Prøv avisen

Professor: Vaccine i 2021 når ikke at give valgeffekt i USA

Embedsmand tror, at alle i USA kan få coronavaccine inden april næste år, skriver Bloomberg News.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange antydet, at der kunne være en vaccine mod coronavirus klar inden præsidentvalget 3. november.

Derfor er onsdagens melding fra en topembedsmand om, at alle i USA nok kan få en vaccine inden april næste år, ikke noget, der vil rykke stemmer ved valget.

Det vurderer professor Jørn Brøndal, der er leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Det har jeg svært ved at forestille mig. Hvis der havde været en vaccine inden valget, kunne det måske have spillet en rolle.

- Men noget i foråret er sværere at sige, at det vil præge valgkampen.

- Måske især også fordi det er indtrykket, at de to kandidater står så langt fra hinanden i deres håndtering af virusset, siger Brøndal.

Tidshorisonten kommer ifølge Bloomberg News fra vicestabschef Paul Mango i det amerikanske sundhedsministerium.

Han forventer, at USA formentlig vil godkende mindst én vaccine i november eller december - eller måske allerede i oktober.

USA's præsident, Donald Trump, sagde tirsdag, at han mener, at en amerikansk vaccine mod coronavirus kan være klar om tre-fire uger.

Er det tilfældet, vil det være inden præsidentvalget i landet. Der finder sted tirsdag 3. november og står mellem Trump og demokraten Joe Biden.

De to kandidater har grebet coronaudbruddet vidt forskelligt an.

Hvor Joe Bidens kampagne har været stort set virtuel under pandemien, har Donald Trump derimod været ude at møde vælgerne – senest i Nevada.

Jørn Brøndal fortæller, at coronavirus er et dominerende tema i valgkampen.

- Corona er bestemt noget, der påvirker mange amerikanere. Hundredtusindvis er døde frem mod valget, fortæller han.

Derudover er der særligt fokus på økonomi og racesituationen i landet, efter at den sorte mand George Floyd i maj døde under en anholdelse. Det har ført til raceuroligheder flere steder i landet.

/ritzau/