Israelske hospitaler giver jødiske mødre lov til at ligge på araberfrie barselsgange

Hospitalerne i Israel er generelt blevet betragtet som et helle i konflikten mellem jøder og palæstinensere. Men skjulte optagelser dokumenterer nu, at israelske mødre får lov at ligge på stuer uden arabere

Selvom det ikke var en del af israelske sygehuses officielle politik, raceopdelte nogle alligevel barselsstuerne af ren rutine, mens andre kun gjorde det efter ønske fra den fødende.
Selvom det ikke var en del af israelske sygehuses officielle politik, raceopdelte nogle alligevel barselsstuerne af ren rutine, mens andre kun gjorde det efter ønske fra den fødende. .

En større afsløring fra den israelske radiokanal Reshet Bet har sat gang i en ophedet debat om racisme i Israel.

Kanalen kunne med skjulte optagelser dokumentere, hvordan stribevis af israelske sygehuse imødekom kommende jødiske mødres ønske om at ligge på araberfrie barselsgange.

Selvom det ikke var en del af sygehusenes officielle politik, raceopdelte nogle alligevel barselsstuerne af ren rutine, mens andre kun gjorde det efter ønske fra den fødende.

Afsløringen har vakt opsigt, da hospitalerne i Israel ellers generelt er blevet betragtet som et helle i konflikten mellem jøder og palæstinensere. Her har der været tradition for, at både jødiske og arabiske læger og sygeplejersker kan arbejde sammen, ligesom både jødiske og arabiske patienter bliver behandlet de samme steder på lige vilkår.

Derfor bør afsløringen få israelerne til at genoverveje, hvilke værdier samfundet bør bygge på, mener redaktør Marc Schulman:

”De fleste israelere opfatter ikke sig selv som racister og mener ikke, at de bor i et racistisk samfund. Men når noget som dette opstår, tvinger det alle israelere til at tage et stift blik i spejlet og spørge, hvor 100 års konflikt har bragt samfundet hen,” skriver han i det amerikanske magasin Newsweek.

Her understreger han, at næsten alle israelere uanset politisk observans vil være enige om, at dette ikke trækker Israel i den rigtige retning.

Debatten fik for alvor brændsel, da parlamentarikeren Bezalel Smotrich fra det højreorienterede nationalreligiøse parti Jødisk Hjem bakkede op om praksissen på hospitalerne.

”Det er kun naturligt, at min hustru ikke ønsker at ligge ved siden af en, der lige har født en baby, der muligvis vil myrde hendes egen baby om 20 år,” skrev han på sin Facebook-side ifølge avisen Haaretz .

Inden da havde han skrevet på Twitter , at opdelingen var nødvendig, da hans hustru havde brug for ro efter en fødsel og ikke ville forstyrres af larmen fra arabiske forældre, der holdt fest for deres nyfødte.

Kommentaren har kastet stribevis af fordømmelser af sig. Blandt andet lyder det i en leder i avisen The Jerusalem Post , at Bezalel Smotrichs opfattelse af babyer som kommende trusler til forveksling minder om logikken fra den bibelske fortælling, hvor den egyptiske farao beordrede alle jødiske drengebørn slået ihjel af frygt for, hvad de kunne blive til:

”Hvis vi i ugerne op til pesach (jødisk påske, red.) havde brug for endnu en gang at blive mindet om, at vi også engang var fremmede i et fremmed land, kommer denne parlamentariker og viser os, hvor umoderne sådan et moralsk koncept er.”

Hospitalernes praksis og Bezalel Smotrichs kommentarer er foruroligende, fordi de viser en ny grad af had og racisme, mener forfatteren og journalisten Alan Elsner. Det er et had, der tidligere lå og ulmede under overfladen i folks hoveder, men som i dag er noget, man giver direkte udtryk for.

”Åbenlys racisme er i dag en del af den israelske politiske diskurs,” skriver han i den amerikanske internetavisHuffington Post.

Men den omfattende fordømmelse af opdelingen på barselsgangene er hyklerisk, mener børnebogs- og manuskriptforfatteren Kobi Niv. For racismen i samfundet har sit tag i alle, både de højre- og venstreorienterede, og er ikke kun isoleret til barselsstuerne.

”Vi, der ser os selv som oplyste, protesterer voldsomt mod opdelingen af jøder og arabere på barselsgangene. Og det er alt sammen fint og godt. Men hvor mange af os bor i et nabolag uden en eneste bygning med en arabisk nabo? Hvor mange arabiske børn gik der i dit barns klasse? Og alt dette er ikke raceadskillelse? Det er absolut raceadskillelse, vedvarende, dyb, konstant, zionistisk, substantiel. Ikke blot for to dage på en barselsgang, men over år, ofte for livstid inden for alle områder,” skriver han i Haaretz.