Må man blande idræt og politik? Et ofte gentaget spørgsmål, hvor man ofte søger svaret nej, men realiteterne er, at er der prestige nok på spil samtidig med et stærkt element af international konflikt, så finder sport og politik sammen.
I Vesten debatteres det heftigt, hvilken politisk markedsføringsgevinst det vil være for Vladimir Putin, hvis vestlige politiske ledere tropper op på de russiske fodboldstadioner, nu da VM-slutrunden i fodbold sparkes i gang i Moskva i eftermiddag. Politisk stilles den russiske præsident ikke stærkere af et VM på hjemmebane, men han håber at opnå et politisk momentum, så de store problemer, Rusland har bygget op de senere år, kan finde løsninger.
Nazisternes Olympiske Lege i Berlin i 1936 ses som arketypen på sammenblanding af idræt og politik og et regimes markedsføring af sine idealer; i dette tilfælde genrejsningen af Tyskland oven på nederlaget i Første Verdenskrig baseret på Hitlers nazistiske ideologi.
Siden så vi blandt andet en amerikansk ledet boykot af OL i Moskva i 1980 på grund af Sovjets invasion i Afghanistan. De Olympiske Lege i Moskva blev alligevel en sportslig succes, men gjorde ikke det kommunistiske regime noget godt – i stedet blev det indledningen til det årti, der førte til Sovjetunionens sammenbrud.
Dette års VM-slutrunde i fodbold adskiller sig på mange måder fra de historiske forlæg. Der er ingen ideologi i spil – allerhøjst en anelse nationalistisk fernis. Naturligvis er det et prestigeprojekt, og hvis man vil forstå, hvad Putin skal bruge det til, er det nyttigt at se på kronologien.
Rusland og Putin personligt førte en stærk kampagne for at få tildelt værtsskabet i 2010. Da Rusland beslutter sig for at byde på VM sidst i 2000’erne, er landet under Putins ledelse på toppen: Økonomien har haft næsten et årti med høj vækst, militæret er genrejst, og ved EM i 2008 spiller Rusland det bedste foldbold siden 1980’erne.
I dag er situationen en anden: Økonomien halter, fattigdommen stiger, Rusland er ramt af vestlige sanktioner, og landsholdet kan ikke sparke til en bold.
VM i fodbold skal først og fremmest vise verden, at Rusland kan. VM spilles over et stort geografisk område på 12 forskellige stadioner – fra Sankt Petersborg i nord til Sotji ved Sorte-havet i syd, fra Kaliningrad ved Østersøen i vest til Novosibirsk midt i Sibirien i øst og med muslimske Kasan med i puljen også.
Verden skal se, at Rusland kan, og russerne skal se, at Rusland kan. Af samme grund får vi ikke set det fjerneste til de russiske hooligans som ved VM-slutrunden i Frankrig sidst. Byerne uden for Moskva og Sankt Petersborg vil komme til at opleve en indflytning af turister i et omfang, som disse byer aldrig har prøvet før. Mislydene i afviklingen af turneringen kan allerhøjst komme der, hvor det russiske bureaukrati spænder ben for sig selv i den store logistiske øvelse, landet står over for.
Politisk har Putin, siden han i marts blev genvalgt som præsident, slået en ny retorik an og viser tegn på en kursændring. Om den er bæredygtig i længden, kan man betvivle, men den vil præge de politiske udmeldinger denne sommer.
Putin og Kreml har hidtil officielt trukket på skuldrene af Vestens økonomiske sanktioner og fralagt sig medansvar for disse. Men på det seneste har præsidenten i vestlige medier været åben om, at de gør ondt, og han har sammensat en regering, der efter russisk målestok kan begynde at gøre noget ved økonomien. I modsætning til under OL i 1980 er der en krisebevidsthed politisk og en forhåbning om at slippe af med nogle af sanktionerne, ikke fra USA, men fra Europa.
De europæiske sanktioner kræver i modsætning til de amerikanske, at EU-landene løbende genbekræfter dem. Til marts næste år forlader Storbritannien EU, og styrkeforholdet forskubber sig i unionen mod sydøst, hvor den nye italienske regering har afskaffelse af sanktioner højt på dagsordenen. Er ét EU-land imod, bortfalder sanktionerne. Det kræver et figenblad af politiske fremskridt i Minsk-fredsaftalen for Østukraine. Der er i øjeblikket stigende aktivitet i de forskellige diplomatiske fora om Ukraine, og Putin har advaret den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, mod at eskalere konflikten i Østukraine under VM, og de to har for første gang i lang tid talt i telefon med hinanden om en mulig fangeudveksling.
Hvis Europas sanktioner mod Rusland om et par år kun er symbolske og har fjernet sit økonomiske indhold, så har VM i fodbold politisk været en succes for Kreml. Men først og fremmest skal vi og russerne nu se, at Rusland kan.
Jens Worning er tidligere dansk general- konsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.