Præsten åbnede sin kirke for Bergamos døde og bebrejdede Gud: ”Hvorfor lyttede han ikke til mig?”

Don Mario Carminati var som provst i udkanten af Bergamo dybt involveret, da den norditalienske by i foråret blev coronakrisens europæiske epicenter. "Det var en ubegribelig død," siger han

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul.

”Det er normalt, at man som præst kommer tæt på døden. Det hører i sagens natur med til præstegerningen. Under coronakrisen i foråret blev jeg dog ikke kun involveret som præst, men i lige så høj grad som privat person. Som menneske. Jeg mistede mennesker i min nærmeste familie. Det var uforståeligt, og hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg stadig ikke, at visse hændelser har fundet sted.”

Don Mario Carminati er provst i Seriate, en mindre provinsby med 25.000 indbyggere, der ligger blot fem kilometer fra Bergamo i Norditalien. Og så er han et af de mennesker, der gør det klart, hvorfor man i italiensk presse ofte ser coronapandemien sammenlignet med en krig. For forårets corona-raseri er – på samme måde som en krig – budbringer af to type fortællinger. Der er den overordnede og faktuelle historie, hvortil hører de mange statistikker over døde, smittede og helbredte.

Men dykker man ned i denne overordnede historie, står det klart, at denne pandemi har skabt massevis af underliggende historier, der handler om menneskeskæbner, personlige tragedier, angstfulde helbredelsesforløb og dramatiske øjenvidneberetninger. Flere af sådanne beretninger bærer Don Carminati rundt på.

”Når jeg tænker tilbage på marts måned, så mindes jeg, hvordan det hele startede ganske langsomt. Først var det jo bare en influenza fra Kina, vi havde hørt om. Men så lige pludselig var den her, og så gik det stærkt. Den følelse, jeg tydeligst husker, var angst. Folk var bange,” siger han.

Bergamo-området er kendt som et området med tusindvis af små og mellemstore virksomheder. Et område, hvor tusinder og atter tusinder af mennesker dagligt bevæger sig rundt som små arbejdsbier for at udføre dagens dont. Et område, der især er karakteriseret ved en rodfæstet og dybfølt arbejdskultur, som medfører tusindvis af daglige kontakter mellem mennesker. Og således også en perfekt grobund for smittespredning.

”Pludselig begyndte det at gå stærkt. Selvom flere områder blev gjort til røde zone (så man hverken kunne komme ind eller ud, red.), spredte smitten sig alligevel. Og dødstallene steg. Hospitalerne vidste ikke, hvad de skulle stille op med de mange kister med døde coronapatienter. Det var dér, at jeg fik idéen om åbne min kirke for at give plads til de mange kister,” fortæller Don Carminati.

Don Carminatis idé og gestus vakte opsigt over hele Italien. Det var noget, der blev bemærket, og den dag i dag kender mange ham som ”præsten, der åbnede sin kirke for at tage imod de, der døde af corona”. Men hvordan kom han i det hele taget på den idé?

”Få uger efter, at corona for alvor havde fået fat, begyndte dødstallene at stige støt. Dag efter dag. På et tidspunkt havde Bergamo by og omegn i gennemsnit 100 døde om dagen. Desværre kunne Bergamos krematorium ikke følge med. Det er i stand til at foretage 24 daglige kremeringer. Så kisterne stod altså og hobede sig op,” beretter han.

"Hospitalerne vidste ikke, hvad de skulle stille op med de mange kister med døde coronapatienter. Det var dér, at jeg fik idéen om at åbne min kirke for at give plads til de mange kister,” siger fader Mario Carminati, som her ses den 26. marts ved kisterne i San Giuseppe-kirken i Seriate uden for Bergamo. – Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau. Scanpix.
"Hospitalerne vidste ikke, hvad de skulle stille op med de mange kister med døde coronapatienter. Det var dér, at jeg fik idéen om at åbne min kirke for at give plads til de mange kister,” siger fader Mario Carminati, som her ses den 26. marts ved kisterne i San Giuseppe-kirken i Seriate uden for Bergamo. – Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau. Scanpix.

På et tidspunkt fik den kirke, hvor Don Carminati har sit virke som præst, la Chiesa di San Giuseppe, en officiel henvendelse fra Bergamos hospitalsmyndigheder. De havde brug for hjælp til oplagring af de mange kister, inden kremering skulle finde sted.

”Det var dér, at jeg kom i tanke om selve kirkerummet. Selvom personerne var døde, taler vi jo stadigvæk om mennesker. Vi taler ikke om pakker. Så min tanke var, at en plads i kirken inden den allersidste rejse ville være oplagt,” siger han.

I perioden, hvor denne oplagring af kister stod på, udførte Don Carminati og tre-fire andre præster fra sognet en omhyggelig optælling.

”Seriate havde cirka 200 coronadøde over to måneder, men vi modtog også kister fra de omkringliggende landsbyer. I San Giuseppe-kirken tog vi imod i alt 260 kister, inden de blev fragtet videre til kremering. Det højeste antal kister, vi havde på én dag, var 76. Og man skal huske på, at vi maksimalt havde plads til 80 kister. Så kirken var altså næsten fyldt helt op. Så kom lastvognene fra militæret og kørte væk med kisterne, og dagen efter modtog vi nye kister med coronadøde,” oplister præsten.

Alt dette stod på omkring slutningen af marts. Det var også på det tidspunkt, at Don Carminati modtog et noget usædvanligt telefonopkald fra en sygeplejerske, der arbejdede på Bergamos centralsygehus.

”Det var en periode, hvor jeg ofte talte med sognebørn, der havde mistet familiemedlemmer, og som havde brug for trøst. Men den dag var det altså en sygeplejerske. Hun ringede på vegne af en coronapatient, Pio. Jeg kendte ham, for han kom tit i kirken. Gennem sygeplejersken havde han efterladt en besked til mig kort inden sin død. Jeg skulle ringe til hans kone og bekræfte hans kærlighed til hende. Jeg ringede herefter til Pios kone og refererede hans ord over for hende, hvorefter hun sagde: ’Jeg er lykkelig for den besked. Jeg er lykkelig for at få bekræftet, at det, vi havde haft sammen, var kærlighed’,” fortæller Don Carminati.

Et par gange under samtalen er det klart, at Don Carminati bevæges, når han lader tankerne gå tilbage til de dramatiske begivenheder fra foråret. Han stopper op i sin tale. Holder en kort pause. Tager en dyb indånding – og fortsætter så igen. Han taler ikke kun som præst. Han taler som menneske. Og vel at mærke som et menneske, der er i stand til at se det absurde i visse situationer.

”På grund af smittefaren kunne familiemedlemmer og pårørende til indlagte med coronasmitte ikke tage på hospitalet. Og når de smittede døde, blev de ofte fragtet bort, uden at familien blev orienteret. Familien havde altså ikke haft nogen kontakt til den indlagte, inden døden indtraf. Familien fik ofte blot at vide, at deres familiemedlem var afgået ved døden, og at vedkommende efterfølgende ville blive kremeret. Disse familier ringede så ofte til mig for at høre, om den døde tilfældigvis befandt sig i min kirke. Problemet var, at de ikke kunne komme i kirken på grund af coronarestriktioner. Så i de tilfælde ... ja, det er virkelig en trist historie ... i de tilfælde bad de mig om at tage et foto af den afdødes kiste, hvor man også kunne se vedkommendes navn, og så sende dem det. Det var den sidste kontakt, de havde med deres kære inden kremeringen. Selv i dag, et halvt år senere, bliver jeg trist til mode, når jeg tænker på alt dette,” siger Don Carminati.

Gennem forårets coronarasen var der ofte fokus på de italienske præster. De var i en udsat position, og mange mistede livet. I dag er antallet af præster, der er døde som følge af corona, på hele 121. Derfor spørgsmålet om, hvorvidt Don Carminati ikke selv frygtede at blive smittet.

”Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg aldrig været angst. Hvem ved, måske fordi jeg ikke for alvor var bevidst om farerne. I stormen er det jo vigtigt at blive stående. Som præst skal man jo betragte sig som en slags leder. Som en, der guider. Det sagde jeg også til mine sognepræster: husk på, at når alt dette er ovre, er det vigtigt at kunne se sig selv i øjnene.”

Don Carminati fortæller videre, at han selv har mistet mennesker i sin nærmeste familie. Sågar unge mennesker. Tab, som han har fundet så ubegribeligt, at han har ”protesteret over for Gud”.

”Den ene var min søsters søn. Han døde i en alder af 34 år efter at have været i intensiv behandling i fem måneder. Han var sund og dyrkede meget sport. Det var en ubegribelig død. Han var elsket af alle, og til begravelsen mødte 600 personer op. Den anden var min kusines datter. Hun havde været på en lang fototur gennem Sydamerika, hvor hun tilsyneladende var blevet smittet. Hun blev 38 år. Det var forfærdeligt. Jeg må erkende, at jeg har protesteret over for Gud. Jeg spurgte ham: ’Hvorfor har du ikke lyttet til mig? Det lyder måske mærkeligt, at en ganske almindelig præst som mig går i rette med Gud. Men pave Paolo VI bebrejdede også Gud, dengang Aldo Moro (tidligere kristendemokratisk premierminister, red.) blev kidnappet og dræbt i 1978. Så jeg følte, at jeg godt kunne tillade mig at gøre det samme,” siger Don Carminati.

Siden det dramatiske forår med de mange døde og en syv uger lang nedlukning, som italienerne endnu ikke for alvor har set langtidseffekterne af, er der gået adskillige måneder. I den periode er der mange, der har forsøgt at finde en højere mening med pandemien. Gælder det også for Don Carminati?

”For nogen tid siden deltog jeg i en debat, hvor der også var en læge fra Bergamo til stede. Han sagde noget, der virkelig slog mig. Noget jeg har tænkt over: ’Hvis der er noget, der vil være værre en selv virussen, så vil det være, hvis vi ikke formår at bruge disse erfaringer konstruktivt. Det vil være værre, hvis vi ikke bruger det, der er sket, til at vokse socialt, menneskeligt, men også økonomisk.’ Det tror jeg, han har fuldstædig ret i,” lyder det fra præsten.