Det er eftermiddag i et forårsgråt Malmø, og Ragnar Hansson er gået ud på terrassen for at ryge. Han husker ikke, hvor meget vin han har fået, men skænker endnu et glas op og tænder sin Prince-cigaret, mens han kigger ud over det nedlagte kalkbrud.
Kalenderen viser april 2012, og Ragnar Hanssons liv er faldet sammen. Hans kone og livsledsager er gået fra ham, fordi han ikke var nærværende, og han kan ikke drukne sig i arbejde, som han ellers plejer. For ekskonen arbejder også i det lysfirma, han har brugt de sidste 20 år på at gøre til sin fremtidssikring.
Tankerne kører i cirkler om skilsmissen fra livsledsageren gennem 25 år, deres fælles datter, og hvordan han skal komme videre. Ragnar Hansson tænder endnu en Prince og skænker op på ny. Mens han sidder der alene i regnen, stikker overboen Peter sit ansigt ud fra altanen ovenover.
”Har du planer for aftensmad? Har du ikke lyst til at komme op og spise lidt senere?”, spørger han.
Ragnar Hansson har aldrig talt med overboen før, men takker ja, selvom han frygter, at han skal stilles til regnskab for sin deroute.
Sådan går det dog ikke, og det viser sig, at Peter tidligere selv har ramt bunden og blot vil give en skæbnefælle i samme situation en udstrakt hånd.
De hygger sig den aften, og det udvikler sig til adskillelige middage og snakke om livet. Peter introducerer Ragnar til flere af de andre naboer, og efterhånden går det op for ham, at det, han blot troede var et beskyttet boligområde, rummer et fællesskab, der har skabt håb for mange i samme situation.
”Jeg var fanget i et hul, hvor alt, der fyldte i mit liv, var faldet sammen. Jeg kunne ikke se en vej ud, men da jeg forstod, hvad Victoria Park egentlig er for et sted, fik jeg langsomt fornyet tro på, at der fandtes en udgave af mig selv på den anden side,” fortæller Ragnar Hansson.
Det er i dag cirka seks år siden, at Peter stak hovedet ud og startede det, der blev begyndelsen på et nyt liv. Ragnar Hansson var flyttet fra sin kone og endte med egne ord ved et tilfælde med at købe lejligheden i Victoria Park i udkanten af Malmø. Han ville som mange andre svenskere gerne bo i et trygt område væk fra den kriminalitet, der præger flere indvandrertunge bydele blot få kilometer fra Limhamn og Victoria Park. Men han havde ikke set for sig, at det ville ende med den store livsomlægning, som det blev.
Derfor viser han også gerne rundt i det store kompleks, der ud over cirka 300 lejligheder i top stand rummer egen biograf, tennisbane, restaurant, bibliotek og spa-område. Hver dag er der tre visninger af nye film i biografen, og om aftenen serveres der mad i baren, som beboerne kan købe for ganske rimelige priser. Dagens ret koster cirka 50 kroner, og et glas vin koster omkring 30 kroner.
Mødestedet er baren i den store receptionsbygning, der er tegnet af den berømte arkitekt Sten Samuelsson, og som førhen var hovedsæde for HeidelbergCement. Om eftermiddagen samles beboerne ved den lange bardisk for at drøfte verdenssituationen. De kalder den grædemuren.
”Hvis man sidder i sofagrupperne, kan man være i fred. Men heroppe ved baren bliver der gået til den. Her er der plads til alle de store spørgsmål, og man kan øse ud af livets barske sider. Det er ikke sjældent, at der er en, der lige skal vende en skilsmisse og en forlist livsdrøm,” siger den 60-årige svensker.
Han er med tiden blevet lidt af en institution i Victoria Park, og på vej rundt hilser han på folk ved pool-området, baren og i det store direktionslokale, hvor han lige vender en mulig handel med en af naboerne.
Selvom det langtfra er alle de omkring 450 beboere, der bruger de fælles faciliteter, har alle adgang til dem hele året rundt, hvoraf langt det meste dækkes af den månedlige ejerudgift på cirka 1000 kroner. Folk mødes til kor, vinsmagning og debataftener. Eller som Ragnar Hansson formulerer det: Victoria Park er blevet en slags familie.
”For nylig var det en af de andre, der havde behov hjælp. Og fire mand høj herfra tog op på hospitalet og hentede vores ven, der var ramt af en hjerneblødning. Nu sidder han allerede oppe ved grædemuren og snakker med de andre igen, og den slags historier har vi mange af. Det er selvfølgelig ikke alle, der deltager, men hvis man modtager den udstrakte hånd, som jeg gjorde, bliver man en del fællesskabet,” forklarer Ragnar Hansson.
Flere af de andre ved baren fortæller, at de har haft lignende oplevelser, men at de heller ikke kendte meget til Victoria Park, inden de flyttede ind. Den væsentligste årsag til, at de valgte Victoria Park, var trygheden i, at de fleste af områdets ejendomme er omkranset af hegn, og at der er vagtpersonale tilknyttet hele døgnet.
”Men den største tryghed er nu altså fællesskabet. At vi har hinanden og ikke skal være bange for at blive ensomme,” siger 66-årige Staffan Jörnheim, der er pensioneret efter en karriere i flybranchen.
Fra baren kan man se ud over det nedlagte kalkbrud og den store park, der omkranser det øde område. Her går Ragnar Hansson dagligt tur og følger årstidens indtog i naturlivet ved det historiske kalkbrud, der var i brug fra 1600-tallet til 1994.
På vejen rundt kommer den 50-årige Tina Pedersen joggende forbi og stopper stakåndet op. Ligesom Ragnar Hansson flyttede hun til Victoria Park, da hun blev skilt, men vidste ellers ikke meget om området.
”Vi er efterhånden blevet en hel klub af enlige. Og for os er det jo skønt at have nogen at dele hverdagen med,” siger hun og ler.
Af fordelene ved at bo i Victoria Park er hun måske mest glad for de mange naboer, som kan hjælpe hende med praktiske ting. Eksempelvis Ragnar Hansson, der kan lidt af hvert efter mange år i værktøjs- og el-branchen.
”Udefra er der nok en del, der har fordomme om, at Victoria Park er et lukket elitært miljø. Men den skepsis gør måske, at priserne ikke er ret høje, og det modvirker, at det bliver elitært. Folk er meget forskellige, men fælles for os er nok, at vi er mange, som har brændt sig på livet og her har fået et nyt fællesskab, hvor man kigger efter hinanden,” siger Tina Pedersen, der har boet i Victoria Park siden 2016.
Indenfor har Ragnar Hansson nu sat sig i en af lænestolene i biblioteket. Ud over skilsmissen for seks år siden har han to gange før ramt bunden og er endt i misbrug, inden han fik livet på ret køl igen. Senest var for halvandet år siden, hvor han måtte indse, at han var tvunget til at skære ned på arbejdsmængden i firmaet. Og nedturene har betydet, at han passer bedre på sig selv, selvom det har været en svær proces, fortæller han:
”Jeg har lært, at det tager lang tid at lære, og at man skal værdsætte alle de små lys. Og det er en vigtig livslektie. Jeg er flere gange kommet til den samme erkendelse af, at jeg må skære ned for arbejdet, men det er altså først her et par omgange senere, at det lader til at sidde fast.”
Ragnar Hansson ser på flere måder livsstilen i Victoria Park som en reaktion på de udfordringer, det moderne og travle familie- og arbejdsliv skaber. Problemet er i hans øjne, at der simpelthen ikke er tid og menneskelige ressourcer til at opretholde et tilfredsstillende liv. Og det gør, at folk bliver skilt, går ned med stress og mister familien. Men så står Victoria Park heldigvis klar til at samle op, som han siger.
”Jeg tror ikke på samfundsrevolutioner, men på personlige revolutioner, for mar-kedslogikken gør, at vi aldrig kommer til at se en svensk regering foreslå negativ vækst, så folk kan holde fri. Derfor er det op til den enkelte at finde andre måder at leve på, så man kan finde balancen,” siger han og holder en tænkepause.
”Men vi har som samfund en stor opgave med at komme med brugbare løsninger til, hvordan vi skaber boformer, der kan tilfredsstille de behov, de moderne børnefamilier, ældre og enlige har. Det her er en måde at gøre det på,” siger han.
Ud over de mange seniorer bor der også en del børnefamilier. Og de nyder også de fælles faciliteter og eksempelvis billige overnatningsværelser til familie og venner. Samlet betyder mulighederne, at Victoria Park er et sted, der tilfredsstiller mange aldersgruppers behov, hvilket i svenskerens øjne passer godt til udviklingen i mange familier. Tiden til at ses på tværs af generationer er knap, men det problem kan løses, hvis man bor sammen, mener han.
”Man siger, at familielivet er blevet mindre vigtigt, og individualiseringen har overtaget. Men der er jo intet i vejen for, at en familie i tre eller fire generationer bor her sammen, bare i hver deres bolig. Det kan man sagtens, og man kan nyde de ting, man kan sammen, og så være effektiv og arbejdende resten af tiden. Om aftenen kan man så ses i restauranten og spise et godt og billigt måltid. Det er da ikke så skidt,” siger han.
Ragnar Hansson tror, at flere alternative sociale boformer som Victoria Park kan være en af nøglerne til at svare på de udforinger, de moderne mennesker står over for. Både for individerne, men også som familie. Og derfor spår han, at flere lignende sociale boligkoncepter vil dukke op de kommende år.
”Man siger jo, at der skal en landsby til at opfostre et barn. Og jeg mener, at vi skal genopfinde nogle af de samme værdier, der lå i lokalmiljøet og familien. Lidt af det kan man få her, bare på en mere praktisk og moderne måde,” siger han.