Betjentes oprør vækker vrede i USA

Bill de Blasio, New Yorks borgmester, har et iskoldt forhold til politistyrken

Flere betjente i New York vendte demonstrativt ryggen til, da New York-borgmester Bill de Blasio (på storskærmen i baggrunden) talte under Wenjian Lius bisættelse i søndags. -
Flere betjente i New York vendte demonstrativt ryggen til, da New York-borgmester Bill de Blasio (på storskærmen i baggrunden) talte under Wenjian Lius bisættelse i søndags. - . Foto: Nancy Siesel/Demotix/Corbis.

Forholdet mellem New Yorks borgmester Bill de Blasio og byens politistyrke var allerede iskoldt, da mordet på to politibetjente få dage før jul udløste en fuldbyrdet fejde.

Bagholdsangrebet på betjentene Rafael Ramos og Wenjian Liu var angiveligt en hævnakt ansporet af politiets nylige drab på to ubevæbnede sorte mænd, og talsmænd for politiet beskyldte offentligt Bill de Blasio, der har kritiseret politiets behandling af minoriteter, for at have gødet jorden for politimordene.

Fejden kulminerede, da tusindvis af politifolk demonstrativt vendte ryggen til, da Bill de Blasio talte under Wenjian Lius bisættelse i søndags. Samtidig har politiet i New York de seneste uger givet udtryk for deres foragt for de Blasio ved at undlade at håndhæve loven for mindre lovovertrædelser.

Ordensmagten i USA's største by er nu i et opsigtsvækkende åbent oprør mod byens øverste leder, men dens klagemål vinder få støtter. I en leder kalder avisen The New York Times politiets protestkampagne for en ”ubesindig, koordineret krigseskalation”, der ”gør skade på den sociale orden”, mens klummeskribenten Jamie Stehm i magasinet U.S. News and World Report mener, at politiet bør ”skamme sig”.

”Nationens øjne var vidne til usømmelig adfærd og så salt blive hældt i et åbent sår over voldelige politihandlinger mod unge sorte mænd,” skriver hun.

Siden terrorangrebene på USA den 11. september 2001 har politiet vundet mere magt over en stadig mere kuet og underdanig offentlighed, fremfører Stehm.

”Tendensen er, at politiet er blevet overdrevent aggressivt mod farvede mennesker, mens vi (hvide) mennesker agerer frygtsomt og ærbødigt. I en tid præget af ængstelighed har mange af os 'købt' fortællingen om, at politiet er helte. Sådan er det bare ikke,” skriver hun.

Bill de Blasios i forvejen anspændte forhold til New Yorks politistyrke begyndte for alvor at gå ned ad bakke, da han efter en storjurys frikendelse af politibetjenten Daniel Pantaleo for drabet på den sorte familiefar Eric Garner udtalte, at han har opdraget sin teenagesøn, den racemæssigt blandede Dante de Blasio, til at tage sig særlig i agt for politiet.

Bemærkningen var stærkt kontroversiel, men sand, skriver kommentatoren Michael Tomasky i onlinemediet The Daily Beast.

”At kritisere borgmesteren for at sige det til sin sorte søn, som enhver anden far til en sort dreng må sige, splitter os og overhører, hvad der er galt i USA,” skriver han.

Michael Tomasky påpeger, at sorte mænd ifølge statistikker dræbes af politiet 21 gange så ofte som hvide mænd:

”Ikke desto mindre har halvdelen af offentligheden overbevist sig selv om, at politiet ikke behandler sorte og hvide forskelligt. Og det er kontroversielt for en borgmester med en 16-årig sort søn at sige noget så indlysende.”

New Yorks politi får dog også opbakning fra kommentatorer, der kritiserer Bill de Blasio for at udtrykke sympati for den landsdækkende vrede mod ordensmagten, som kom til udtryk i store demonstrationer efter Eric Garner-sagen i New York og en lignende sag i Ferguson i Missouri i november.

”De Blasios anråbelse af protestmantraet 'sorte liv har betydning' - som om at nogen, især i New Yorks politi, nogensinde har sagt, at de ikke har det - kan kun ses som givende støtte og legitimitet til antipoliti-ballademagere,” skriver eksempelvis Tom Blumer i det politisk konservative medie News-Busters.

Balladen i New York skriver sig ind i en generel debat om racisme i USA, påpeger skribenten Matt Taibbi i magasinet Rolling Stone. Bag hele furoren ligger ”et igangværende bittert slagsmål om race og skyld, som ikke vil blive løst i dette land inden for nærmeste fremtid”, skriver han.

”Grav en millimeter under overfladen af Garner-sagen, Ferguson og Liu-Ramos mordene, og du vil finde modbydelige, racetilsølede debatter om, hvem som bør bebrejdes for urban fattigdom, politivold, immigration, overfyldte fængsler og et dusin andre mareridt,” skriver Matt Taibbi.