Rafi Kahlon var 17 år, da han kom til Israel i 1949. Men alt var kaos, forklarer han grinende. Hverken de, der førte registreringen, eller de, der gav oplysningerne, var specielt nøjagtige. Hans bedste ven var kun 16 år og blev derfor ikke sendt direkte i militærtjeneste. Så Rafi ændrede også sit fødselsår fra 1931 til 1932, for at de to kunne blive sammen. De var kommet til Israel uden forældre med andre fra den jødisk-zionistiske spejderbevægelse i Libyen.
Rafi Kahlon havde gået på en jødisk skole i Tripoli, hvor han havde lært hebraisk, så han kunne allerede sproget, da han kom. De uledsagede unge blev sendt til en kibbutz. Men han ville hellere være sammen med sin bror, der var kommet til Palæstina 10 år forinden, og som havde været med til at ”bygge landet op”, forklarer den i dag 86-årige Rafi Kahlon. Så han stak af fra kibbutzen, fik et lift til Tel Aviv og tog så bus nummer 12, sådan som hans bror havde sagt. Ingen spurgte åbenbart, hvor han var blevet af. Ingen ledte efter ham.
Tre måneder efter kom forældrene til landet med en stor gruppe libyske immigranter. De fik tildelt et telt i en migrantlejr ved byen Beer Ya’akov. Efter nogle måneder overtog forældrene og Rafi et blikskur i en anden lejr, Newe Sharet uden for Tel Aviv.
Bortset fra de to år, hvor han aftjente sin værnepligt, har Rafi Kahlon arbejdet i byggebranchen i næsten 60 år. Sin brud, Rachel, mødte han i migrantlejren. Hun var kommet med sin familie fra Tripoli i 1950. De blev gift i 1955. Tre år og to døtre senere havde Rafi Kahlon opsparet 1500 israelske pund. Han lånte yderlige 3000 pund af sin onkel, og for de penge – hvis ringe værdi er svær at forklare i nutidspriser – købte han i 1958 et lille hus på 36 kvadratmeter i udkanten af Tel Aviv.
Rafi og Rachel Kahlon bor stadig i det samme hus, som Rafi siden har udvidet med ekstra værelser og en førstesal, for at der kunne være plads til de efterhånden fem børn. To piger og tre drenge. Alle fem børn har taget boglige uddannelser og har i dag gode jobs. Det er Rachels fortjeneste, siger Rafi og sender hustruen et kærligt blik.
”Jeg kunne lide at læse lektier med dem og altid sørge for, at de var velforberedte til skolen. De var kvikke,” smiler den 81-årige Rachel stolt.
”Jeg forsøgte skam at tage drengene med på byggepladsen, men de fik altid ondt i deres bløde hænder,” griner hendes mand.
”Jeg drømte om et jødisk land. I Libyen var livet som jøde blevet umuligt. Araberne angreb vores huse og dræbte også flere jøder. Jeg havde ikke nogen særlige forventninger. Man havde ikke lovet os andet end Eretz Is- rael. Det jødiske land. Men husk: Her var ingenting, da jeg kom. Ikke noget land, ikke noget mad, ikke noget arbejde. Man kunne enten arbejde i appelsinplantagerne eller i byggeriet. Det hele kom langsomt,” siger Rafi Kahlon.
”Der var nogle, der havde forbindelser. Vi kunne se i lejren, at nogle af dem, der kunne tale jiddisch, hurtigt fik et sted at bo. Vi blev boende i lejren i adskillige år. Men husk; alting var temmelig kaotisk, da staten var helt ung. Der var så mange immigranter i de år, og ingen vidste helt, hvad de skulle stille op. Madvarer var rationeret. Inden jeg blev gift, arbejdede jeg i et landbrugsområde. Der gav man mig en gammel udtjent liggehøne med hjem en gang om måneden. Jeg måtte have et bevis på, at jeg havde fået den lovligt for at få den med i bussen. Men det med forbindelser; det var alle steder. Hvis man kendte nogen, kunne man få en lejlighed eller et job. Det var dem, der var kommet først, der havde fordelene. Mange europæiske immigranter, der kom samtidig med eller efter os, måtte også arbejde i byggeriet.”
”Israel er, gudskelov, et vidunderligt land. Vi lever i dag 100 gange bedre, end vi gjorde dengang. Se, hvad vi har opnået, og se, hvad vores børn og børnebørn har af muligheder. Det er et godt land. Og så vidt jeg kan forstå, er det et stærkt land. Og alle elsker vores land. Ingen, der kommer hertil, har lyst til at forlade landet igen.”
”Men jeg mener, her bør være to lande. Ikke for deres skyld, men for vores. Der skal være en ordentlig grænse mellem dem og os. Jeg havde i mange år arbejdere fra Gaza, gode folk. Da militæret i en periode satte dem under udgangsforbud, tog jeg bilen og kørte til Gaza for at give dem deres penge. For jeg vidste, at de ikke havde råd til at købe mad til deres børn uden deres løn. Siden har jeg ikke været i Gaza. Hvert folk skal have sit land. Det er nødvendigt. De jøder, der ikke forstår det, tager fejl.”