Rådgiver: Ukraine har mistet mellem 10.000 og 13.000 soldater

Højtstående præsidentrådgiver siger til ukrainsk tv, at mellem 10.000 og 13.000 soldater er dræbt i krigen.

Ukraines væbnede styrker har mistet et sted mellem 10.000 og 13.000 soldater i krigen med Rusland indtil nu.

Det siger den højtstående præsidentrådgiver Mykhailo Podoljak til ukrainsk tv torsdag. Det skriver Reuters.

Ukraine har hidtil været tilbageholdende med at give oplysninger om dræbte og sårede.

De væbnede styrkers øverstbefalende, Valeriy Zaluzhniy, blev i august citeret for, at 9.000 ukrainske soldater var blevet dræbt indtil da.

Tidligere i denne måned sagde den øverste general i det amerikanske militær, at USA anslår, at omkring 100.000 russiske og omkring 100.000 ukrainske soldater er blevet dræbt eller såret i krigen.

Det amerikanske militærs stabschef, general Mark Alexander Milley, sagde også, at omkring 40.000 civile er blevet dræbt i konflikten.

Disse tal for dræbte og sårede var de hidtil højeste, som er blevet citeret af vestlige ledere.

FN har advaret om, at tal fra parter, som er involveret i krig, er upålidelige.

General Milley sagde, at mellem 15 og 30 millioner mennesker er gjort til flygtninge som følge af krigen.

FN har registeret 7,8 millioner flygtninge fra Ukraine i Europa. Dette dette tal omfatter ikke internt fordrevne.

/ritzau/Reuters