Vladimir Putin sad som en anden mafiaboss med spredte ben, hænderne utålmodigt trommende på lænestolen, hvis han da ikke tog sig irriteret til panden. Aleksandr Lukasjenko sad underdanig og i en bedende positur mod Putin, når han da ikke artigt tog noter af dennes visdomsord og ordrer. Hierarkiet mellem Ruslands præsident og Hvideruslands præsident var sat, og den offentlige ydmygelse af Lukasjenko i gang.
Da Lukasjenko i mandags blev modtaget af Putin i dennes sommerresidens, var det Lukasjenkos første officielle udenlandske besøg, siden han ved en internationalt kritiseret valghandling den 9. august blev genvalgt til præsident i Hviderusland – en post, han har haft siden 1994. Mødet fandt sted i den russiske ferieby Sotji, og selvom det foregik mellem de to længst regerende ledere i Europa og mellem to slaviske broderlande, var der intet af et statsbesøgs pomp og pragt over modtagelsen af Lukasjenko, der i lufthavnen blev mødt af den lokale guvernør for Krasnodar-regionen. Det protokolmæssige signal her var, at Lukasjenko af status ses på linje og ikke over en russisk regional politisk leder, og at Hviderusland i Kremls optik er at sammenligne med en russisk region. Og det er netop Putins plan.
Efter fire timer var samtalen ovre, og med sig hjem fik Lukasjenko et russisk statslån svarende til 9,4 milliarder kroner mod et løfte om at gennemføre forfatningsændringer. Den hviderussiske oppositions primære kandidat, der fik lov til at stille op af Lukasjenko ved valget i august, Svetlana Tikhanovskaja, udtrykte dels sin skuffelse over, at Putin mødtes med usurpatoren fremfor at gå i dialog med den hviderussiske opposition, og dels meddelte hun den russiske præsident, at statslånet måtte anses som et privat lån til Lukasjenko, ikke et lån, som den hviderussiske befolkning eller stat kan holdes ansvarlig for.
Mødet viste, at nok gav Putin Lukasjenko en livline, men en betinget én af slagsen.
Sagen er, at Europa efter mødet i Sotji står med en kolossal udfordring. Lukasjenko har lovet forfatningsændringer i otte år, men syltet løftet lige siden. Med sin milliardcheck har Putin fået lovning på, at der kommer en russisk håndskrift på forfatningsændringerne i Hviderusland, så den tidligere sovjetrepublik knyttes stærkere til Rusland og reelt bliver en russisk region. Det vil af indlysende grunde ikke gavne den hviderussiske protestbevægelse og opposition, der kræver løsladelse af politiske fanger, et frit og fair nyvalg til præsidentposten og derefter en ny forfatning – som det sidste og ikke som det første.
Putin havde næppe nogen klar plan, før Lukasjenko mødte op i Sotji, og stærkmandsspillet gik i gang. Det spil vandt Putin med hele verden som publikum, og lige nu har han om ikke en plan, så en tydelig skitse, for hvad han vil med både Hviderusland og Lukasjenko. Først en ny forfatning, som han selv får maksimal indflydelse på. Derefter vil det i Kreml blive en overvejelse, om Lukasjenko så ikke skal på pension til fordel for en loyal ”apparatjik”, en systemets og Moskvas mand, så ”magtens vertikal”, der er Moskvas styreform i forhold til de russiske regioner, lægges ned over Minsk. Og den skitse vil den russiske præsident følge og udvikle, mens han betragter, hvordan protesterne i Hviderusland udvikler sig – og tilpasse sine næste skridt derefter.
Derfor er det entydigt i EU’s interesse at søge indflydelse på de kommende forfatningsændringer i Hviderusland. EU bør bevæge sig fra principielle erklæringer til aktiv realpolitik, hvor man på den ene side accepterer, at der bliver russisk indflydelse på den nye forfatning, men samtidigt få kompromiser fra både Putin og Lukasjenko, som øger pluralismen i hviderussisk politik og ikke overlader Hviderusland til Putins ”styrede demokrati”.
Spørgsmålet er, om man har indset det i Bruxelles, eller om man kommer for sent til historiens tog.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.