske insidere, og flere medlemmer af hans regering er blevet taget i at spilde skatteydernes penge på eksempelvis rejser i privatfly. Selv beskyldes Trump for at bruge præsidentskabet til at berige sig selv.

Donald Trumps modstandere har rigeligt med ammunition at skyde med, og den usædvanlige præsident har sået endnu dybere splid i en i forvejen polariseret nation. Men hans tilhængere er tilsyneladende ligeglade. De elsker hans Twitter-tirader og hans vilje til offentligt at sige sin mening om hvad som helst, når som helst, uden filter.

De elsker hans endnu ubyggede mur langs grænsen til Mexico, hans indrejseforbud for personer fra visse muslimske lande, hans latterliggørelse af det progressive USA, hans nostalgi for svundne tider og hans skepsis over for de menneskeskabte klimaforandringer. De elsker ham for at forstå, hvordan USA efter deres mening bør se ud.

Og de elsker ham for at tale, som var han sjakbajs og ikke præsident. Som Fox News-kommentatoren Jesse Watters forklarede, efter at Trump i sidste uge angiveligt omtalte flere udviklingslande i Afrika og Latinamerika som ”shitholes” (latriner): ”Det er sådan, de glemte mænd og kvinder taler, når de sidder nede på værtshuset.”

Men selvom Donald Trump ser ud til at bevare sine kernevælgeres opbakning, så vil hans andet år som præsident byde på enorme udfordringer.

Blandt disse er først og fremmest specialanklager Robert Muellers store efterforskning af muligvis ulovlige forbindelser mellem Trumps kampagnemedarbejdere og Rusland. Præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn samarbejder med Mueller, og det synes klart, at undersøgelsen i den kommende tid vil rykke endnu tættere på Det Hvide Hus.

Forude venter også midtvejsvalget i november, hvor hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet er på valg. Demokraterne har chancen for at udnytte den enorme folkelige utilfredshed med præsidenten og Republikanernes politiske dagsorden til at genvinde kontrollen over begge Kongressens kamre. Selvom præsident Trump ikke selv er på valg, vil midtvejsvalget, der også inkluderer guvernørvalg i 36 delstater samt talrige lokale valg i de 50 delstater, få stor betydning for hans handlekraft de kommende år.

På længere sigt – medmindre Donald Trump frivilligt eller ufrivilligt forlader embedet før tid – venter endnu en præsidentvalgkamp. Og selvom Trump er den mest upopulære præsident i nyere amerikansk historie, så er det langtfra sikkert, at vælgerne stemmer ham ud af Det Hvide Hus i 2020. I 2016 fik han knap tre millioner færre stemmer end demokraten Hillary Clinton, men han sikrede sig takket være USA’s komplicerede valgsystem præsidentskabet ved at vinde en snæver sejr i bare tre nøglestater. Og Trump har fundet en politisk opskrift, der virker: Fyr op under de ”glemte” amerikaneres frygt og vrede og dæmoniser modparten. Og afskriv alle negative historier som fake news, falske nyheder.

Vejen til et genvalg er stadig lang og lumsk. Men de politiske vinde er omskiftelige i USA, og Donald Trump har før bevist, at han ikke bør undervurderes.