Ét år efter George Floyds død: Racisme forbliver en amerikansk forbandelse

USA’s selvopgør med raceulighed præger et år efter George Floyds død alle dele af amerikansk samfundsliv. Men amerikanerne skændes stadig om, hvorvidt USA er et racistisk land

I dagene og ugerne efter George Floyds død voksede demonstrationer i både store og små byer over hele USA til at blive de største borgerrettighedsprotester i USA siden 1960’erne.
I dagene og ugerne efter George Floyds død voksede demonstrationer i både store og små byer over hele USA til at blive de største borgerrettighedsprotester i USA siden 1960’erne. Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix.

Der gik kun få timer fra den 46-årige afroamerikaner George Floyds gispende død under den hvide politibetjent Derek Chauvins knæ en varm majaften i Minneapolis for præcis et år siden, til at en mobiltelefonoptagelse af sammenstødet spredte sig på de sociale medier og fik en krudttønde til at eksplodere.

I dagene og ugerne efter George Floyds død voksede demonstrationer i både store og små byer over hele USA til at blive de største borgerrettighedsprotester i USA siden 1960’erne. ”Black Lives Matter” – sorte liv har betydning – blev et folkeligt kampråb. Demonstranternes krav om et opgør med racisme og politivold førte til reformer i flere byer og til et demokratisk forslag om en omfattende national politireform opkaldt efter George Floyd.

En ny debat om lighed og om, hvad USA skylder sin sorte befolkning, tog fart. Amerikanske institutioner begyndte at se sig selv i et andet lys. Hundredevis af statuer og mindesmærker, der hædrede slaveejere og konføderationshelte, blev fjernet fra det offentlige rum. Store og små virksomheder donerede milliarder af dollar til initiativer for at bekæmpe raceulighed, og den indflydelsesrige sportsliga National Football League, NFL, undskyldte for at have undladt at bakke op om sorte atleters protester mod politivold. Samtidig strøg bøger om strukturel racisme til tops på bestsellerlisterne, og i april i år endte retssagen mod Derek Chauvin helt usædvanligt med, at juryen kendte den tidligere politibetjent skyldig i alle tre anklager imod ham, heriblandt uagtsomt manddrab. Derek Chauvin står nu til op til 40 års fængsel.

USA er et andet land i dag, end det var for et år siden, da den daværende præsident Donald Trump i slipstrømmen på oprøret over George Floyds død undlod at agere kriseleder og i stedet udnyttede situationen til at så splid i befolkningen. Landets nuværende præsident, Joe Biden, lover at ”hele nationens racemæssige sår” og har sammen med sin afroamerikanske vicepræsident, Kamala Harris, gjort bekæmpelsen af den sociale og økonomiske ulighed mellem sorte og hvide amerikanere til et politisk omdrejningspunkt.

Men det seneste år har også vist, at raceuligheden er dybt forankret og forbliver en amerikansk forbandelse. Afroamerikanere har lidt langt mere under coronapandemien og dens økonomiske eftervirkninger end deres hvide landsmænd. Det skyldes blandt andet, at de er mere ressourcesvage, mere sygdomsplagede og oftere arbejder i lavtbetalte jobs, der er umulige at varetage på en computer indenfor hjemmets trygge vægge. Årsagen til, at det forholder sig sådan, er fortrinsvist en kompliceret blanding af historisk racisme og fattigdom.

Men der er også klare tegn på en modreaktion mod det opgør med racismen, som George Floyds død udløste. Republikanske delstater har vedtaget love, der beskytter politiet og svækker mindrebemidlede befolkningsgruppers stemmerettigheder, og samtidig ulmer et oprør mod det, som mange konservative amerikanere opfatter som venstrefløjens puritanske wokeness (politisk korrekthed) og tendens til at betragte alt i samfundet gennem en racemæssig linse.

Kernen i debatten er et helt centralt spørgsmål: Er USA grundlæggende et racistisk land? Det er et eviggyldigt spørgsmål, som rører ved en ømtålelig nerve i den amerikanske selvforståelse, og som er genstand for en af tidens betydelige og mest følelsesladede værdikampe mellem højre- og venstrefløjen. Det er en kamp, der i meget høj grad er med til at forklare den afgrundsdybe forståelseskløft blandt amerikanerne. For det er selve fortællingen om USA og om amerikanernes identitet, der er på spil.

For den ene fløj er det indlysende, at strukturel racisme eksisterer i USA. Den anden fløj foretrækker imidlertid at betragte racisme som noget, der udtrykkes af enkeltpersoner og ikke af de amerikanske samfundssystemer. USA er, som de ser det, frihedens og mulighedernes land, og amerikanerne er grundlæggende gode mennesker – ikke racister.

Som kommentatoren Charles Blow udtrykker det i avisen New York Times:

”USA er ikke det land, som det var, men det er heller ikke det land, som det foregiver at være. På et eller andet plan er dette en spænding mellem amerikansk idealisme og amerikansk realisme, mellem en bestræbelse og en aktuel tilstand.”

Sandheden afhænger af øjnene, der ser. Men debatten kommer til at rase i USA i lang tid fremover.