Da jordskælvet ramte natten til mandag, fik det ikke bare skæbnesvangre følger for de titusinder af berørte mennesker i Tyrkiet og Syrien. Det rokkede også ved de storpolitiske dynamikker, der tegner Europa og verden her i begyndelsen af 2023.
Det gælder først og fremmest Tyrkiets tilgang til omverdenen. Umiddelbart efter skælvet bad den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, om international hjælp, selvom at den nationalistiske regering i Ankara konsekvent har været stærkt optaget af at signalere, at den har situationen i Tyrkiet under kontrol og generelt holder udenlandske hjælpeorganisationer og institutioner ud i strakt arm.
Og den internationale hjælp strømmer til Tyrkiet. Det på trods af, at præsident Erdogan befinder sig i en enorm selvskabt konflikt med de øvrige lande i forsvarsalliancen Nato på grund af hans modvilje mod at godkende Sveriges ansøgning om medlemskab med henvisning til, at den svenske regering angiveligt støtter Kurdistans Arbejderparti, PKK, der står på EU's terrorliste. I Nato ses Erdogan og den tyrkiske uforsonlighed som en pestilens, der sætter hele Europas sikkerhed på spil, på et tidspunkt hvor der er behov for at danne fælles front mod Rusland over krigen i Ukraine.
Skælvet kan give Erdogan, der står over for et vanskeligt præsident- og parlamentsvalg i maj, en åbning til at sætte en ny diplomatisk dagsorden og række en olivengren ud til både allierede og fjender. Det er pludselig blevet usandsynligt, at han vil vælge at provokere Nato med nye udmeldinger om Sverige, og han kan – måske – ligefrem vælge at benytte lejligheden til at opgive modstanden mod svensk Nato-medlemskab uden at tabe ansigt. Erdogan vil formentlig heller ikke stramme skruen over for kurderne lige nu eller indlede nye slåskampe med grækerne over kontrollen med den østlige del af Middelhavet.
Recep Tayyip Erdogan kan, i betragtning af de enorme nye udfordringer efter jordskælvet og i forbindelse med det kommende valg, få meget mere ud af at agere pragmatisk statsmand og kompetent kriseleder end krakilsk spradebasse. Præsidenten kan pege på den massive internationale hjælp til Tyrkiet som et bevis på hans udenrigspolitiske formåen og globale tække. Og han kan håbe på at samle det sørgende land, på et tidspunkt hvor galopperende inflation og en dyb økonomisk krise presser almindelige tyrkere og har øget den folkelige utilfredshed med regeringen.
Opinionsmålinger inden jordskælvet viste, at oppositionen kan have en reel chance for at afsætte Erdogan, der har været ved magten i 20 år, først som premierminister og siden som præsident. Erdogan erklærede tirsdag tre måneders undtagelsestilstand i 10 jordskælvsramte byer, men det er endnu uklart, hvorvidt præsident- og parlamentsvalgene vil blive afholdt som planlagt den 14. maj.
Præsident Erdogan oplyste tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, at 70 lande har tilbudt deres hjælp til Tyrkiet. I Syrien, hvor 12 år med borgerkrig og internationale sanktioner mod styret i Damaskus komplicerer nødhjælpsarbejdet, går det langsommere med den internationale assistance, men også her er der eksempler på, at lande bilægger stridigheder for at hjælpe. I en sjælden gestus har Israel eksempelvis tilbudt at hjælpe Syrien, der ellers betragtes som fjendeland.
Redningsarbejdet i Tyrkiet og Syrien fortsætter, og fokus er stadig på at redde de liv, der kan reddes, og at sørge over de, der er gået tabt. Rusland og Iran er blandt de lande, der nu vil sende redningsarbejdere og anden hjælp til de områder, der er ramt af jordskælvet. Når russerne og iranerne bevæger sig rundt i marken, kan de komme til at opleve at støde på amerikanere, europæere og israelere på samme mission.
Det vil i sig selv ikke lægge låg på den globale trykkoger. Men det kan være et symbolsk vidnesbyrd om, at tragedier kan fremkalde solidaritet og skubbe til globale dynamikker. I hvert fald for en stund.