Puslespillet om EU’s topposter er lagt

Brikkerne er faldet på plads på en måde, som afspejler, at Øst- og Centraleuropa er blevet kørt over. Det er stadig de oprindelige seks medlemslande i EU, der sætter sig på de fleste tunge jobs

Ursula von der Leyen overtager Jean-Claude Junckers post som formand for EU-Kommissionen.
Ursula von der Leyen overtager Jean-Claude Junckers post som formand for EU-Kommissionen. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix.

Puslespillet om topposterne i EU er foreløbig slut. Det er nu afgjort, hvem der skal være formand for Kommissionen, formand for Det Europæiske Råd, EU’s udenrigschef, direktør for EU’s centralbank og formand for Europa-Parlamentet. Parlamentet skal stadig godkende pakken, hvilket det nok vil gøre under protest, fordi dets egenopfundne procedure ikke er fulgt om, at stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd skal vælge mellem én af parlamentets såkaldte Spitzenkandidaten. Når parlamentarikerne alligevel godkender pakken, skyldes det, at alternativet er kaos.

Når puslespillet om topposterne i EU for de næste fem år har været svært at lægge, skyldes det, at der er mange hensyn, som skal tilgodeses. For det første skal der tages hensyn til, hvilke politiske grupperinger i EU, som står stærkest. Her er den konservative og kristendemokratiske gruppe stærkest, den socialdemokratiske gruppe næststærkest og de liberale tredjestærkest.

For det andet skal der tages hensyn til geografisk spredning. Alle hovedregioner i EU skal tilgodeses. Det vil sige både Nordvesteuropa, Sydeuropa samt Central- og Østeuropa. Endelig spiller kønsfordelingen ind, idet både mænd og kvinder skal være repræsenteret i pakken.

Det endte med, at den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, fra det kristendemokratiske CDU fik den vigtigste post i EU som formand for Kommissionen som erstatning for Jean-Claude Juncker. Europa-Parlamentet havde ellers peget på hendes landsmand Manfred Weber, men han blev afvist af flertallet af de andre stats- og regeringschefer, fordi han manglede ministererfaring. Den franske præsident, Emmanuel Macron, gik blandt andet skarpt imod Weber, mens han har støttet von der Leyen, som blandt andet også taler glimrende fransk. For Tyskland er det en sejr, at landet igen indtager den vigtigste post i EU, som man ikke har haft, siden tyske Walter Hallstein var formand for Kommissionen 1958-1967.

Det Europæiske Råds formand – også kaldet EU-præsidenten – bliver den liberale belgier Charles Michel, som afløser polakken Donald Tusk, mens den spanske socialdemokrat Josep Borrell bliver EU’s udenrigschef i stedet for italieneren Federica Mogherini. Italieneren David Sassoli blev i går valgt som ny formand for Europa-Parlamentet.

Ud over de fem topposter har Det Europæiske Råd også anbefalet den kommende formand for Kommissionen at udpege den liberale Margrethe Vestager og socialdemokraten Frans Timmermans som næstformænd i Kommissionen. Det er i sidste ende op til von der Leyen at bestemme sammensætningen af Kommissionen, men hun vil givetvis tage stats- og regeringschefernes råd ad notam. Derimod beror det på endnu et puslespil internt i Kommissionen, hvilke porteføljer Vestager og Timmermanns får.

Den seneste dansker i samme position som den, som Vestager kommer til at indtage, er Henning Christophersen, som var EU-kommissær og næstformand i Kommissionen i 1985-1995. Han fik af den daværende formand for Kommissionen, Jacques Delors, tildelt ansvaret for vigtige områder som budget og finanser, valutasamarbejde, EU’s strukturpolitik og statistik. Det sikrede ham en betydelig indflydelse med hensyn til udarbejdelsen af grundlaget for etableringen af EU’s økonomiske og monetære union. At være næstformand i Kommissionen er imidlertid altid noget, man er på formandens nåde og tillid. Det er formanden for Kommissionen, der har bukserne på.

Lægningen af puslespillet om EU’s topposter afdækker, at Tyskland har ønsket at spille en helt central rolle i EU, som svarer til, at landet af mange opfattes som EU’s førende land og leder. Noget andet er så, at man måske ikke har spillet denne rolle på en fuldstændig professionel facon. Angela Merkels lange opbakning bag Manfred Weber var en klar fejl.

Lægningen af puslespillet afspejler også et Øst- og Centraleuropa, som er blevet kørt over.

Årsagen kan meget vel være, at regeringscheferne fra de øst- og centraleuropæiske lande anvendte deres politiske kapital på for enhver pris at få fjernet Frans Timmermans fra posten som formand for Kommissionen, fordi de mente, at han havde været for kritisk over for dem i den forløbne periode som næstformand.

Endelig afspejler lægningen af puslespillet, hvor tungt de oprindelige seks medlemslande i EU står. De satte sig på fire af de fem topposter. Det ser ud til, at de stadig mener at have førstefødselsretten til posterne i deres egen opfindelse – EU.8

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.