Protestmarcher kan tjene terroristernes sag

Masseprotester er det forkerte svar på Charlie Hebdo-angrebet, siger amerikansk udenrigsekspert

Stephen Walt er professor i internationale forhold på Harvard Universitet i Boston, USA.
Stephen Walt er professor i internationale forhold på Harvard Universitet i Boston, USA. Foto: Martha Stewart.

Attentatet mod satirebladet Charlie Hebdo i Paris for et par uger siden har fået millioner af europæere på gaden i protest, ikke mindst i forbindelse med mindemarcherne søndag den 11. januar. Og over hele Europa er politikerne faldet over hinandens ben for at fordømme den voldelige ekstremisme.

Reaktionerne er forståelige. Men de er hverken særligt effektive eller konstruktive. Det siger den amerikanske udenrigskommentator Stephen Walt, der er professor i internationale forhold på Harvard Universitet i Boston.

Hvad er problemet med protestmarcherne?

”Det er glædeligt at se vidt forskellige mennesker samles for at forkaste terrorisme. Men protesterne kan få den modsatte virkning af den tilsigtede. For det første giver de terroristerne det, som de ønsker: masser af opmærksomhed. For det andet gør de regeringer mere tilbøjelige til at overreagere for at vise vælgerne, at de slår hårdt ned på terrorisme. Og det passer nøjagtigt til ekstremisternes fortælling om, at Vesten fører en 'krig mod islam', der får dem til at ligne krigerhelte i stedet for kriminelle og gør det nemmere at vinde nye rekrutter,” siger Stephen Walt.

Er vi da ikke nødt til at reagere kraftigt på sådanne angreb?

”Jeg ønsker ikke at trivialisere det, der skete i Paris. Men ekstremister ved, at vold er utroligt polariserende og jævnligt får regeringer til at agere tåbeligt. USA's svar på terrorangrebene den 11. september 2001 er et eksempel. I stedet for at fokusere på al-Qaeda invaderede George W. Bush-regeringen Irak og satte amerikanske kerneværdier på spil ved at sanktionere tortur og ulovlig overvågning. Disse handlinger gav i sidste ende grobund for Islamisk Stat. Ekstremister i begge ender af det ideologiske spektrum er ofte utilsigtet hinandens bedste venner.”

Hvordan bør vi i stedet reagere på den voldelige ekstremisme?

”Vi må bevare perspektivet. Terrortruslen er selvsagt et stort problem især i betragtning af, at mange unge fortsat melder sig under islamisternes faner. Men en gennemsnitlig amerikaners eller europæers reelle risiko for at blive dræbt i et terrorangreb er yderst beskeden sammenlignet med eksempelvis faren fra færdselsuheld, ulykker i hjemmet og forebyggelige sydomme. Begivenheder som angrebene i Paris pålægger os at tænke roligt og rationelt over, hvorfor det skete, og hvad den mest effektive reaktion er. Hvis vi lader os styre af vrede, følelser eller politisk opportunisme, ender vi med at tjene terroristernes sag.”

Hvad bør vores politikere gøre?

”De bør slå fast, at terrorangreb ikke kan udryddes 100 procent, men at de sker meget sjældent. De er nødt til at fokusere på det, som terroristerne kan gøre i stedet for på det, de siger, at de vil gøre. Terrorgrupper fremsætter rædselsvækkende trusler, men terrorisme forbliver de svages våben. De har ikke enorme våbenarsenaler eller hærstyrker og er derfor nødt til at ty til ofte fejlslåede komplotter og små, men dramatiske operationer, som får stor opmærksomhed.”

Hvad indebærer den strategi, du foreslår?

”Nøglen til succes er ikke krigeriske taler, masseprotester, terrorkrig eller fortsatte forsøg på militære og sociale interventioner i Mellemøsten. Nøglen er at opbygge modstandskraft hjemme. Terrorister er for svage til at påtvinge os deres vilje, og det betyder, at vi altid har friheden til at afgøre, hvordan vi vil reagere på deres trusler. Det ville være tåbeligt at lade den beskedne trussel, som de udgør, skræmme os til at gøre tossede ting eller, værre endnu, at svigte det frie samfunds kerneprincipper.”