Prøv avisen

Putin stopper adoptioner til amerikanske forældre

Putin underskriver anti-adoptionslov Foto: Nikolsky Alexei

Det omdiskuterede lovforslag om, at amerikanere ikke må adoptere russiske børn, bærer nu Putins navnetræk

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fredag skrevet under på et omdiskuteret lovforslag, der forbyder amerikanske familier at adoptere russiske børn.

Lovforslaget træder ifølge Kreml i kraft 1. januar. Det er hævn for en amerikansk lov, der straffer de russiske myndigheder, som har været involveret i den russiske advokat Sergej Magnitskijs død i fængslet i 2009.

I Washington beklager Patrick Ventrell, talsmand for USA's udenrigsministerium, den russiske beslutning.

Den er "politisk motiveret", siger han.

En magtfuld rådgiver i Kreml oplyser, at godt et halvt hundrede russiske børn, der skulle have været bortadopteret til amerikanske forældre, nu vil få nye russiske forældre som følge af præsidentens underskrift.

- Der er 52 børn, hvis adoption er verserende. Jeg regner med, at de kan adopteres i Rusland, siger Putins repræsentant for børnerettigheder, Pavel Astalkhov, til nyhedsbureauet Interfax.

Samtidig har en russisk domstol fredag frikendt en tidligere højtstående fængselsembedsmand for uagtsomhed i forbindelse med Magnitskijs død i fængslet.

Episoden udløste dengang en diplomatisk krise i forholdet til USA.

Dommeren erklærer Dmitrij Kratov, der var vicechef i Butirka-fængslet, for uskyldig. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe Magnitskij, siger dommeren.

Beslutningen var ventet, efter at anklagere tidligere på ugen sagde, at Kratov skulle frifindes, fordi der ikke var nogen sammenhæng mellem hans handlinger og Magnitskijs død.

Kratov var den eneste myndighedsperson, der forblev tiltalt for Magnitskij død, som hans tilhængere siger blev iværksat af topembedsmænd, efter at advokaten opdagede skattesvindel på højt niveau.

Magnitskij skæbne afstedkom international forargelse og førte til vedtagelse af en amerikansk lov, der sortlister de russiske embedsmænd, som angiveligt har været involveret i Magnitskijs død.