Selv i Moskva har man svært ved at holde rede i, hvor mange ”sager” Rusland angiveligt er en del af i USA. Cyberangreb på det amerikanske præsidentvalg, kontakt til Trumps valgteam, kontakt til Trumps stab, da han var valgt, men endnu ikke indsat, FBI’s undersøgelser af samme og så videre og så videre.
Man kunne tro, at man i Kreml var svært tilfredse med Trump-administrationens åbenlyse amatørisme; det forhold, at verdens største magt mangler udenrigs- og sikkerhedspolitisk ledelse og dermed både sørger for at ydmyge sig selv og samtidig skaber mere politisk rum for en mindre magt som Rusland. Men intet kunne være mere forkert. Den russiske regering i Kreml og præsident Vladimir Putin har et stærkt ønske om et bedre forhold til USA og om anerkendelse fra USA’s nye præsident.
Ønsket er så stærkt, at det også giver sig udslag i fodfejl på russisk side. Eksempelvis forleden hvor den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, efter et møde med sin amerikanske kollega, Rex Tillerson, mødte Trump ved et møde, der var lukket for pressen. Fra det lukkede møde blev der dog taget et billede af Trump og Lavrov, der smilende trykker hånd, mens den russiske ambassadør – aktør i anklagerne om kontakt mellem Kreml og Trumps valgkampagne – ses i baggrunden.
At Trump-administrationen tillader et sådant foto er en amerikansk fodfejl. At det russiske udenrigsministerium tillader at offentliggøre det er en åbenlys russisk fodfejl. For billedet kom i omløb, samtidig med at Trump fyrede chefen for FBI, James Comey, hvor en populær antagelse er, at det skete for at hindre FBI i at udrede de Trump-russiske tråde. I den situation var billedet lidet hjælpsomt.
Kreml og Putin har forventet sig meget af Trump efter tre præsidentperioder i USA (George W. Bushs anden periode og begge Barack Obamas perioder), hvor det russisk-amerikanske forhold år for år og krise for krise er blevet mere køligt. Det begyndte for alvor i 2007 med Vladimir Putins München-tale, hvor han sagde ”nok er nok” i forhold Natos udvidelsesplaner og amerikansk dominans i verdenspolitikken, og er kun er blevet værre og værre.
Russisk udenrigspolitik under Putin hviler på nogle paradigmer om verdensorden og statsorden, der er klassisk russiske, og nogle der særligt hører Putin til. Til det sidste hører, at Rusland har en særlig status i verdensordenen, hvor Rusland ikke skal vejes på samme vægt som andre, men vurderes for sig og fortjener særlig anerkendelse og respekt.
Det er en fornyelse af et gammelt russisk tema, hvor man tidligere har opfattet sig selv som ”det tredje Rom”, en arvtager til Romerriget og Konstantinopel, det byzantinske rige. I den fortælling spiller USA en vigtig rolle. USA er en stærkere magt end Rusland, men alligevel ønsker Rusland at blive anerkendt som en ligeværdig partner – af netop USA. Selvom Rusland selv ser på svagere magter end Rusland som netop ikke lige-værdige.
Fortællingen styrer både handlinger og italesættelse af russisk udenrigspolitik og udgør en selvstændig barriere for, at Putin når sine store udenrigspolitiske mål. For paradigmet holder ikke til mødet med virkeligheden, uanset hvor mange gange det gentages.
I handlinger – Krim, Østukraine og Syrien – benytter Rusland sig af magtasymmetri til at udøve magt med henblik på at opnå anerkendelse. Og med Syrien som en delvis undtagelse, opnår Rusland – fra de stater, der betyder mest for Rusland, nemlig USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien – øget konflikt og antagonisme. Og dermed arbejder Putin ikke Rusland ind i kredsen af betydende lande – politisk som økonomisk – men længere væk fra disse.
Det russiske håb var, at Trump ville være en ændring og fornyelse og kunne opfylde Putins drøm. I stedet har man fået en præsident i USA, der med Rusland som håndgranaten i de mulige skandaler får sværere og sværere ved at være præsident. Putins drøm om anerkendelse fra USA har aldrig været længere væk end nu.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, ekstern lektor i international politik ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet samt partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han kommenterer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.