”Den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet,” sagde Stefan Löfven på pressemødet mandag formiddag, hvor han forklarede, hvorfor Sverige – i hvert fald foreløbig – ikke får et nyvalg til efteråret.
Til gengæld er landets socialdemokratisk-ledede regering fratrådt, og nu er det op til formanden for Rigsdagen at afklare, hvilken regeringskonstellation der skal lede landet frem mod det parlamentsvalg, som uanset hvad er planlagt til september 2022.
Situationen i svensk politisk er dog særdeles fastlåst, og den kompromisvilje, som fra alle sider er blevet talt op siden sidste mandags historiske mistillidsafstemning, skal nu for alvor stå sin prøve.
Stefan Löfven, der har regeret siden 2014, sætter foreløbigt sin lid til det faktum, at mandatfordelingen fra det seneste valg i 2018 betyder, at han akkurat har ét mandat mere end højrefløjen. I hvert fald medregnet to løsgængere og en sygemeldt socialdemokrat.
175 er det magiske tal i svensk politik, og det er samtidig det antal mandater, Socialdemokratiet kan mønstre sammen med Venstrepartiet, Centerpartiet, Miljøpartiet samt afhoppere fra centrum-venstre. Og derfor var beslutningen måske heller ikke så svær, som den 63-årige Löfven mandag gav indtryk af.
Ser man på de aktuelle meningsmålinger, er det nemlig særdeles usikkert, om et nyvalg ville have gavnet de svenske socialdemokrater.
Partiet ligger et pænt stykke under valgresultatet i 2018, og ifølge netmediet Kvartal er andelen af svenskere, som mener, at den generelle udvikling i Sverige går i den rigtige retning, faldet markant fra 2014 og frem til i dag.
Samtidig er ”ingen anden regering siden 2002 blevet bedømt så dårligt,” skriver Kvartals videnskabsredaktør Henrik Højer, som også peger på, at kriminalitet og migration med afstand er de temaer, som optager de svenskere vælgere mest. Og det er samtidig temaer, hvor de borgerlige partier står stærkt.
En måling for Aftonbladet fra den 22. juni viser desuden, at de tre partiledere i den konservative blok, Moderaternes Ulf Kristersson, Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson og Kristendemokraternes Ebba Busch, alle nyder større tillid i befolkningen end den afgående statsminister Stefan Löfven. 52 procent af svenskerne ønsker Ulf Kristersson som Sveriges næste statsminister, mens 40 procent ønsker, at Stefan Löfven skal fortsætte på posten.
Alt andet lige ville et nyvalg således have været et enormt sats for Stefan Löfven, og derfor er den kommende tids forsøg på at finde et flertal det mindste af to onder for de svenske socialdemokrater. Men det betyder så langtfra, at centrum-venstre kan ånde lettet op.
Den kommende tid skal parlamentsformand Andreas Norlén sætte sig ned med Rigsdagens partier og undersøge, hvilken regeringskonstellation der har de bedste forudsætninger. Altså en slags dronningerunder, men med Rigsdagens formand. Det var samme situation, som efter det seneste valg i 2018 betød, at der gik små fire måneder, før en ny svensk regering var på plads. Lykkes det ikke at finde en regeringskonstellation uden et flertal imod sig efter i alt fire forhandlingsrunder, udløses der automatisk nyvalg.
For Stefan Löfven, hvis ministre bliver siddende som del af et forretningsministerium, bliver den store opgave nu at gøre både Centerpartiet og Venstrepartiet tilfredse. Hidtil har sidstnævnte været holdt uden for forståelsespapiret, som sikrede Löfvens mindretalsregering, ligesom man har måttet nikke til finansloven uden at få indflydelse til gengæld. Men den seneste uges regeringskrise blev netop udløst af Venstrepartiets Nooshi Dadgostar, som modsatte sig et forslag om husleje-liberaliseringer og ikke længere ville give den som svensk politiks dørmåtte, og selvom Centerpartiets Annie Lööf henover weekenden har afvist, at man vil forhandle finanslov med Venstrepartiet, er en af parterne nødt til at bøje af. Og det handler ikke kun om at få mest muligt politik igennem.
For begge partier er det afgørende, at man ikke indirekte medvirker til at bringe den konservative blok – og ikke mindst Sverigedemokraterne – til magten. Kommer det scenarie tættere på, vil kompromisviljen givetvis vokse betragteligt.
Da fagforeningsmanden Löfven kom til magten første gang i 2014, var det med en historisk svag regering, som allerede året efter manglede opbakning til sin finanslov. Siden har den gamle svejsers politiske karriere været kendetegnet af modvind, men med sammenbidt udholdenhed har Stefan Löfven alligevel formået at ride stormene af og beholde magten. Spørgsmålet er nu, om Sveriges politiske korkprop også denne gang vil dukke op til overfladen igen.