Rabbiner: Regeringen anfægter min jødiske identitet

Forholdet mellem stat og jødedom er et af de mest presserende problemer i dagens Israel, mener Gilad Kariv, leder af landets reformjødiske bevægelse

”Flertallet støtter ikke det ortodokse monopol. Aldrig tidligere har der været så meget fokus på de negative konsekvenser ved monopolet. Det giver os en reel chance for at udvikle en progressiv form for israelsk jødedom,” siger den reformerte rabbiner Gilad Kariv. Her demonstrerer ultraortodokse jøder mod parlamentsvalget i Israel i maj. -
”Flertallet støtter ikke det ortodokse monopol. Aldrig tidligere har der været så meget fokus på de negative konsekvenser ved monopolet. Det giver os en reel chance for at udvikle en progressiv form for israelsk jødedom,” siger den reformerte rabbiner Gilad Kariv. Her demonstrerer ultraortodokse jøder mod parlamentsvalget i Israel i maj. - . Foto: Uri Lenz/Reuters/Scanpix.

Det er ikke småting, den 41-årige rabbiner Gilad Kariv har måttet stå til måls for den seneste tid i Israel.

Af nogle af de regeringsbærende politikere er han blevet kaldt både en synder og en katastrofe samt blevet beskyldt for at være ansvarlig for den største trussel imod det israelske folk.

Det hele kulminerede, da landets minister for religiøse anliggender, den ultraortodokse David Azoulay, afviste, at Kariv var en rigtig jøde.

Kritikken er ikke rettet mod Gilad Kariv personligt, men mod den form for reformert jødedom, han som direktør for Israels Bevægelse for Reformert og Progressiv Jødedom repræsenterer.

Efter de to ultraortodokse partier Shas og Forenet Tora-jødedom i maj kom tilbage til regeringsmagten, er den dybe splittelse i det israelske samfund mellem landets forskellige jødiske trosretninger blevet udstillet på ny.

Og det har især pustet til en mangeårig ideologisk strid om Israels jødiske identitet, at ultraortodokse nu står i spidsen for ministeriet for religiøse anliggender.

Gilad Kariv mener, at der både er noget velkendt og noget skræmmende nyt over den seneste tids verbale udfald mod hans trosretning.

”Vi er vant til grovkornede beskyldninger fra ultraortodokse ledere. Historisk set er ultraortodoks jødedom opstået som en modreaktion til fornyende bevægelser som os. Vi er altid blevet set som antikrist af dem,” siger han.

Men det bekymrer ham, at beskyldningerne om, at han som reformert jøde ikke kan kalde sig jødisk, nu kommer fra Israels religionsminister.

”Det er min naturlige status og legitimitet her i landet, der bliver betvivlet af en, der repræsenterer regeringen. Jeg vil ikke betale skat eller tjene i militæret eller være en produktiv medborger på nogen anden måde i et land, hvor regeringen underminerer min tro og jødiske identitet,” pointerer han.

Derfor har både reformerte og konservative jøder svaret hårdt igen på religionsministerens udtalelser. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der selv er sekulær jøde, krævede, at David Azoulay trak sine udtalelser tilbage, og adskillige ortodokse politikere har modsagt ministeren, som beklagede.

Det er et positivt tegn, bemærker Gilad Kariv, men det ændrer ikke ved det, han ser som selve hovedproblemet, at ortodokse sidder med monopol på magten over den officielle jødedom i Israel.

Mens den reformerte bevægelse er den største jødiske trosretning i USA, er det den langt mere strikse ortodokse jødedom, der dominerer i Israel med den ultraortodokse retning som den mest toneangivende. Sådan har det været, siden Israel blev dannet i 1948, og premierminister David Ben-Gurion gav ultraortodokse lov til at definere de jødiske kendetegn ved staten.

Det betyder blandt andet, at det kun er ortodokse rabbinere, der har lov til at konvertere folk til jødedommen i Israel. Skal man giftes eller skilles, foregår det efter ortodokse forskrifter og med ortodokse rabbinere.

Da jøder kun må gifte sig med jøder i Israel, betyder det, at op mod en halv million israelere ikke kan blive gift i deres hjemland. De er ganske vist accepteret som jøder af staten, men da ortodokse rabbinere har en snævrere definition af at være jøde end staten, kan de ikke blive officielt viet.

Det tætte bånd mellem staten og den ortodokse jødedom er en udfordring for reformerte og konservative jøder, der ifølge Gilad Kariv i årtier har været hensat til en religiøs skyggetilværelse uden statsanerkendelse.

Selvom de ultraortodokse igen er ved regeringsmagten, ser han tendenser, der går i retning af en mere mangfoldig jødedom i Israel.

”Flertallet støtter ikke det ortodokse monopol. Aldrig tidligere har der været så meget fokus på de negative konsekvenser ved monopolet. Det giver os en reel chance for at udvikle en progressiv form for israelsk jødedom,” siger han.

En af grundene til, at de ortodokse fik magten over jødedommen i Israel, er ifølge Gilad Kariv, at de sekulære zionister i 1950'erne og 1960'erne var fuldt optaget af at opbygge staten Israel:

”De havde fokus alle andre steder end på religion. At give de ultraortodokse lov til at definere Israels jødiske karakter var i deres øjne en lille, irrelevant sag. Det interesserede dem ikke.”

Men israelerne er ved at få øjnene op for konsekvenserne af det manglende fokus på det religiøse, mener han.

Foto: Nikolaj Krak

”Min generation begynder langsomt at forstå, at vi mistede en meget vigtig ressource i vores liv. Det er svært at fjerne den religiøse og spirituelle del fra jødedommen og kun basere den på et snævert, nationalt udtryk. Flere unge israelere ønsker en stærkere tilknytning til jødedommen, men ønsker ikke at gøre det gennem de ortodokse institutioner,” siger han.

I dag udgør de ultraortodokse omkring 10 procent af den israelske befolkning. Tallet ændrer sig hurtigt, da ultraortodokse i gennemsnit får syv børn pr. familie. De har i vid udstrækning isoleret sig i religiøse parallelsamfund uden megen tilknytning til arbejdsmarkedet..

Godt hver fjerde barn i Israel går i dag i en ultraortodoks skole, der på trods af at være støttet af staten ofte underviser efter et religiøst pensum uden plads til matematik, samfundsfag eller engelsk.

Gilad Kariv mener, at det rejser nogle åbenlyse spørgsmål om, hvordan Israel på længere sigt kan fortsætte med at være et moderne, demokratisk samfund.

”Forholdet mellem jødedom og stat er et af de vigtigste emner, det israelske samfund kommer til at håndtere i fremtiden. Økonomisk har vi ikke råd til de ultraortodokses særstatus, og ideologisk vil israelerne ikke fortsætte med at acceptere, at der kun findes én måde at være jøde på,” siger han.

Selvom han ser positive tendenser i udviklingen mod større religiøs lighed i Israel, er der lige så meget, der går i den modsatte retning. Ikke mindst markerer de ultraortodokses tilbagevenden til regeringsmagten et tilbageslag for den reformerte rabbiners mission. I løbet af de seneste måneder har de to partier fået annulleret en række politiske reformer, der skulle sikre, at ultraortodokse blev mere integreret i samfundet i form af mindre økonomiske støtte og værnepligt.

”Billedet er meget broget,” siger Gilad Kariv.

Set med hans øjne vandrer israelerne stadig rundt i ørkenen, og har langt til det forjættede land med religiøs mangfoldighed. Han er ikke sikker på, om det vil lykkes at bryde det ortodokse monopol. Men en afgørende ting har dog ændret sig, understreger han:

”For 20 år siden var reform-jøder slet ikke med ved bordet, når Israels jødiske karakter skulle diskuteres. Det er vi i dag.”

Foto: Nikolaj Krak