Navne og tidspunkter varierer, men forløbene er grundlæggende ens: En ubevæbnet sort mand et sted i USA modsætter sig anholdelse. En hvid politibetjent bruger unødig magt. Den sorte mand dør. Lokalsamfundet er rystet, og folk samles i gaderne for at lufte deres frustration og vrede.
Historien har senest gentaget sig i Baltimore i Mary-land, hvor protester over politiets drab på den 25-årige Freddie Gray har ført til vold og gadekampe. Den betændte situation udviklede sig natten til i går så voldsomt, at byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og tusinder af soldater fra Nationalgarden sat ind.
Balladen i Baltimore kommer i hælene på sidste års raceuroligheder over politiets drab på Michael Brown i Ferguson i Missouri og Eric Garner i New York, og Freddie Gray, der døde efter en brutal anholdelse for godt to uger siden, er nu blevet det nyeste symbol på forestillingen om, at sorte amerikaneres liv opfattes som mindre værdifulde end hvides liv.
USA er nu nået til et afgørende punkt i forståelsen af sammenhængen mellem race og retssikkerhed. Rækken af tilsyneladende unødvendige drab på sorte mænd har sat kog i en debat om nationens vedvarende raceproblemer og givet næring til en spirende ny græsrodsbevægelse, der samler sig under mantraet ”Black Lives Matter” (Sorte liv har betydning). En ny gallupmåling viser, at amerikanerne nu bekymrer sig mere om racisme end på noget andet tidspunkt siden Rodney King-raceurolighederne i Los Angeles i 1992, og præsident Barack Obama har nedsat en arbejdsgruppe for at analysere problemet og foreslå løsninger.
Spørgsmålet er, om det vil gøre nogen langsigtet forskel. Efter raceuroligheder i Chicago, Detroit og Newark i 1968 nedsatte USA's daværende præsident, Lyndon B. Johnson, en kommission til at granske årsagerne til optøjerne.
Kommissionen beskrev i sin rapport en nation, der ”bevægede sig mod to samfund, et sort og et hvidt, adskilte og ulige”. Den anbefalede blandt andet bedre boliger og bedre job til sorte borgere samt bedre uddannelse af politiet.
I dag, knap 50 år senere, består de to adskilte og ulige samfund fortsat.
Ledigheden for sorte amerikanere er dobbelt så høj som ledigheden for hvide, og ifølge Harvard-sociologen Devah Pager har en hvid amerikaner med en plettet straffeattest bedre chancer for at få et job end en helt ustraffet sort nabo. Fattigdomsraten for sorte familier er 27 procent sammenlignet med 15 procent for hvide, og sorte børns sociale mobilitet er i bund.
Ifølge en undersøgelse fra interessegruppen The Sentencing Project kan en ud af tre sorte drenge forvente at sidde i fængsel på et tidspunkt i deres levetid, sammenlignet med en ud af 17 hvide drenge.
Og en analyse fra avisen USA Today viser, at en sort mand blev dræbt af en hvid politimand næsten to gange om ugen i perioden 2005-2012, hvorfra de nyeste tal stammer.
De nylige raceuroligheder får amerikanske meningsdannere til at bekendtgøre, at tiden er inde til, at amerikanerne tager den ubekvemme ”samtale” om nationens raceproblemer. Men mange sorte amerikanere tvivler på effekten af sådan en samtale.
Som den afroamerikanske nobelpristager i litteratur, Toni Morrison siger i et interview med avisen The Daily Telegraph, så vil USA's problemer ikke blive løst, førend sorte amerikanere føler, at strafferetssystemet behandler dem lige:
”Folk bliver ved med at sige, 'vi er nødt til at have en samtale om race'. Dette er samtalen. Jeg vil se en politimand skyde en hvid teenager i ryggen. Og jeg vil se en hvid mand kendt skyldig i voldtægten af en sort kvinde. Derpå, når du spørger mig, 'er det slut?', vil jeg svare ja.”