Putins globale teater skjuler Ruslands europæiske problem

Rusland fremstår ved årtiskiftet udenrigspolitisk potent med styrket indflydelse i Mellemøsten og Afrika, et stadig tættere samarbejde med Kina og nye missiler. Men Rusland kan ikke klare sig uden Europa

Putin og den russiske ledelse har helt tabt troen på, at regler og håndslag kan tilgodese Ruslands interesser, og i stedet handler landet uden idealisme. Arkivfoto.
Putin og den russiske ledelse har helt tabt troen på, at regler og håndslag kan tilgodese Ruslands interesser, og i stedet handler landet uden idealisme. Arkivfoto. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix.

Rusland går ind i 2020’erne med en udenrigspolitisk kurs, der er slebet til gennem de sidste 10 år og har vundet Rusland ny, global indflydelse, men også stødt naboer fra sig og gravet en sikkerhedspolitik kløft mellem Rusland og Europa. Det seneste årti har den russiske ledelse helt tabt troen på, at en regelbaseret verdensorden kan tilgodese Ruslands interesser. I stedet har man udviklet en adfærd med visse faste søjler.

På atomvåbenområdet byggede de to dominerende magter, USA og Sovjetunionen, de sidste årtier af den kolde krig en række våbenkontrol- og nedrustningsregimer, men da verden ikke længere domineres af disse to lande, udhules aftalerne i disse år, og i 2019 måtte vi tage afsked med INF-traktaten for mellemdistance raketter, der særligt gav Europa mere sikkerhed.

Ruslands modsvar har været en modernisering af sit atomvåbenprogram, og i december præsenterede russerne det hypersoniske Avangard-missil, som med den russiske præsident Vladimir Putins ord betyder, at Rusland nu er teknologisk førende, og at resten af verden er udfordret i at indhente Rusland. En forandring fra tiden under Sovjetunionen, hvor våbenkapløbet bestod i, at Sovjet forsøgte at indhente Vesten teknologisk.

Avangard er den direkte årsag til USA’s nye, geografiske interesse for Grønland, fordi USA ikke har et modsvar til det nye missil og i øvrigt længe har været bekymret for en del andet russisk militærudstyr, undervandsbåde eksempelvis, i Arktis og Nordatlanten. Udstyr, som viser, at Ruslands erstatning for en regelbaseret verdensorden mod nord er oprustning i traditionel koldkrigsstil.

I Mellemøsten og Afrika ser man en bredere tilgang med en nogetfornogetpolitik. For fem år siden stod Rusland relativt svagt i Mellemøsten, i dag dominerer man dagsordenen i Syrien, er politisk mægler mellem ulige parter i regionen og den, alle kan tale med. Man har indgået aftaler med Saudi-Arabien om at bygge atomanlæg, man laver aftaler om olieproduktion og taler om fælles investeringsprogrammer. Rusland og Kina indledte desuden i juledagene en firedages flådeøvelse med Saudi-Arabiens regionale ærkefjende, Iran. Og, hvor Tyrkiet og Rusland har udviklet en fælles balancegang i Syrien mellem modstridende interesser, kan tyrkiske soldater i 2020 blive indsat til forsvar for den FN-støttede regering i Libyen mod general Khalifa Hafta, der råder over russiske lejesoldater.

Rusland går til verden uden idealisme. Hvor man har fælles interesser med et andet land, laver man aftaler, mens man kan være i endda blodig konflikt med samme land på andre områder. Og når man ikke kan gå i krig på egen hånd, bruger man i stigende grad lejesoldater, så Kreml ikke formelt kan stilles til ansvar.

Kina kunne i stigende grad ligne en alliancepartner. Parterne blev i 2019 enige om, at samhandlen mellem de to skal fordobles frem mod 2024, og Kina investerer i Rusland, men under glansbilledet ligger en række interessemodsætninger og det faktum, at Kina er Rusland økonomisk overlegent.

Et nyt atomkapløb, en ”nogetfor-noget”-tilgang til andre lande og en regelbrydende adfærd vil forsætte med at dominere russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i det kommende årti, men den udfordres af sandsynligheden for en lav økonomisk vækst. Den russiske økonomi ventes at vokse under verdensniveau – i 2013 stod Rusland for tre procent af den globale produktion. Den andel ventes i 2024 at være faldet til 1,7 procent ifølge det amerikanske finans- og erhvervsnyhedsbureau Bloomberg.

Den russisk-kinesiske samhandel udgør mindre en tredjedel af Ruslands samhandel med EU. Russisk økonomi kan kun vokse sig stærkere i et tættere samarbejde med EU, men et uidealistisk Rusland kan aldrig løse de konflikter med Europa, der har vokset sig større og større det seneste årti.

Ikke mindst om Ukraine, hvor julens krigsfangeudveksling i Østukraine ikke skaber fred i regionen, selvom den isoleret set udgør den væsentligste deeskalering under hele krisens forløb. Rusland afviser stadig at bidrage med de nødvendige kompromisser om afvæbning af separatisterne, demokratiske lokalvalg og Ukraines generhvervelse af kontrol med egen grænse til Rusland

Relationerne mellem Europa og Rusland kan kun normalisere ved at bygge på fælles principper og regler – og Rusland går ind i det nye årti uden andre principper end dem, der vurderes at være i den russiske stats interesse.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.