Professor: Det dødelige ebola-virus er besejret

Professor Jean-Jacques Muyembe opdagede ebola i 1976. Ifølge ham kan ebolaudbruddet blive standset inden for en uge, hvis det bliver identificeret i rette tid. (Arkivfoto)
Professor Jean-Jacques Muyembe opdagede ebola i 1976. Ifølge ham kan ebolaudbruddet blive standset inden for en uge, hvis det bliver identificeret i rette tid. (Arkivfoto). Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix.

Jean-Jacques Muyembe er en lykkelig mand. Den congolesiske professor, der opdagede det livsfarlige ebolavirus, har nemlig erklæret virussygdommen for besejret.

Det er vacciner og medicinske behandlinger, der ifølge ham har bragt den dødelige sygdom under kontrol. Det skriver AFP.

Den 79-årige virolog har ifølge nyhedsbureauet holdt tale ved en ceremoni i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa, i Afrika. Her det blev det markeret, at den såkaldte Ebanga-behandling er gået på markedet.

Den blev godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i december.

Ebanga er et monoklonalt antistof, der forhindrer virusset i at komme ind i en celle og reducerer risikoen for at dø.

- I 40 år har jeg været vidne og en spiller i kampen mod denne frygtelige og dødelige sygdom.

- Og jeg kan sige i dag: Den er besejret, den er undgåelig og helbredelig, sagde Jean-Jacques Muyembe ifølge nyhedsbureauet AFP ved ceremonien.

Det er flere årtier siden, han første gang stødte på den i dag overvundne sygdom. Det var i 1976 som felt-epidemiolog, da han blev kaldt til landsbyen Yambuku, der ligger i det nordlige Congo, som dengang hed Zaire.

Her var en mystisk sygdom netop dukket op.

Muyembe tog ifølge AFP en prøve fra en syg nonne, sendte det hele vejen til Belgien, hvor mikrobiologen Peter Piot isolerede virusset for første gang.

Det fik navnet ebola - opkaldt efter en flod tæt på Yambuku.

- På det tidspunkt tog jeg prøver med mine bare næver, da blodet flød, sagde han til AFP inden ceremonien.

Og ebola har også vist sig at være en dødelig størrelse.

Under det hidtil værste ebolaudbrud, der varede fra 2014 til 2016, døde flere end 11.300 mennesker.

Efter Muyembes opdagelse i 1976 gik sygdommen i glemmebogen. Men 19 år senere udbrød en epidemi med "rød diarré" i byen Kikwit i det vestlige Congo.

Med blodtransfusioner fra en person, der var på vej til at blive rask, forsøgte professoren at behandle otte patienter. Syv overlevede, skriver AFP.

Det gav ham idéen til Ebanga, som for første gang blev afprøvet i 2018.

Hvis sygdommen skulle vise sig, "standser vi smittekæden, vi vaccinerer alle dem omkring et positivt tilfælde, og vi behandler dem, som er syge", fortalte han.

- Hvis udbruddet er identificeret i rette tid, kan det være overstået inden for en uge, tilføjede Muyembe.

I Congo koordinerer han også kampen mod et andet virus, der har bredt sig til hele verden: covid-19.

Tidligere på året blev landet ramt af et nyt ebolaudbrud, men det blev erklæret overstået i starten af maj.

/ritzau/AFP