Det siges om fodboldspillet, at et straffespark er en af de største chancer, der findes for at score et mål. 11 meter er der fra den plet, bolden ligger på, ind til målstregen, hvor en målmand står mellem aluminiumstolperne. Ofte chanceløs.
Det var målmanden fra Serie A-klubben Cagliari i Italien også, da han for nylig stod over for den belgiske topangriber Romelu Lukaku, der sikkert sparkede bolden i mål og bragte sit hold, Inter fra Milano, foran med 2-1. På banen foregik der intet odiøst, men efter scoringen kiggede Lukaku lamslået ud mod tribunen bag målet, hvor Cagliaris fans stod.
De råbte abelyde ad belgieren, der tydeligt var for mærket til en jubelscene, som han i stedet måtte overlade til holdkammeraterne. Lukaku kritiserede efterfølgende fansene og skrev i et opslag på det sociale medie Instagram, at han ”håber, fodboldmyndigheder i hele verden reagerer kraftigt på alle former for diskrimination”.
Cagliari fordømte selv hændelsen i en pressemeddelelse, hvor klubben fastslog, at opførslen var i strid med ”klubbens værdier”, og at de pågældende ville blive identificeret og udelukket fra stadion. En af Inters egne fangrupperinger, der kalder sig L’Urlo della Nord, reagerede helt anderledes. De belærte Lukaku om, at episoden ikke var udtryk for racisme. I stedet burde han forstå, at tilskuere på alle italienske stadioner bruger den slags tilråb for at hjælpe deres eget hold og ikke for at være racistiske, og at det er en ”metode”, man altid har gjort brug af og sandsynligvis vil fortsætte med.
”Se denne opførsel fra de italienske fans som en form for respekt, fordi de er bange for de mål, du kan score imod dem, og ikke fordi de hader dig eller er racistiske. Den sande historie om racisme er en helt anden, og det ved alle italienske fodboldfans udmærket godt,” lød det i det åbne brev til den belgiske landsholdsspiller.
Selvom flere andre sorte spillere, herunder også italienske, er blevet diskrimineret i den italienske liga i de senere år, er der ikke tale om et særskilt italiensk fænomen. Også i lande som Frankrig, Spanien og England har der været episoder, for eksempel da en Tottenham-fan blev idømt fire års karantæne fra fodboldstadioner og en bøde på 4100 kroner, fordi han havde kastet en bananskræl efter den fransk-gabonesiske Arsenal-angriber Pierre-Emerick Aubameyang. I Danmark har der blandt andet i 1990’erne været lignende episoder på fodboldstadioner i Aalborg og Aarhus.
Ifølge fodboldekspert hos DR Sporten Arnela Muminovic vil der altid vil være enkelte racistiske fans, der finder vej til stadion.
”Men jeg tror også, der er et fællesskab på et fodboldstadion, hvor der gælder en anden ’lov’. Man kan godt sige noget, man ikke nødvendigvis mener, fordi man er i et lukket område, og man selv har bestemt, at der gælder andre spilleregler. Når man så går hjem til konen og børnene, er man tilbage i den almindelige verden igen,” siger hun.
Også i østeuropæisk og russisk fodbold har der været episoder, der er blevet set som racisme. Senest kom fansene fra Zenit Sankt Petersborg i søgelyset, da de medbragte et banner til sæsonpremieren med teksten ”Tusind tak, ledelse, for loyalitet mod traditioner”. Det blev af flere medier tolket som et sarkastisk svar på, at klubben i sommer skrev kontrakt med sin tredje sorte fodboldspiller i 2019, hvilket fansene også beskrev i deres svar på kritikken:
”Vi er ikke racister. For os er fraværet af sorte spillere bare en vigtig tradition, der understreger klubbens identitet,” lød det.
Arnela Muminovic, der er født i Bosnien-Hercegovina og kom til Danmark som fireårig, følger den østeuropæiske topfodbold tæt.
”Der en del hooliganisme med racistiske og nationalistiske grupper. Men der er også nogle, der bare søger et fællesskab, fordi de har en trist tilværelse. Så får man en glæde ved at være en del af et fællesskab på et stadion, hvor man måske kommer til at sige og gøre nogle ting, som opfattes som værende ’bare en del af fodbold’,” siger hun.
Gunter Pilz, der er professor i sportssociologi ved universitetet i den tyske by Hannover og forsker i hooliganisme og fankultur, er enig i, at racistiske tilråb bliver bortforklaret som ”en del af fodbold”, og fordi man indgår i et fællesskab, hvor der altid har været andre normer end i det øvrige samfund. Samtidig mener han, at racisme-episoder i europæisk fodbold er et tiltagende fænomen, da stigende højreekstremisme har gjort det mere acceptabelt at være åben omkring ekstreme holdninger til udlændinge.
”Det kan du blandt andet se, hvis du kigger på Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland, Italien og Ungarn. Overalt i Europa er det begyndt at blive normalt at sige ekstreme ting uden at blive sanktioneret, og det, der i stigende grad sker på fodboldstadioner, er en afspejling af samfundene. Kampen mod racisme bliver svær at vinde med den udvikling, vi ser,” siger han.
Spørger man fanforsker og adjunkt ved Syddansk Universitet Lise Joern, er det en kulturændring, der skal til, før vi ser en ende på racistiske tilråb.
”Det er af mange blevet opfattet som gangbart at gøre den slags i rigtig mange år, og det hænger selvfølgelig sammen med den tilskuertradition, der er i fodbold. Men et første skridt vil være at få fjernet tankegangen om, at det er okay i en fodboldmæssig sammenhæng,” siger hun.
Problemet bliver samtidig ikke mindre af, at sociale medier i stigende grad bruges til at rette racistiske ytringer mod spillere, lyder det fra Lise Joern. Det har flere spillere i den engelske Premier League også påpeget. Og Tottenham-spilleren Danny Rose har ligefrem udtalt, at han er så træt af racistiske ytringer, at han glæder sig til at slutte sin karriere.
”Det er med til at accelerere problemet, at der er endnu et forum, hvor man kan komme med hadefulde beskeder. Det gør det ikke nemmere for dem, der står med problemet,” siger Lise Joern.
Hun har svært ved at pege på konkrete tiltag, der ikke allerede er sat i værk, når det kommer til kampen mod racisme. Flere kampagner og hårdere straffe imod klubber og fans er én vej at gå, men før det batter, skal flere instanser end fodboldforbundene med ind over, mener hun.
Arnela Muminovic er enig i, at det er en mentalitetsændring, der skal til, når det kommer til at imødegå argumentet om, at abelyde og andre former for diskrimination hører med til det at spille fodbold, fordi kulturen på stadioner altid har betydet tilråb, der til tider er grove, og som ikke skal tages alvorligt.
”Jeg kan ikke følge tankegangen omkring, at man tager det frirum, et fodboldstadion kan være, væk fra folk. Selvfølgelig må du råbe og skrige, alt det du vil og kalde spillere idioter, men man skal ikke angribe folk på deres race, seksualitet eller deres tro. Det, synes jeg, er meget enkelt,” siger hun.