Han blev født i Tel Aviv kort efter staten Israels oprettelse. Han er vokset op henholdsvis i Jerusalems velhaverkvarter Rehavia og i USA. Forældrene gav ham det bibelske navn Benjamin, som hurtigt blev afløst af kælenavnet Bibi.
Hvis formanden for Likudpartiet, den 69-årige Benjamin Netanyahu, vinder valget på tirsdag, bliver han Israels premierminister for femte gang. Sker det, vil Netanyahu til november overhale statens legendariske landsfader, den første premierminister, David Ben-Gurion, som landets længst fungerede premierminister. Og det er for den forfængelige Netanyahu et mål i sig selv.
Forfængeligheden spiller en central rolle i Netanyahus liv. Den er blandt andet en genspejling af drengen Bibis mindreværdskompleks i skyggen af storebroderen Jonathan. Benzion og Tzila Netanyahu forgudede deres førstefødte. Mor Tzila formanede dagligt den lille Bibi at gøre alting ligesom Joni, fortæller en nabo fra bandomsårene til Kristeligt Dagblad. Far Benzion fortalte i et interview kort før sin død i 2012, at han havde forestillet sig, at sønnen Joni – og ikke Bibi – en dag ville blive Israels forsvarschef eller premierminister.
Jonathan blev dræbt i 1976, da han ledte en israelsk militær kommandooperation, der skulle befri flygidsler fra et Air France-fly, kapret af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) i Entebbe i Uganda. Derfor blev det Bibis livsopgave at leve op til den forgudede storebror.
Han grundlagde antiterrorisme-tænketanken Jonathan Institut og blev internationale ekspert i terrorisme. Her så forsvars- og senere udenrigsminister Moshe Arens den unge Netanyahus talent og udnævnte ham først til diplomat ved den israelske ambassade i USA og siden til Israels FN-ambassadør i 1984.
Opvækst, skolegang og studieårene i USA havde gjort Benjamin Netanyahu til en slags amerikaner. Og ved FN viste den velformulerede og karismatiske Netanyahu, hvordan det hjalp ham med at brænde igennem på de internationale tv-skærme på formfuldendt amerikansk. Tilbage i Israel banede det også hans vej til tops i Likudpartiet.
I 1993 markerede han sig som partiformand ved at stemme imod Oslo-aftalen om oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre, som premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, havde underskrevet på plænen bag Det Hvide Hus i september samme år. Modstanden imod Oslo-aftalen blev ondsindet og personligt vendt imod Rabin. Netanyahu betragtede modstanden imod Oslo-aftalen som legitim politisk kritik. Han ledte adskillige opposi-tionsdemonstrationer, hvor Rabin blev kaldt forræder, men tog ikke afstand fra den hadefulde retorik.
Den 4. november 1995 skød og dræbte en jødisk ekstremist Rabin for at have forrådt det hellige land. Året efter vandt Netanyahu regeringsmagten fra Rabins fredspartner Shimon Peres. Samtidig forsøgte han at krænge barndommens kælenavn af sig med påbud til kolleger, medarbejdere og presse om udelukkende at bruge navnet Benjamin. Det holdt ikke. Og Benjamin Netanyahu synes for længst at have indset, at Bibi ikke bare er et forvokset kælenavn. Det er hans varemærke. Der findes kun én Bibi, og alle ved, hvem han er.
Som premierminister fortsatte han den Oslo-proces, han havde fordømt. Netanyahu gav Yasser Arafat hånden, udvidede det palæstinensiske selvstyre og delte byen Hebron i to. Hans internationale mærkesag var allerede dengang en advarsel om, at det iranske præstestyre havde planer om at blive en atommagt.
I 1999 tabte han magten til Arbejderpartiets Ehud Barak og forlod kort den politiske scene for at blive højtbetalt international konsulent og foredragsholder om terror og om den iranske trussel. I 2006 vendte Ne-tanyahu tilbage til politik, tre år derpå blev han igen premierminister og har været det lige siden.
I sommeren 2009 sagde Netanyahu i en tale på Bar Ilan Universitetet, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne skulle løses ved at have to stater, Israel og Palæstina, side om side. Men for hvert genvalg – i henholdsvis 2012 og 2015 – er han rykket længere fra fredsaftaler og to-statsløsningen. Dette og uenighed om Irans atomprogram bragte ham i åben konflikt med USA’s tidligere præsident Barack Obama.
Den afgående regering, Netanyahus fjerde, er den mest højrenationale i Israel nogensinde. Der tales ikke om fredsproces eller palæstinensisk stat, men om mulig anneksion af besatte områder. Netanyahu dyrker et personligt venskabsforhold med Obamas efterfølger i Det Hvide Hus, Donald Trump, der som gestus har flyttet USA’s ambassade til Jerusalem og midt i den israelske valgkamp også har anerkendt Israels annektering af Golan.
Netanyahus – og hustruens Saras – forfængelighed og hang til luksus udmøntede sig fem uger inden valget i en sigtelse imod Netanyahu for korruption, bestikkelse og mandatsvig i tre forskellige sager. Premierministeren afviser anklagerne og fastholder sit kandidatur. Hans vælgere stoler på ham.
Opinionsundersøgelser viser, at et overvejende flertal af israelerne mener, at han er den bedst egnede til at lede landet. Og det er ikke kun hans egen forfængelighed og fru Saras ønske om at blive boende i premierministerboligen og dér modtage verdens ledere, der driver Netanyahu i valgkampen.
Udsigten til at blive premierminister for endnu en højrenationalitisk regering er samtidig udsigten til at få vedtaget en lov som den, man har i Frankrig, der gør det umuligt at dømme en siddende regerings- leder. Dermed kan Netanyahus femte valgsejr også betyde, at han får fire års frihed, før han eventuelt skal afsone sin straf.
Jonis død: Benjamin Netanyahus idol, storebroderen Jonathan (Joni) Netanyahu, blev i 1976 dræbt under en kommandoaktion i Entebbe-lufthavn i Uganda. Den 30-årige Joni ledte Sayeret Matkal-kommandoenheden, som befriede 102 israelske Air France-flypassagerer, der blev holdt som gidsler af terrorister fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, og som forinden havde løsladt de passagerer, som ikke var israelske. Netanyahu forgudede sin bror og har udtalt, at ”Jonis minde vil konstant vokse”. Han optræder sjældent offentligt uden at nævne sin bror, helten. I hans navn oprettede han Jonathan Instituttet, en tænketank, der forsker i terror, og som blev springbrættet til hans politiske karriere.
Mordet på Rabin: Den 4. november 1995 blev Israels premierminister, Yitzhak Rabin, skudt og dræbt af en 25-årig nationalreligiøs jødisk mand i protest imod Oslo-aftalen, som Rabin i 1993 havde indgået med Yasser Arafat om oprettelsen af et palæstinensisk selvstyre i dele af den besatte Vestbred. Benjamin Netanyahu var leder af oppositionen imod Oslo-aftalen, der op til mordet havde ført en hadefuld personlig kampagne imod Rabin. Under valgkampen 1996 benyttede Netanyahu for første gang en amerikansk valgrådgiver, Arthur Finkelstein, der indførte den negative kampagne, hvor modstanderen diskvalificeres. Netanyahu vandt i 1996 med sloganet: ”(Shimon) Peres vil dele Jerusalem. Peres er farlig for Israel”. I 2019-valgkampen hedder det om modkandidaten: ”Gantz er venstreorienteret. Gantz er svag”.
Korruptionsanklagerne: ”Der kommer ikke noget ud af det, for der er ikke noget at komme efter”, har Netanyahu fastholdt, lige siden politiet i 2017 indledte efterforskningen af mistanke om korruption. Rigsadvokaten har nu præsenteret Netanyahu for et anklageskrift, der peger på korruption, bestikkelse og mandatsvig i tre forskellige sager. Anklagen skal behandles efter valget. Under valgkampen er der dukket endnu en mistanke om urent trav hos Netanyahu op. Han tog i 2014 beslutninger om Israels sikkerhed uden om forsvaret og forsvarsministeren. Politiet bør undersøge om det er forræderi, fastholder oppositionen.