Prøv avisen

Putin advarer mod kaos i verden

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er allieret med det syriske regime. USA advarer om, at der kommer flere sanktioner mod russiske virksomheder. Denne gang virksomheder, der har hjulpet Syrien med kemiske våben. Foto: Scanpix/Mikhail Klimentyev

Hvis Vesten igen retter et angreb på Syrien, kan det føre til kaos i de internationale forhold, lyder det advarende fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.,

Da amerikanske, britiske og franske fly natten til lørdag sendte 105 missiler mod mål i Syrien, ramte de mere end militærbaser og lagre af kemiske våben.

Håbet om en politisk løsning på den syv år lange og blodige konflikt i Syrien fik et skud for boven.

Det mener de russiske ledere i Kreml i hvert fald.

Vladimir Putin, Ruslands præsident, talte i weekenden i telefon med sin iranske kollega, Hassan Rouhani. De er allieret i Syrien-konflikten, hvor de støtter præsident Bashar al-Assad-regimet, som Vesten er imod.

Putin og Rouhani blev enige om, at håbet om en fredelig løsning er skadet.

Og missilerne, som ifølge de tre lande var en reaktion på et syrisk angreb med kemiske våben 7. april i byen Douma, har også større konsekvenser, advarer Putin.

- Vladimir Putin understregede specielt, at hvis sådanne handlinger, der bryder med FN-chartret, fortsætter, så vil det uundgåeligt føre til kaos i de internationale forhold, siger Kreml ifølge det russiske nyhedsbureau Tass i en erklæring.

Angrebet var et isoleret angreb, siger de tre lande. Det var udelukkende rettet mod Syriens kemiske våben og ikke et forsøg på at vælte præsident Assad.

Der er ikke tegn på en ny byge af missiler mod Syrien, men det betyder ikke, at der nu blæser milde vinde over forholdet mellem Rusland og Vesten.

Nikki Haley, USA's FN-ambassadør, siger i ifølge nyhedsbureauet AP i et interview med tv-stationen CBS, at USA er på vej med nye sanktioner, der er rettet mod russiske interesser, som har hjulpet Assad med produktion af de kemiske våben.

- Det internationale samfund vil ikke tillade, at kemiske våben igen bliver en del af vores hverdag. Den kendsgerning, at han gjorde det mere normalt, og at Rusland dækkede over det ... alt det må stoppe, siger hun.

Imens de store slynger beskyldninger mod hinanden, maner Tysklands tidligere udenrigsminister og nuværende præsident, Frank-Walter Steinmeier, til besindighed.

Spændingerne - måske de største siden Den Kolde Krig - skal klares med dialog, sagde Steinmeier i et interview i weekenden med avisen Bild.

Han sagde, at giftangrebet i Salisbury i England i marts, da en tidligere russisk dobbeltspion og hans datter blev ramt af et nervegas, var "en alvorlig episode".

Storbritannien giver Rusland skylden for angrebet.

- Vi bør være bekymret for den galopperende fjendtliggørelse mellem Rusland og Vesten. Der kan være konsekvenser, som går langt videre end denne sag. Der er i praksis ingen basis for tillid mere, sagde han.

I forlængelse af missilangrebet i Syrien sagde han:

- Vi har taget endnu et skridt i eskaleringen af det russisk-amerikanske forhold.

Han mener, at Putin og USA's præsident, Donald Trump, bør træde i karakter.

- De store magter har et stort ansvar. De må tage et første skridt. Det skylder Putin og Trump verden, siger Steinmeier, som også opfordrer Vesten til ikke at regne Rusland for en fjende.

- Uanset Vladimir Putin kan vi ikke erklære hele Rusland og dets folk for fjenden. Vores historie taler imod det. Der er for meget på spil.

/ritzau/