Den største politiske konflikt mellem USA og Tyskland – Ruslands endnu ufuldendte gasrørledning til Tyskland, Nord Stream 2 – er nu bilagt. Det 75 milliarder kroner dyre gasprojekt i Østersøen kan gennemføres og fordoble gasleverancerne til Tyskland. Striden er bilagt efter overenskomst mellem USA’s præsident, Joe Biden, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der sent onsdag telefonisk meddelte dette til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det skålede man på i Moskva, for det er den russiske præsidents prestigeprojekt og fik særligt under Bidens forgænger i Det Hvide Hus, Donald Trump, svære implementeringsvilkår, der igangsatte en række sanktioner mod projektet, der allerede på det tidpunkt var langt i rørlægningen. Sanktionerne kunne potentielt ramme enhver virksomhed, der deltog i projektet, og fik blandt andet den danske ingeniørvirksomhed Rambøll til at trække sig.
Den politiske kontrovers bygger på myten om det russiske gasvåben: at Rusland kan bruge eksporten af gas til at fremme politiske målsætninger. Myten fik liv i januar 2009, da Rusland lukkede for gastransit gennem Ukraine og under en kold vinter afskar tusindvis østeuropæiske husstande for varme. Trump brugte blandt andet den forhistorie til at anklage Merkel for at gøre sig afhængig af russisk gas. Men energiverdenen er en ganske anden i dag end dengang, og det russiske gasvåben anderledes impotent i dag.
Den konkrete konflikt dengang havde to spor. Det kommercielle var, at ukrainske Naftogaz, der står for transit af gas fra Rusland til Europa, havde opbygget stor gæld til den russiske eksportør, Gazprom. Gazprom ville have gælden indfriet og sænkede derfor gastrykket, så der kun kom den gas til Ukraine, der skulle videre til Europa. At gassen ikke kom frem, skyldtes ifølge Gazprom, at Ukraine stjal den til eget forbrug. Det politiske spor var, at Ukraines daværende præsident, Viktor Jusjtjenko, ønskede, at Ukraine skulle nærme sig EU og Nato. De samme ønsker havde man i Georgien, der kort forinden i august 2008 var blevet invaderet af Rusland. Rusland brugte både konventionelle våben og gasvåbenet til at sætte en stopper for de ambitioner – og med succes.
Dengang indgik russerne gasforsyningsaftaler med hvert enkelt EU-land – og priser og betingelser varierede fra land til land og stillede dermed Rusland i en stærk forhandlingsposition både økonomisk og politisk. Priserne var høje, for Rusland var lykkedes med at koble prisen for gas til olieprisen.
Siden er meget sket. EU har liberaliseret gasmarkedet, så gas nu handles til verdensmarkedspriser, og Rusland ikke længere kan lave bilaterale aftaler på egne betingelser med enkelt lande. Det var Margrethe Vestager med til at sikre som EU’s konkurrencekommissær. Det meste af gassen handles nu på såkaldte hubs, hvoraf de største ligger fysisk i Tyskland – Rusland må tage de priser, markedet vil give, og har mistet en stor fordel. Efter Ukraine-krisen og Rusland annektering af Krim i 2014 udviklede man rørsystemerne, så gas nu kunne sendes begge veje igennem, og Rusland ikke længere kunne afpresse Ukraine.
Den russiske gas er med andre ord blevet afvæbnet, men myten lever endnu og skaber politiske problemer. I Øst- og Centraleuropa er man rasende over aftalen mellem Biden og Putin ligesom Biden møder hård kritik fra Republikanerne for at være i lommen på Putin. Omvendt har Tyskland længe hævdet, at der var en skjult amerikansk dagsorden – at USA ville overtage Ruslands rolle som gaseksportør til Europa.
For den danske regering er løsningen salomonisk. Gennem hele forløbet har Danmark været klemt mellem sine største allierede, USA og Tyskland, og potentielt skullet lægge sig ud med Rusland, som vi gerne vil samarbejde med om Arktis. Nu er problemet borte. Og Merkel understregede torsdag, at russerne har lovet ikke at bruge energi som våben
Det vil amerikanerne dog se, før de tror på det. Lederen af det nationale ukrainske gasselskab Naftogaz har reageret ved at forlange, at Ukraine får tilbudt Nato-medlemskab.
I aftalen mellem Biden og Merkel ligger, at man sammen vil presse Rusland til at forlænge transitaftalen med Ukraine, der udløber i 2024. Kritikken mod Nord Stream 2 har været, at den vil berøve Ukraine for vigtige transitindkomster fra Rusland, og her ligger det store tabu. For hvorfor er det et gode, at Ukraine forsat er så afhængig af russisk gas? Hvorfor er Vestens opgave at sikre den transit fremfor at gøre Ukraine endeligt uafhængigt af Rusland? Det spørgsmål tør inden vestlig leder stille.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.