En dommer i Novorossijsk, Ruslands vigtigste havn i Sortehavet, beordrede i sidste uge et 30 dages stop for Det Kaspiske Rørledningskonsortiums, CPC, operationer. Begrundelsen var, at CPC ikke har styr på sit papirarbejde.
90 procent af olien fra CPC kommer fra Kasakhstan, og to tredjedele af den olie ender i EU, der med sin sjette sanktionspakke har forpligtet sig til at udfase det meste af sin olieimport fra Rusland ved udgangen af 2022. Det har skudt de i forvejen høje energipriser i vejret, og oliestoppet i Sortehavet vil bidrage yderligere hertil – og dermed straffe EU og EU’s borgere for støtten til Ukraine. Men det frarøver også Ruslands vigtigste allierede, Kasakhstan, muligheden for at drage maksimal fordel af de stigende oliepriser, hvilket ved første øjekast virker paradoksalt.
Paradokset er der dog kun, fordi vi for sjældent interesserer os for Kasakhstan – for langt væk, nomader og så noget olie og stål. Men det er Putins vigtigste alliancepartner i Centralasien og ud mod Kina. Og relationen går skidt. Den nye(ere) præsident, Kassim-Jomart Tokajev, oplevede kort efter nytår folkelig modstand i gaderne. Putin sendte tropper, de bidrog med succes til ro, og så tog de russiske styrker hjem igen – en politisk succes og propagandasejr for Putin overfor Vesten. Da var Tokajev i lommen på Putin, men kun kortvarigt.
For under protesterne gennemførte Tokajev et paladskup mod sin forgænger, landets hersker siden Sovjetunionens fald, Nursultan Naserbajev, og dennes klan. Og det er lykkedes. Tokajev har magten i Kasakhstan, hans folkelige legitimitet er i top. Derfor er han ikke afhængig af Putin længere og rækker igen ud mod Washington, Beijing og andre stormagter på samme måde, som Naserbajev gjorde i tre årtier. Ikke illoyal overfor Moskva, men heller ikke i lommen på Rusland eller nogen anden stormagt.
Den kurs blev markeret i Sankt Petersborg i den forgangne måned, da Tokajev med Putin ved sin side udtalte, at det var usandsynligt, at Kasakhstan ville anerkende ”kvasi-stater” som de selverklærede østukrainske folkerepublikker Luhansk og Donetsk. Det var en meddelelse fra ham selv - og fra Kina - til Putin. Det var en ydmygelse, men ikke den eneste, som Tokajev har tildelt Rusland under krigen.
Kasakhstans største jernmalmproducent, SSGPO, stoppede i maj eksporten til Magnitogorsk Stålværk i det sydlige Ural. SSGPO er det russiske stålværks væsentligste leverandør – en arv fra Sovjetunionens planøkonomi – og derfor en væsentlig økonomisk bet for den næststørste by i Tjeljabinsk-regionen på grænsen til Kasakhstan.
Eksportstoppet er et udtryk for den kasakhiske multivektor-udenrigspolitik: Man har ikke sanktioner mod Rusland, men man vil også signalere til Vesten, at man ikke støtter Ruslands krig økonomisk. En vanskelig balanceakt, som det kasakhiske udenrigsministerium er en dreven udøver af.
Derfor er det juridisk gennemtrumfede oliestop et kinder-æg for Putin. Det straffer Vesten med højere energipriser, det sætter en streg i sandet for Tokajev, og Rusland kan selv drage fordel af stadig stigende oliepriser til finansiering af krigen i Ukraine.
Ruslands forsøg på at bygge soft power-institutioner med de tidligere sovjetrepublikker, der kan matche EU, har gang på gang slået fejl. Længst er man nået med Belarus og Kasakhstan, men sproget, der tales, er hard power og krav om underkastelse, når der er alvorlige konfliktlinjer.
Det giver en mulighed, vi ikke tænker ind i Vestens modsvar på Putins skiftende strategier i Ukraine. Hans første sats var den store invasion – på én gang at tage omfattende territorier fra syd og øst og skræmme styret i Kyiv væk med en lyninvasion fra nord. Det slog fejl, og fokus er nu på totalkontrol i Donbass og på at konsolidere sig i det sydlige Ukraine nord for Krim. Men målet er ikke justeret, kun det aktuelle fokus.
Målet er det samme som fra krigens begyndelse: at udslette Ukraine som selvstændig stat og gøre det til en russisk vasalstat eller få det delt op i flere vasalstater. Og strategien er derfor ændret til at lade de stigende varmeregninger næste vinter i Europa arbejde for, at EU tvivler på, at Ukraine kan forsvares – og at vi forlader Ukraine eller overlader dele af Ukraine til sig selv og dermed til Rusland.
Rusland har netop suspenderet at sende gas til Tyskland gennem Nord Stream 1 med henvisning til vedligeholdelsesarbejder på gasrørledningen. Det betyder, at lagrene i EU ikke opbygges til vinter, og gaskrisen i Europa i 2022-23 bliver omfattende. Troen på en udmattelsesstrategi på energi ser Moskva i de vestlige erfaringer fra Afghanistan, Irak og Somalia, hvor Vesten trak sig med uforrettet sag. Til vinter vil europæerne ikke længere ofre sig selv for ukrainerne, den enkeltes personlige økonomiske omkostning bliver for stor, er ræsonnementet i Moskva.
Og derfor skal EU – og vi andre – interessere os mere for Kasakhstan og Tokajev. Ikke på den kluntede måde, hvor vi beder ham tilslutte sig Vestens sanktioner mod Rusland, men i respekt for Kasakhstans udenrigspolitiske linje ved at udbygge et politisk og økonomisk samarbejde og vise os som en troværdig, langsigtet partner.
Tokajevs største frygt er, at hvis Kasakhstan får en statskrise som Ukraine i 2014, så vil Putin tage en bid af Kasakhstan, hvor der er en kombination af stål, olie og store russisktalende mindretal. Den frygt bør også være vores – det lærte vi af annekteringen af Krim.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.