Den russiske præsident, Vladimir Putin, vandt første runde af tvekampen med USA’s præsident, Joe Biden, om de russiske tropper, der står parate til invasion ved Ukraines grænse. Det Hvide Hus gentog efter mødet de samme trusler om sanktioner mod Rusland i tilfælde af invasion, som man havde annonceret før mødet – at USA er parat til at bruge sanktionsarsenalets økonomiske atomvåben: at afskære Rusland fra kritisk global-finansiel infrastruktur til skade for russisk økonomi. Det fik ikke Putin til at blinke. Derfor er truslen mod Ukraine i dag øget, ikke mindsket.
For at forstå alvoren er det værd at følge den russiske drejebog for Ukraine anno 2021. I sommer skrev Putin et essay om Ruslands og Ukraines ubrydelige slaviske fællesskab. Når Putin skriver et læserbrev, er det aldrig tilfældigt. USA’s exit fra Afghanistan viste, at Biden ikke længere vil bruge politiske og økonomiske ressourcer på projekter, der ikke direkte fremmer amerikansk sikkerhed. Ukraine hører til i samme kategori, tænker man i Moskva, hvorefter man i efteråret begyndte troppeopmarcheringen.
I november holdt Putin en udenrigspolitisk tale, hvor han begrundede, at Rusland må holde sine vestlige konkurrenter anspændte for sin egen sikkerheds skyld. Og dagen før mødet med Biden sagde Putin i en tv-udsendelse: ”Selv når man står over for dristige og risikable beslutninger, hvis du i bund og grund er overbevist om, at du har ret, at du udelukkende agerer i det russiske folks interesse, så er det i sidste ende det rigtige valg.” Dette sagt i kontekst af et truende Vesten, der kun ønsker Ruslands undergang.
Men hvorfor skulle Putin risikere krig? Der er to tolkninger.
Den første er, at Moskva reelt er bekymret for sin egen sikkerhed, at Vesten truer – det handler ikke om Vestens intention, men om Vestens militære kapacitet over for Rusland. Som eksempel har Putin nævnt missilkapacitet i Rumænien, der kan sende missiler til Moskva på få minutter. Den argumentation giver mening; det nærmeste verden har været på en atomkrig var, da Sovjet ville placere missiler på Cuba i 1962, altså i USA’s baghave. At kræve, at Vesten ikke udstyrer Ukraine med lignende kapacitet, virker rimeligt.
Den anden tolkning, der blandt andet er fremført af Anders Åslund, en af verdens kyndigste Ruslandsforskere, er, at Putin er mere desperat, end vi vil indse. Den russiske økonomi har stagneret i snart 10 år, og russernes levestandard er faldet og falder fortsat.
Samtidig har Rusland toppet sin evne til at øge investeringerne i det russiske forsvar. Ruslands forsvarsbudget er mindre end en tiendedel af USA’s, og Rusland sakker bagud. Skal Rusland bruge sin militærmagt til noget nyttigt, så skal det være nu – og når man ikke kan levere velstand til sin befolkning, så er militære sejre historisk set en mulig udvej.
Truslen om russisk invasion af Ukraine skal Vesten tage meget alvorligt. Det står værre til, end en vestlig fredslogik kan forstå. De to tolkninger udelukker ikke hinanden, og det kunne være i Vestens interesse at tage Putin på ordet.
Vesten skal naturligvis ikke svigte Ukraine og landets sikkerhed, men at igangsætte et formelt forhandlingsforløb med henblik på en konvention, der kan regulere det tilladte omfang af grej og fodfolk i grænselandet mellem Nato og Rusland kan ikke skade – og når man forhandler, er det en uskik at slås på slagmarken.
I 1979 traf Nato sin såkaldte dobbeltbeslutning, at opruste med mellemdistanceraketter i Vesteuropa og samtidig indbyde til nedrustningsforhandlinger. Det førte i 1987 til INF-traktaten. Syv år efter annekteringen af Krim er der fornuft i at sætte den samtale i gang – om ikke for andet, så for at kalde Putins bluff.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.