Tysk skærpelse af lov om seksuelle overgreb støder på nye opfattelser af kønsroller

Skærpelsen af loven om seksuelle overgreb i Tyskland er et tilbagefald til de tider, da man anså kvinden som uskyldigt pus, der skælver ved mandens udfarende begær, skriver Anders Raahauge

Den nye lov forekommer nogle for slap og andre for striks, og det taler vel for, at den rammer nogenlunde rigtigt, mener Tanja Rest, redaktør ved Süddeutsche Zeitung. Her en demonstration i Köln, hvor kvinder blev udsat for overgreb nytårsnat.
Den nye lov forekommer nogle for slap og andre for striks, og det taler vel for, at den rammer nogenlunde rigtigt, mener Tanja Rest, redaktør ved Süddeutsche Zeitung. Her en demonstration i Köln, hvor kvinder blev udsat for overgreb nytårsnat. Foto: Roberto Pfeil/AFP.

Den tyske forbundsdag vedtog, som omtalt her i avisen, i sidste uge en tydelig skærpelse af loven om seksuelle overgreb. Nu er de ikke kun strafbare, hvis offeret har sat sig aktivt til modværge.

Mere diskrete tegn på manglende samtykke er tilstrækkelige: ord, gestus, alt, som kan ses eller høres. Fremturer gerningsmanden, straffes han fremover med op til fem års fængsel. Det bliver også strafbart at befamle kvinder i det offentlige rum, og for at gøre sig strafbar vil det fremover være tilstrækkeligt at være del af en gruppe, hvor andre har forulempet.

Loven er altså et svar på de mange seksuelle overgreb fra grupper nytårsnat i Köln.

Tanja Rest er redaktør på Süddeutsche Zeitung, og hun hilser helhjertet den nye lov velkommen. Debatten forud har været intens, konstaterer hun, ikke blot i medierne, men også i de mange små hjem. Hun håber, at meningsudvekslingen har betydet, at mange nu forstår, ”at et greb i bagdelen ikke er et kompliment, og et nej ikke er et måske”.

Læs Tanja Rests kommentar i Süddeutsche Zeitung her

Modstanderne af loven har især fremført tre argumenter, hvoraf et er sludder, et andet ubehageligt og et tredje værd at tage alvorligt.

Det er sludder, mener Rest, at strikse definitioner af upassende adfærd vil få dræbende virkning på erotikkens svævende, irrationelle trylleri.

”For en seksualitet, der er tilfredstillende for begge parter, forudsætter nu engang enighed og gensidig tillid. Ved sadomasochismen er det tilmed almindeligt på forhånd at nedfælde de forbudte, seksuelle handlinger, uden af deltagernes lyst deraf går fløjten.”

Det ubehagelige argument er fremført af feminister, der mener, at man nu juridisk definerer kvinden som passiv stakkel, truet af mandens aktive drift.

Der er desværre noget om det, skriver Rest. Feminismen opfatter jo den kvindelige lyst som aktivt udfarende og selvbestemmende, og nu fremstår kvinden atter som et væsen, der skal beskyttes.

Men det nytter ikke; uanset sådanne diskussioner har kvinden brug for lovens beskyttelse.

Dilemmaet er det samme, som hjemsøger kønskvoter: Med stor selvbevidsthed ønsker kvinder lederstillinger, men kønskvoteringens tvang er ofte nødvendig for at sikre dem posten.

Begge dele er bitre nødvendigheder, som man simpelthen bare må acceptere, mener Rest.

Det tredje punkt er penibelt og grunden til, at kvinder ikke rigtig kan juble over den nye lov. Hvordan skal offeret bevise, at hendes modstand blev registreret? Når den kun behøver være diskret, kan det ikke udelukkes, indrømmer Rest, at der kan komme falske beskyldninger og måske – når der fremover kun skal så lidt til for en domfældelse – også uretfærdige domme.

Men det vil bero på et skøn, sådan som det gælder for samtlige strafferettens områder, understreger hun.

Den nye lov forekommer nogle for slap og andre for striks, og det taler vel for, at den rammer nogenlunde rigtigt, mener Tanja Rest. Den er formuleret ”under indtryk af nytårsnatten i Köln og den heftige, offentlige debat, men ikke korrumperet af den. Alternativet havde været status quo. Og det kan ingen i ramme alvor ønske.”

Redaktør ved Spiegel Online og forfatter Jan Fleischhauer karakteriserer den nye lov som den første juridiske manifestation af tømmermændene oven på den såkaldte velkomstkultur, som trivedes i nogle kredse ved de mange flygtninges ankomst til Tyskland i efteråret 2015.

Læs Jan Fleischhauers indlæg i Spiegel Online her

Han bemærker syrligt, at forbindelsen til begivenhederne i Köln sjældent nævnes direkte, selvom loven er en skræddersyet reaktion. I stedet fejres den af sine tilhængere med sloganet: ”Nej betyder nej”, en art trylleformular, som skal løse de nye problemer, mener Fleischhauer.

”Men magi fungerer kun dårligt ud fra en retsstats betingelser, medmindre man tilkender den forurettedes ord magisk beviskraft.”

Man kommer stadig ikke uden om at skulle bygge fremtidens sager på en anmeldelse, og dens påstand skal stadig underbygges af en art beviser.

Fleischhauer mener, at man på dette område kan iagttage et hykleri, som er til at tage at føle på. De politisk korrekte parkerer pludselig deres korrekthed:

”Det er forbløffende, med hvilken selvfølgelighed mændene får rollen som gerningsmænd, kvinden som offer. Ingen gør sig det besvær at vælge en kønsneutral form, der angiver, at andre konstellationer var tænkelige. Også dem, der aldrig bliver trætte af at betone forholdenes flimrende ambivalens og på Facebook vælger og vrager mellem 60 køn, tænker åbenbart helt traditionelt, når det gælder seksuelle overgreb.”

Den nye lov er vel et tilbagefald til de tider, da man anså kvinden som uskyldigt pus, som skælver ved mandens udfarende begær, og staten bliver så patriarken, som man alligevel gerne vil påkalde til at håndhæve straffen.