Prøv avisen
Portræt

Præsten, der fik tyskerne til at tro på deres præsident igen, orker ikke mere

Opvæksten i DDR har gjort frihed til Gaucks mærkesag og samtidig givet ham en vis skepsis over for politik, og han er således Forbundsrepublikkens første præsident uden tilknytning et politisk parti Foto: WOLFGANG KUMM/dpa

Tysklands forbundspræsident Joachim Gauck har været et moralsk fyrtårn, men også en kontroversiel skikkelse. Mandag meddelte den tidligere østtyske systemkritiker, at han ikke genopstiller

Tyskerne havde ikke høje tanker om præsidentposten, da præsten og borgerretsaktivisten fra det tidligere DDR, Joachim Gauck, i 2012 tiltrådte embedet.

Hans kristeligt demokratiske forgænger, Christian Wulff, valgte efter mindre end to år at træde tilbage efter mistanker om korruption, og dennes forgænger, Horst Köhler, gik ligeledes af i utide efter kontroversielle kommentarer om Tysklands mission i Afghanistan.

Men i dag, fire år efter sin tiltrædelse, kan den 76-årige Joachim Gauck forberede sit otium vel vidende, at han har formået at genoprette respekten for Tysklands øverste embede. Efter måneders spekulation i den tyske presse fortalte han mandag, at han ikke vil genopstille til posten som præsident, når hans første embedsperiode næste år udløber. To tredjedele af befolkningen ønsker ellers, at han genopstiller.

“Jeg vil ikke i endnu en periode på fem år forpligte mig på et niveau af energi og vitalitet, som jeg ikke kan garantere at leve op til,” sagde præsidenten med henvisning til sin fremskredne alder.

Statsoverhovedets tavshed under mediernes månedlange gisninger har fået den politiske elite til at tigge og bede ham om at blive i embedet, som om det tyske monarki stadig fandtes, lyder det spydigt fra magasinet Der Spiegel, der betragter tavsheden som en pr-genistreg:

”Da Gauck tiltrådte embedet, blev det sagt, at han ikke var professionel. Nu (…) står det klart: Når det gælder selvpromovering, står han ikke tilbage for nogen.”

Hans popularitet stikker dog langt dybere, påpeger Kai Arzheimer, professor i statskundskab ved universitetet i Mainz. Først og fremmest er Gauck en offentlig figur, forfatter, uafhængig tænker og begavet taler – og ikke en karrierepolitiker.

“Historisk set har de fleste præsidenter været populære, men efter at hans to forgængere måtte gå af, var hans indtræden som et pust af frisk luft, og han har i den grad genoprettet offentlighedens tillid til embedet,” siger Kai Arzheimer.

Selvom forbundspræsidenten på mange måder har samme ceremonielle funktion som den danske dronning, lagde Gauck fra begyndelsen op til, at han ville være en ”ubekvem præsident”. Denne egenskab har virket til hans fordel, mener Gabriele Abels, professor ved Institut for Statskundskab, Eberhard Karls Universitet i Tübingen:

”Han er en sympatisk karakter, intellektuel og en klog og god taler, som kan lide at prædike, det vil sige tale klart og indimellem mindre diplomatisk om problemer, henvende sig til mennesker, kritisere politiske eliter, og så har han klare moralske principper.”

Opvæksten i DDR har gjort frihed til hans mærkesag og samtidig givet ham en vis skepsis over for politik, og han er således Forbundsrepublikkens første præsident uden tilknytning til et politisk parti. Som 11-årig så han sin far blive slæbt væk af Stasi, hvorefter denne blev sendt til Sibirien, og hans åbenlyse foragt for regimet betød, at han ikke kunne studere andet end teologi.

Som luthersk præst benyttede han prædikestolen til at sammenligne det østtyske styre med nazismen. Han har før sagt, at det var hans kristne tro, der fik ham til at blive i DDR, selv da hans børn fik udrejsetilladelse. Kristendommen er for ham en frisættende kraft, der spillede en rolle i afviklingen af DDR:

”I øst var det de kristne, som fastholdt deres værdier og også deres modstand mod diktaturet, mens de fleste indbyggere allerede havde affundet sig med deres skæbne,” har han sagt.

Som præsident har han adskillige gange levet op til sit mål om at være ubekvem og skabt ærgrelser blandt politikere og diplomater. I 2015 vakte han Tyrkiets vrede, da han omtalte tyrkernes massakre på armeniere under Første Verdenskrig som et folkedrab.

I 2014 vakte han russernes ærgrelse, da han i en tale i Polen i anledning af 75-årsdagen for Anden Verdenskrigs udbrud undlod at nævne russernes kolossale lidelser, og i 2012 lagde han sig ud med muslimer ved at sige, at han godt forstod ”dem, der spørger: på hvilken måde har islam præget Europa, har islam oplevet oplysningstiden eller blot en reformation?”

Hans største svaghed har været hans forfængelighed, selvsikkerhed og overlæreragtige tone, mener Gabriele Abels:

”Men han har altid mindet tyskerne om værdien af frihed og borgerrettigheder.”

Han gjorde sig også bemærket, da han efter Berlinmurens fald blev chef for Stasi-arkivet og dermed var øverste ansvarlige for det genforenede Tysklands historiske opgør med DDR-styrets forbrydelser. Beslutning om at ansætte tidligere Stasi-medlemmer i arbejdet var kontroversiel, påpeger Kai Arzheimer, som tilføjer, at Gauck med sine spidse bemærkninger gennem tiden har skabt sig mange fjender:

”Men hans embedstid vil blive husket som en succes.”