Med Sovjetunionens sammenbrud for godt tre årtier siden troede mange, at det liberale demokrati havde vundet en endelig sejr. Politologen Francis Fukuyama talte om "Historiens afslutning", og krig og territoriale konflikter i Europa skulle høre fortiden til.
Hvis denne forestilling længe har været flosset, blev den revet fuldstændig i stykker, da det russiske parlament i aftes stemte for at give præsident Vladimir Putin magt til at sende russiske soldater ind i Østukraine. Forud for den russiske beslutning om at bruge militær magt mod det østeuropæiske land anerkendte Putin mandag aften de to områder i det østukrainske Donbass, som siden 2014 har været besat af russisk-støttede separatister, som selvstændige republikker.
"Jeg anser det for nødvendigt at træffe en beslutning, der burde være truffet for længe siden, straks at anerkende Folkerepublikken Donetsks og Folkerepublikken Luhansks uafhængighed og suverænitet," sagde Putin i en tv-transmitteret tale, hvor han gentog tidligere påstande om, at Ukraine ikke har sin egen statstradition, men "historisk set" har tilhørt Rusland.
Han beskyldte Vesten for at have ignoreret Ruslands krav om at udelukke Ukraine fra Nato-medlemskab og for at forsøge at "inddæmme" Rusland som en genopstået global magt.
"I ønskede ikke, at vi skulle være venner, men I behøvede ikke at gøre os til fjender,” lød det usædvanligt følelsesladet fra Putin til Vesten, som om han "lettede 20 års smerte fra sit bryst og slog igen", bemærker britiske BBC i en analyse.
Krigen mellem separatisterne og den ukrainske hær har kostet mindst 14.000 mennesker livet og drevet to millioner på flugt og frygtes nu at udvikle sig til en storkrig, mens Vesten febrilsk leder efter en passende reaktion og forsøger at forudse Putins næste træk.
"Putin forsøger at ødelægge Ukraine," siger den amerikanske historiker og forfatter Anne Applebaum.
"Han mener, at selve Ukraines eksistens som et suverænt, demokratisk frit land, der stræber efter at blive integreret i Europa, er en grundlæggende udfordring for hans autokratiske, kleptokratiske regime og for ham personligt,” siger Applebaum, som har forsket i Sovjetunionens historie og blandt andet udgivet bogen "Rød Sult" om den sultkatastrofe, som Stalin påtvang ukrainerne.
Rusland har altid ekspanderet
Putin har langt større ambitioner, mener Per Stig Møller, som var udenrigsminister for De Konservative fra 2001 til 2010.
"Putin vil genskabe Storrusland. Rusland har lige siden begyndelsen af 1700-tallet ekspanderet, og når de har tabt land, de havde fået inddraget, fik de erobret det tilbage ved senere lejligheder. Det er en 300 år gammel strategi, som han kører videre med. Der var Peter den Store, Katharina den Store, og nu har vi også Vladimir den Store," siger han om Putin.
Med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 mistede Moskva kontrollen over Belarus og Ukraine. Belarus har Rusland igen fået kontrol med, påpeger Per Stig Møller.
"Ved at kontrollere de to fortrinsvis russisk-talende provinser i det østlige Ukraine har Putin sikret sig, at Ukraine ikke kan blive medlem af Nato eller EU, for de optager ikke lande med uafklarede grænser og indre splittelse,” siger han og tilføjer, at Putin gjorde det samme, da han i 2008 gik ind i Abkhasien og Sydossetien i Georgien.
Ved at angribe Ukraine løber Putin kun ind i økonomiske sanktioner, ikke militære, påpeger Per Stig Møller.
"Kan han få destabiliseret Ukraine, så de ikke vælger endnu en vestligt orienteret præsident, vil han have kontrol med landet. Der kan være grænser for, hvor længe en vestligt orienteret regering kan holde, når Ukraine ikke oplever, at Vesten kommer til hjælp," siger han.
En blod og jord-taktik
Putin er drevet af en sans for brutale nationale interesser, magtbegær og en vilje til at løbe geopolitiske risici, der overstiger hans modstanderes forventninger. Det mener Mark Medish, som er tidligere rådgiver for Bill Clinton, USA's præsident i perioden 1993-2001. Den russiske præsident fremfører en bagudrettet fortælling med fokus på "blod og jord" i en tid, hvor de fremadrettede fortællinger om universelle værdier har mistet en vis troværdighed, mener Mark Medish.
"Putin har været ganske dygtig til at spille dette langvarige spil. Vesten må også forstå, at vi i de sidste 20 år, hvor Putin har været ved magten, har lignet lidt af et rod, i hvert fald i forhold til vores rivaler som Rusland og Kina," siger Mark Medish og peger på USA's mislykkede krig i Irak; den finansielle nedsmeltning i 2008-9; Brexit og fremkomsten af "illiberale demokratier" i Ungarn og Polen; kaos under Donald Trumps præsidentperiode og USA's ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan.
"USA's og EU's ledere har en naiv tendens til at afspille gamle kassettebånd fra 1990'erne, som om intet af alt dette har fundet sted. Vi er nødt til at tage os sammen for at opnå troværdighed og legitimitet," siger han.
"Putins verdenssyn har intet at tilbyde vores fælles fremtid, men han har helt klart evnen til at ødelægge nutiden," tilføjer Mark Medish.
Et sikkerhedssystem i ruiner
Den historiske baggrund for konflikten er, at Vesten efter den kolde krig stod over for to udfordringer: At give sikkerhed til de lande, som havde været en del af østblokken, og at få Rusland integreret i det europæiske sikkerhedssystem. Det påpeger Flemming Rose, chefredaktør for Frihedsbrevet og tidligere korrespondent i Moskva:
"Vi lykkedes delvist med den første opgave, men fejlede spektakulært med den anden," siger han.
Man valgte at holde fast i Nato og EU som bærende institutioner i Europa, hvad der dengang forekom at være fornuftige grunde til. Men Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), som Rusland håbede ville blive en bærende struktur, blev marginaliseret.
"Det skabte den meget unaturlige situation, at man havde en traditionel stormagt, som havde været en del af det europæiske statssystem i flere hundrede år, som pludselig ikke længere sad med ved bordet, når de vigtigste beslutninger om fred og sikkerhed i Europa blev truffet," siger Flemming Rose om Rusland.
"Det kunne ikke blive ved, og nu ligger den europæiske sikkerhedsorden i ruiner," mener han.
Russerne beskylder Vesten for hykleri i forhold til Ukraine, påpeger Flemming Rose.
"De siger, at de blot gør det samme, som vi selv har gjort, da Nato greb militært ind på Balkan uden et FN-mandat, og mange vestlige lande anerkendte Kosovos uafhængighed, sådan som Rusland nu anerkender Donbass og i 2008 anerkendte Abkhasien og Sydossetien,” siger han.
Nato-landene gik ind for at stoppe serbiske overgreb i Kosovo, understreger han, og det er noget vrøvl, når Putin nu taler om et folkedrab i det østlige Ukraine.
“Men det illustrerer det problem, at Nato i den bedste sags tjeneste har truffet beslutninger, som bider os i enden, fordi Rusland nu kan henvise til de samme principper, selvom situationen er en helt anden," siger han.
Ifølge Flemming Rose er toget kørt for et kompromis, i og med at Rusland har indledt en militær operation i Ukraine, og det gør en diplomatisk løsning mindre sandsynlig på nuværende tidspunkt. Men indtil for nogle dage siden kunne et moratorium - en lovfæstet udsættelse - på en Nato-udvidelse med Ukraine have været et kompromis.
"Ikke mindst fordi alle i Nato bag lukkede døre erkender, at Ukraine ikke bliver medlem af Nato de første 10-15 år og måske aldrig bliver det. På den måde kunne man være kommet Moskvas erklærede bekymringer i møde ude at give afkald på det fundamentale princip om, at Natos dør forbliver åben," mener han.
Vesten skal dog ikke frygte en Tredje Verdenskrig mellem Rusland og Nato, vurderer Per Stig Møller.
"Jeg tvivler på, at Rusland vil gå ind i de baltiske lande. Det ville betyde krig med Nato. Jeg gik i sin tid kraftigt ind for at få Ukraine med i Nato og EU ligesom de baltiske lande. Vi vidste, at den russiske revanchisme ville komme. Men vi tabte slaget om at få Ukraine med, og resultatet ser vi nu," siger han.