Putin er trængt op i et hjørne af et Vesten uden lederskab

USA sætter Rusland under pres med den mest aggressive ruslandspolitik i årtier. EU risikerer at blive hægtet af, og Rusland har ikke meget at svare igen med

I 2015 var den russiske præsident, Vladimir Putin, den mest isolerede statsleder af betydning i verden, men Putins vej ud af international isolation blev engagementet i Syrien, hvor Rusland sikrede det siddende regimes position og gjorde sig selv uomgængelig som international magt.
I 2015 var den russiske præsident, Vladimir Putin, den mest isolerede statsleder af betydning i verden, men Putins vej ud af international isolation blev engagementet i Syrien, hvor Rusland sikrede det siddende regimes position og gjorde sig selv uomgængelig som international magt. Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix.

De seneste uger er Vestens konflikt med Rusland eskaleret voldsomt, og konfliktens underliggende dynamikker er under forandring.

Det hele begyndte for nogle år siden med statssammenbruddet i Ukraine, Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø og den russiske krigsførelse i Østukraine. Konfliktens grundlæggende håndtering fulgte nogle ret enkle mønstre med tre sanktionsspor fra Vestens siden: diplomatiske sanktioner, ansvarliggørelse af personer (indrejseforbud og indefrysning af bankindeståender) og økonomiske sanktioner i udvalgte sektorer. Vesten førte an, og Rusland gengældte initiativerne.

I 2015 var den russiske præsident, Vladimir Putin, den mest isolerede statsleder af betydning i verden, men Putins vej ud af international isolation blev engagementet i Syrien, hvor Rusland sikrede det siddende regimes position og gjorde sig selv uomgængelig som international magt.

Siden har Vesten stort set holdt sanktionssporet vedlige, men ikke eskaleret det. Det har ændret sig fundamentalt de seneste uger. Først kom udvisningen af russiske diplomater i en række vestlige lande som følge af nervegiftangrebet mod den tidligere russiske agent Sergej Skripal i Storbritannien – og Rusland gengældte en til en. Dernæst kom i sidste uge en række nye amerikanske sanktioner, der adskiller sig fra den hidtidige sanktionspolitik på en række vigtige parametre; Sanktionerne er ikke koordineret med EU, sanktionerne knyttes ikke længere til en konkret begivenhed (som for eksempel Krim), begrundes med Ruslands adfærd generelt, og man går nu efter specifikke oligarker, mest markant aluminiumoligarken Oleg Deripaska. Det sidste har skabt rystelser i russisk erhvervsliv og sendt rublen ud på en negativ glidebane, fordi russerne spørger sig selv, hvem der rammes som den næste?

Oveni kom gengældelsesaktionen i Syrien natten til i lørdags af USA, Storbritannien og Frankrig, der af mange er blevet sammenlignet med en lignende aktion sidste år med samme begrundelse – anvendelse af kemiske våben mod civilbefolkningen af det syriske regime. Men sammenligningen holder ikke – dels indgår aktionen i sammenhæng med Skripal-sagen og de nye amerikanske sanktioner. Dels knyttes der nu også sanktioner fra USA mod Rusland over Ruslands engagement i Syrien.

Summen af det hele er, at USA er slået ind på en meget mere aggressiv kurs over for Rusland og uden at konsultere EU som institution, mens Rusland har sværere og sværere ved at komme med modtræk, der ikke gør lige så ondt på Rusland selv som på USA.

Konflikten med Rusland er eskaleret de seneste uger under amerikansk lederskab på trods af – eller måske på grund af – præsident Donald Trumps mange interne ruslandssager. Kompleksiteten i konflikten er øget, og med de seneste amerikanske sanktioner nærmer vi os en decideret økonomisk krigsførelse mod Rusland.

Ingen af delene får den russiske regering i Kreml til at ændre adfærd eller tage initiativ til deeskalering.

For EU var det i sin tid væsentligt, at sanktionspolitikken gik på to ben og også indebar dialog med Rusland – det sidste spor er man af en række grunde ikke kommet i gang med. En deeskalering af konflikten med Rusland vil kræve et vestligt lederskab og forudsætte dialog. I øjeblikket er det svært at se, hvor det lederskab skal komme fra.

I USA er Trump låst indenrigspolitisk, og ingen ved, om han evner lederskabet, selv hvis han kunne. Den britiske premierminister, Theresa May, er låst af Brexit og Skripal-sagen. Det lader den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske premierminister, Emmanuel Macron, tilbage, men også disse har store indenrigspolitiske udfordringer, der gør det mindre sandsynligt. Det eneste, vi ved, er, at vi har seks år mere med Putin i Rusland og dermed sandsynligvis en grundlæggende konflikt, der vil knopskyde igen og igen og gøre verden til et farligere sted.