Putins globale indflydelse betales af befolkningens levefod

Ruslands præsident Vladimir Putin har udsigt til nye geopolitiske sejre i 2019, men både han og den russiske befolkning er forsat defineret af Ukraine-konflikten, der i år har fem års jubilæum

Indenrigspolitisk har russerne for femte år i træk udsigt til faldende købekraft trods vækst i bruttonationalproduktet, og de sociale uligheder i Rusland vil øges igen i 2019. Arkiv.
Indenrigspolitisk har russerne for femte år i træk udsigt til faldende købekraft trods vækst i bruttonationalproduktet, og de sociale uligheder i Rusland vil øges igen i 2019. Arkiv. Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix.

Krim, krigen i Østukraine, nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH-17, sanktioner og fødevareembargo. Alt dette var de store overskrifter i 2014 for fem år siden, da Ukraine-konflikten eksploderede, og de fem år har på alle måder været definerende for Ruslands nuværende position i verden og for russisk økonomi. Det kommer også til at gælde for 2019.

Indenrigspolitisk har russerne for femte år i træk udsigt til faldende købekraft trods vækst i bruttonationalproduktet, og de sociale uligheder i Rusland vil øges igen i 2019. Nytårsdag trådte en momsstigning fra 18 til 20 procent i kraft, og den er som pensionsreformen en synlig indikator på den økonomiske situation, som russerne i stigende grad mener, at præsident Vladimir Putin er personlig ansvarlig for.

Når den økonomiske vækst ikke kommer den brede befolkning til gavn, skyldes det for det første udsigten til et nyt oprustningskapløb og for det andet behovet for at holde hånden under de store aktører i russisk økonomi.

Før Ukraine-krisen begyndte, havde den uhomogene forsamling af russiske oligarker og landets større virksomheder i stigende grad spredt deres interesser globalt og særligt i Europa, og det russiske erhvervsliv var internationaliseret i en grad som ingensinde før de seneste hundrede år. Samtidig var deres uafhængighed af den russiske regering i Kreml betydeligt større end i dag.

Det ændrede sig med de vestlige sanktioner i forbindelse med Ukraine-krisen. En sideeffekt af sanktionerne har været, at flere oligarker blev ramt direkte, og de, der ikke allerede er blevet ramt, er i stigende grad nervøse for at blive det. Den russiske regerings svar på sanktionerne har været at knytte oligarkerne tættere til sig ved sikre dem deres position. Det er sket ved brug af statens finanser på bekostning af den brede befolkning.

Resultatet i dag er, at Rusland er en styrket magt. De sanktioner, der skulle ramme Putins inderkreds, har ramt bredt og har fået større grupperinger til at vise fuld loyalitet over for Kreml. Rusland har – mens Trump trækker USA fra nogle af verdens brændpunkter, og de store magter i Europa (Tyskland, Frankrig og Storbritannien) alle er præget af ledelses- eller reformkriser – øget sin evne til at udøve global magt.

Putin har udsigt til at konsolidere sin internationale indflydelse i 2019, og han vil søge konkrete resultater i Ukraine, Syrien og formodentligt også steder som Libyen. Forholdet til USA er for indeværende stort set opgivet, mens man forventer at undgå en optrapning af sanktionskrigen med EU.

I Ukraine er der i år både præsidentvalg og parlamentsvalg, og der er udsigt til kaotiske politiske forløb: Rusland vil blande sig og øve indflydelse på processen. USA med præsident Trumps ”America first”-politik ser Ukraine som et europæisk problem, ikke et amerikansk, så Trump kommer ikke til at stå stærkt i vejen for russisk indblanding i de ukrainske valg. En militær eskalering mellem Rusland og Ukraine kan ikke udelukkes i 2019. Det kan der være indenrigspolitiske interesser i på begge sider.

Trumps tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Syrien indebærer, at den russiske regering tror på, at man nu kan cementere den syriske præsident Bashar al-Assads position og legitimitet og dermed også sin egen indflydelse frem mod præsidentvalget i Syrien i 2021.

I Libyen har Rusland – uden den store opmærksomhed – engageret sig militært på general Khalifa Haftars side (Haftar kæmper mod den FN-støttede koalitionsregering), hvilket vil forsætte i 2019. Libyen kan udvikle sig til et ”Syrien II” i geopolitisk forstand for Rusland.

Og i forrige uge testede Putin det nye overlydsmissil, Avangard. Det indvarsler for 2019 kampen om ny atomoprustning og kampen om nedrustningstraktaten for mellemdistancemissiler, INF, som USA er ved at opgive, Rusland misligholder, og europæerne forsøger at holde krampagtigt fast i.

2019 er ikke blot fem-året for Ukraine-krisen. Det er også 30-års jubilæum for Berlinmurens fald, det stærkeste symbol på den kolde krigs afslutning. Fredag før nytår annoncerede den russiske regering, at den nu er færdig med at bygge den mur på Krim, der i russisk optik er grænsen mellem Ukraine og Rusland ved Krim. Muren er betalt af de russiske skatteborgere og pensionister, der nu igen skal yde ofre, for at Rusland kan udøve global, geopolitisk magt.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.