Når amerikanske præsidenter havde behov for at bede, tilkaldte de Billy Graham. Den berømte vækkelsesprædikant, som nu er død i sit hjem i North Carolina, 99 år gammel, var rådgiver for alle præsidenter fra Dwight D. Eisenhower til Barack Obama, og historiens vingesus blæste ofte omkring ham.
Han befandt sig i Det Hvide Hus natten inden, at George H.W. Bush i 1991 indledte den første Golfkrig med en bomberegn over Bagdad, og han rådgav sin nære ven Richard Nixon både åndeligt og politisk. Han var den første prædikant, som fik tilladelse til at prædike på trinene foran Kongressen, og det var ham, der i midten af 1980’erne fik den dengang noget håbløse charlatan George W. Bush til at lægge flasken på hylden og påbegynde den personlige omvendelse, der endte med at gøre politikersønnen med det blakkede generalieblad til USA’s 43. præsident.
Billy Graham tilhørte magtens inderkreds, men han styrede fri af magtens arrogance. Han undlod at optræde som politiker, og hans primære virke var altid først og fremmest at være Guds effektive apostel på Jorden. Igennem sin levetid prædikede han sit kristne budskab for flere mennesker, end noget anden menneske i moderne tid menes at have gjort, og ifølge hans egen organisation er millioner af mænd og kvinder gennem tiderne trådt frem for Graham og har modtaget den karismatiske prædikants passionerede opfordring til at ”modtage Jesus Kristus som din personlige frelser”.
”Jeg ved ikke, hvorfor Gud har givet mig dette. Jeg bliver nødt til at spørge ham, når jeg kommer i himlen,” har han selv sagt om sine gaver udi prædikekunsten.
Billy Graham med de ivrige øjne og den stærke udstråling var især kendt for de enorme vækkelsesmøder, som han arrangede over hele verden. Det begyndte i 1940’erne i små kirker og cirkustelte langt ude på landet i ubetydelige amerikanske flækker, og det endte årtier senere i katedraler, på stadioner og på verdens store offentlige pladser.
Han fik tilladelse til at optræde i selv det hermetisk tillukkede Nordkorea, og han blev den første prædikant, som fik lov til at prædike bag jerntæppet under den kolde krig. Cirka 215 millioner mennesker har set og hørt Billy Graham live, og han nåede igennem sine 99 leveår at gennemføre i alt 41 ”evangelikale korstog”.
Grahams religiøse virke var baseret på ideen om, at hvis mennesker føres til Gud og oplever en vækkelse, så vil de ændre samfundet nedefra. Det gjaldt om at redde sjæle. Hans rungende, teatralske røst kunne altid høres selv helt nede på de bagerste rækker, og hans religiøse stil passede godt ind i den amerikanske evangelikalismes forkærlighed for svulmende grandiøsitet og offentlige trosbekendelser. Billy Graham var fortaler for en muskuløs, højrøstet, udogmatisk og optimistisk kristendom, hvor tvivl ingen rolle havde at spille, og hvor personlig moral konstant var i højsædet.
Men selvom han tilhørte den kristne fløj, der læser Bibelen bogstaveligt og opfatter gudstro som den eneste vej til frelsen, så afholdt hans bløde kant ham fra at blive kategoriseret blandt fundamentalisterne.
Og modsat mange andre berømte amerikanske vækkelsesprædikanter lykkedes det ham i store træk at bevare sin integritet og holde skandalerne for døren. Mens kollegaer som Jim Bakker og Jimmy Swaggart faldt fra tinderne på grund af spegede økonomiske svindelsager og seksuelle eskapader, så fremstod Billy Graham helt frem til sin dødsdag som en retskaffen og alfaderlig moralsk autoritet, som hele det kristne USA kunne være enige om at respektere. Kun en enkelt mindre sag om en formodet antisemitisk bemærkning satte en plet på stjerneprædikantens omdømme.
Billy Graham voksede op på et mejeribrug i delstaten North Carolina som søn af gudfrygtige forældre, der lagde stor vægt på daglig bibellæsning og en from levevis uden plads til udskejelser. I 1933, da den amerikanske forbudstid sluttede, tvang faderen eksempelvis sønnen og dennes søster, Catherine, til at svælge øl, indtil de kastede op, hvilket plantede en livsvarig aversion mod alkohol i den unge Billy.
Som dreng drømte han om at blive professionel baseballspiller, men i 1934 så han pludselig lyset og opdagede efter eget udsagn, at han var sat på Jorden for at tjene Gud. Det skete kort tid efter, at en gruppe lokale landmænd, der alle var hårdt ramte af tidens store depression, samledes på familiens ejendom for sammen at bede for en lysere fremtid.
”Jeg havde ingen tårer, jeg havde ingen sindsbevægelse, jeg hørte ingen torden, der var ingen lyn. Men lige der traf jeg min beslutning om Kristus. Det var så simpelt som det, og så endegyldigt,” har han forklaret.
Der gik dog en rum tid, inden omverdenen fik øje på den unge Billy Grahams evner. Han blev afvist som medlem af en lokal kirkeungdomsgruppe med den begrundelse, at han var ”for verdslig”, og senere var han tæt på at blive smidt ud fra det rigoristisk kristne Bob Jones University. Læreanstaltens leder, Bob Jones, havde dog set et lys i Graham og advarede ham mod tankeløst at kaste sit liv bort.
”I bedste fald kan du blive en fattig baptistprædikant et eller andet sted ude på bøhlandet. Men du har en stemme, som drager. Gud kan bruge den stemme. Han kan bruge den vældigt,” formanede Bob Jones.
Billy Graham lod sig derpå overføre til præsteseminariet Florida Bible Institute, hvor han øvede sin prædikekunst i tomme skure eller i en kano midt ude på en sø. Den høje, slanke Graham spiste angiveligt et kvart pund smør dagligt for at opbygge en mere imposant fremtoning, og han øvede sig i at prædike i små kirker og foran lurvede knejper, hvor alkoholikere og prostituerede samledes. Især i hans tidlige karriere var prædikenerne stærkt farverige og faktuelt kreative, og hans evne til at bevæge sine tilhørere havde ifølge datidens eksperter formentlig mere at gøre med hans oprigtighed og karisma end med hans teologiske formåen.
I slutningen af 1940’erne begyndte rygtet om den talentfulde unge prædikant at spredes. Billy Graham havde tilsluttet sig det omrejsende vækkelsesmøde Youth for Christ International, YFC, der især henvendte sig til unge mennesker. YFC-stævnerne lokkede nysgerrige til med høj musik, spørgekonkurrencer, konferencierer med selvlysende slips, fest og farver, og Grahams prædikener var ifølge ugemagasinet Time så højrøstede og tempofyldte, at han blev tildelt mere eller mindre flatterende tilnavne såsom ”Guds maskingevær” og ”den kristne showman”.
Gennembruddet som national, religiøs figur kom for alvor, da Billy Graham i 1949 arrangerede en række vækkelsesmøder – et såkaldt evangelikalt korstog – i et lejet cirkustelt i Los Angeles i delstaten Californien. Begivenheden, der var planlagt til at vare i tre uger, vakte mediernes opmærksomhed og endte med at stå på i to måneder, hvor cirka 6000 mennesker mødte op hver eneste aften.
Hans himmelflugt skyldtes i høj grad også, at han på samme tidspunkt fik en indflydelsesrig beundrer i mediemogulen William Randolph Hearst, der sørgede for, at fænomenet Billy Graham blev dækket udførligt i hans imperium af aviser og ugeblade, og i 1954 satte ugemagasinet Time for første gang Graham på forsiden. Prædikanten udnyttede sin stjernestatus og den spirende teknologiske revolution til at stifte den evangelikale forening The Billy Graham Evangelistic Association, der organiserede og finansierede hans missionerende aktiviteter. Med tiden begyndte de aktiviteter også at inkludere bog- og magasinudgivelser, radio- og tv-udsendelser samt en bredt syndikeret avisklumme.
Spotlyset begyndte at skinne på Billy Graham på et tidspunkt, hvor den amerikanske evangelikalisme var i rivende udvikling. Men Graham skilte sig ud fra mange af bevægelsens øvrige figurer ved at forsage fundamentalismen, og gennem årene var han udsat for angreb fra medlemmer af den stærkt konservative kristne lejr. Fundamentalister har betegnet Graham som en forræder på grund af hans villighed til at samarbejde med hvem som helst – herunder katolikker, anglikanere og liberale protestanter – og for hans populisme. Fjendtligheden gik Graham på, og han har udtalt, at han følte det som om, at ”mine egne brødre vendte sig imod mig”.
Da prædikanten Jerry Falwell i 1979 søsatte den moderne højrereligiøse bevægelse i USA med stiftelsen af den politisk-religiøse organisation The Moral Majority (det moralske flertal), der især fokuserede på at genoprette Amerikas moralske habitus, valgte Billy Graham at holde sig demonstrativt på afstand.
”Jeg er for moralitet, men moralitet går hinsides sex til menneskets frihed og social retfærdighed,” forklarede Graham, der var standhaftig abortmodstander undtagen i de tilfælde, hvor graviditeten skyldes incest eller voldtægt, eller hvor moderens liv var i fare.
Billy Graham var i en tid medlem af Det Demokratiske Parti, men stemte ifølge eget udsagn på politikere fra begge partier og dyrkede et nært venskab med republikaneren Richard Nixon. Han sørgede dog altid for at lægge vægt på sin rolle som åndelig vejleder, når han optrådte offentligt i politiske sammenhænge.
”Jeg tror ikke, at Jesus eller apostlene valgte side i deres tids politiske arenaer,” har han sagt.
Billy Graham var den ubestridte grå eminence blandt USA’s evangelikale prædikanter, og forfatteren til biografien ”A Prophet With Honor: The Billy Graham Story” (En profet med ære, Billy Grahams historie), religionssociologen William Martin, har betegnet ham som ”et ikon for ikke bare amerikansk kristendom, men for selve Amerika”.
Andre betegnede den netop afdøde prædikant som ”paven af det protestantiske Amerika”, og da meningsmålingsinstituttet Gallups ved udgangen af 1990’erne spurgte amerikanerne om ”de mest beundrede personer i det 20. århundrede”, havnede Graham på en syvendeplads.
I begyndelsen af 1990’erne oplyste hans organisation, at prædikanten led af Parkinsons, og en af hans sidste offentlige optrædender var ved genåbningen af et mindebibliotek bærende hans navn i Charlotte, North Carolina, i 2010. Da biblioteket blev indviet i 2007, beskrev den tidligere præsident George H.W. Bush prædikantens indflydelse som både åndelig og geopolitisk.
”Den moralske vækkelse, som Billy hjalp med at antænde med udgangspunkt her i Amerika – som spredte sig som en steppebrand over hele landet, og derpå i hele verden – var den samme gnist, som antændte håb og holdt fyrene i kog i lande langt borte, bag et jerntæppe. Og ligesom der var en koalition af frie nationer, der stod sammen mod denne geopolitiske trussel, så var der også et broderskab af store åndelige ledere, hvis ukunstlede karisma og rene hensigter spillede en afgørende rolle i at løse vor tids moralske kriser,” konstaterede Bush.
Nu ser den evangelikale bevægelse sig om efter en arvtager. Billy Graham selv udtrykte forhåbninger om, at hans ene søn, prædikanten Franklin Graham, kunne overtage den tomme plads, men den yngre Graham er en mere kontroversiel og mindre diplomatisk figur end faderen.
Franklin Graham har eksempelvis fordømt islam og homoseksualitet og hævdede i et interview med nyhedsmediet Newsmax i 2010, at daværende præsident Barack Obama lod sig rådgive af Det Muslimske Broderskab. Mens Billy Graham undgik partipolitik, er Franklin Graham en af Donald Trumps stærkeste evangelikale støtter og forsvarer konsekvent den omstridte præsident.
Nogle iagttagere af amerikansk kristendom peger nu på den moderate og uhyre populære megakirkeleder Rick Warren fra Saddleback Church i Californien som manden, der bedst kan løfte arven efter Amerikas åndelige statsmand, mens andre sætter deres lid til en anden celeber megakirkepræst, Joel Oesteen fra Lakewood Church i Houston, Texas.
Det kan synes en umulig opgave, men Billy Graham var altid selv den første til at påpege, at mennesket har en tendens til at glemme det historiske perspektiv. En gang, da han blev spurgt, om ikke han var den sidste, store vækkelsesprædikant, svarede Graham:
”Efter D.L. Moody var færdig, sagde de det samme, og efter Billy Sunday sagde de det samme, og når jeg er færdig, vil de sige det samme. Men Gud vil oprejse andre, som vil gøre det langt bedre end mig.”