Det russiske parlament, Dumaen, havde forberedt sin egen velkomsthilsen til den tyske gæst, den nye forbundskansler, Olaf Scholz. Samtidig med Merkel-afløserens ankomst til Moskva tirsdag vedtog Dumaen en opfordring til landets præsident, Vladimir Putin, om at anerkende de selvudnævnte folkerepublikker i Østukraine, Donetsk og Luhansk. Timingen var naturligvis ikke tilfældig. Scholz skulle have et ekstra problem på tirsdagens i forvejen vanskelige dagsorden med Putin ved det nu berømte store hvide bord i Kreml.
Få timer inden beslutningen meddelte det russiske forsvarsministerium, at tropper på øvelse på Krim nu havde afsluttet deres øvelser og ville returnere med udstyr til deres kaserne i det nordlige Kaukasus. Det skabte visse overskrifter om, at Rusland nu deeskalerede ovenpå en weekend, hvor en række vestlige lande beordrede diplomater ud af Ukraine og, som i Danmarks tilfælde, opfordrede egne statsborgere til at forlade Ukraine.
De tropper, der nu trækkes væk, er et mindre kontingent og ændrer intet ved det samlede billede. Og der er i øvrigt ikke langt fra Nordkaukasus til Ukraines østlige grænse til Rusland, hvis der skulle blive behov for deres indsats dér. Vil Rusland deeskalere den militære spænding, så skal der ske troppetilbagetrækning i meget videre omfang. I øjeblikket pågår en militærøvelse i Belarus med betydelige tropper tæt på Ukraines hovedstad, Kijev. Disse tropper kommer fra Ural og Sibirien. De er langt hjemmefra, ligesom helikoptertropper fra det nordvestlige Rusland er på den annekterede Krim-halvø med kort afstand til Odessa.
Situationen lige nu er, at Rusland har alt klart til et militært fremstød over grænsen til Ukraine – i nord, mod øst og mod syd. Noget af det, som militæranalytikere lægger til grund for vurderingen, er tilstedeværelsen af hospitalstropper, hvilket indikerer parathed til krig og til at tage sig af sine sårede og døde.
Parlamentets anbefaling til Putin om at anerkende de selvudnævnte republikker i Østukraine rummer en faretruende eskalationsmulighed. Putin skal ikke følge Dumaens opfordring og kan vælge at sidde den overhørig – men det kan også være anledningen at sige, at Rusland er forpligtet til at beskytte de russisktalende i Østukraine.
Anerkender Rusland formelt separatistrepublikkerne, vil krisen eskalere dramatisk. Den hårdtprøvede våbenhvile i området reguleres af Minsk-2-aftalen fra 2015, og denne vil falde til jorden automatisk ved en russisk anerkendelse.
Minsk-aftalen og processen omkring den tolkes væsensforskelligt i Moskva og i Vesten. For Moskva er det en dialog mellem den ukrainske regering i Kijev og de to østlige områder, hvor Rusland, Tyskland og Frankrig er fødselshjælpere. For os andre er det en dialog mellem Kijev og Moskva, som Berlin og Paris medierer i. I Minks-processen har man på syv år ikke opnået meget – en stabil frontlinje med en porøs våbenhvile samt fangeudvekslinger er, hvad man kan bryste sig af til dato. Det, der udestår, er regionernes fremtidige status under den ukrainske forfatning, lokalvalg og reetablering af Ukraines kontrol over den østlige grænse til Rusland. Men anerkender Rusland de to republikker, er Minsk-processen død.
Og det er helt tydeligt, at man fra Moskvas side nu vil bruge den anspændte situation til at få indrømmelser i Minsk-processen. Man siger lige ud, mens Scholz sad ved Putins lange, hvide bord, at får vi ikke det, så tager vi selv. Putin kaldte situationen i Donbass i det østlige Ukraine for et folkedrab - en farlig anklage, der ikke deeskalerer.
Moskvas opfattelse vil da være, at verden har fået to nye selvstændige stater og Vesten skal tage stilling til, om det er en invasion, der skal følges op af nogle af de hårde sanktioner, man har talt om længe? Ukraine vil de facto miste land – kan man acceptere det uden at forsvare sig? Og hvis Ukraine går i offensiven militært for at genindtage området – hvad vil Ruslands svar så være? Allerede i sidste uge bad én af separatistlederne om 30.000 russiske soldater som hjælp til at forsvare sig.
Vesten – og i særdeleshed USA og Storbritannien – har længe råbt ”Ulven kommer” om en russisk invasion. Den militære analyse fejler intet. Rusland kan med et fingerknips sætte den i gang. Men hvad vil Putin i sidste ende? Og hvad vil stille ham tilfreds?
I den nuværende situation har Putin opnået meget allerede. Ukraine er i krig bortset fra, at der ikke er krigshandlinger. Økonomien lider voldsomt under det pres, der nu har været i måneder. Ingen udenlandske investorer vil overveje at se landets vej. Og Putin har en række mulige forhandlingsspor med Vesten, som han kan prioritere og forsætte ad diplomatiets vej.
Inden Scholz besøgte Putin, var han i Kijev for at tale med landets præsident, Volodimir Zelenskij. Deres fælles pressemøde bar ikke præg af en fælles dagsorden. Scholz sagde, at der jo ikke var aktuelle forhandlingsforløb med Kijev om Nato-medlemskab. Zelenskij sagde, at Ukraines mål er Nato-medlemskab. Det så Putin naturligvis, og han kunne konkludere, at Scholz næppe er manden, der kan levere et passende kompromis. Han vil have sat en stopper for Zelinskijs krav om Nato-medlemskab. Hvis ikke på den ene måde, så på en anden. Og det var også den besked, Scholz fik ved det fælles pressemøde med Putin i Kreml.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.