Prøv avisen

Rahimas søn er en evig påmindelse om den dag, soldaterne gruppevoldtog hende

Rahima Begum drømmer om, at hendes søn en dag får en uddannelse. Men det er op ad bakke, når man ikke engang har et statsborgerskab. Selvom hverdagen i lejren er hård, ønsker hun ikke at vende tilbage til Myanmar, før hun er garanteret statsborgerskab. – Alle fotos: Ken Hermann.

Mohammad Helal er et af de børn, der er blevet født, efter at soldater fra Myanmar voldtog og fordrev rohingyakvinder fra deres hjem i delstaten Rakhine i 2017. Kristeligt Dagblad har besøgt ham og hans mor, Rahima Begum, i flygtningelejren ved Cox’s Bazar i det sydlige Bangladesh

Lige nu sover han. Helt lydløs og omsluttet af bløde, røde fleecetæpper ligger han på det hårde gulv. Ingen ved præcis, hvor gammel Mohammad Helal er. Hans mor, 17-årige Rahima Begum, kan regne sig frem til et par måneder, men som de fleste andre her i flygtningelejren i Cox’s Bazar i det sydligste hjørne af Bangladesh holder hun ikke styr på tiden. Som han ligger der, afslappet, uskyldig og med smørbløde babykinder, er det svært at forestille sig de traumer, han hver dag minder sin mor om.

Han er en af de såkaldte krigsbabyer – et resultat af myanmarske soldaters seksuelle overgreb på muslimske rohingyakvinder i efteråret 2017. Selvom hans fødsel har skabt en noget nær katastrofal situation for Rahima, har hun alligevel formået at finde mening i den uoverskuelige livskrise, der indtraf en dag i det tidlige efterår for halvandet år siden.

”Jeg ser ham som mit barn alene – ikke som soldatens, der voldtog mig. Og selvom faderen er den, han er, så jeg fra begyndelsen barnet som en gave fra Gud, den almægtige, og det er nok derfor, han er i live i dag. Men hver gang, jeg kigger på ham, genoplever jeg stadig traumerne fra voldtægten – det er klart. Hvordan skulle jeg kunne lade være?”, siger hun spørgende.

Rahima Begum sidder på det nøgne jordgulv i sin lille hytte, hvor hun bor alene med sin søn. Pladsen er sparsom, og selvom solen har uhindret adgang på himlen, er der bælgmørkt i hytten. Det sørger de lerede vægge for, dækket af blå og sorte plasticsække med FN’s Verdensfødevareprograms logo påtrykt henover. Når monsunen eller cykloner rammer fra tid til anden, er det plasticstykkerne her, der sørger for, at leret ikke for alvor opløses af de enorme regnskyl, der følger med at bo i denne del af verden. Her er ingen vinduer, og der, hvor døren burde være, hænger et stort klæde blafrende ned fra den lerklinede dørkarm. Rahima kom til lejren i september 2017, tror hun nok, og siden har hun været ladt alene med sine traumer.

”Vi har ikke adgang til professionel hjælp, der kan hjælpe os med at bearbejde de psykiske mén, men jeg forsøger at være så meget som muligt sammen med de to slægtninge, jeg har tilbage. Det er det eneste, der hjælper lidt,” siger hun.

I dag bor her op imod en million rohingyaer, og hun er langtfra den eneste, der kæmper med svære minder. Alle i den gigantiske lejr har ar på krop, sjæl eller begge dele, og mange har mistet et eller flere af deres familiemedlemmer. Det gælder også for Rahima Begum.

Da militæret kom til hendes landsby, blev hun i virvaret adskilt fra sin mor og søster. Mens de to blev skudt på klos hold, indespærrede andre soldater hende i et hus med 13 andre piger. På skift blev de voldtaget af forskellige soldater. Mens hun fortæller, sidder hun roligt med benene bøjet i en vinkel op mod hovedet, så hun indimellem kan hvile sit ansigt på de strittende knæ. Kun få i lejren kender hendes historie. Alligevel har hun sagt ja til at fortælle den til Kristeligt Dagblad. Måske kan den kaste lidt lys over nogle af de rædsler, hendes folk har været udsat for.

”Efter at gruppen af soldater havde voldtaget mig indenfor, slæbte de mig udenfor, hvor andre soldater kom til og gjorde det samme. Jeg ved ikke, hvor mange jeg blev voldtaget af, for jeg mistede bevidstheden undervejs. Derfor ved jeg heller ikke i dag, hvem der er far til mit barn,” siger Rahima Begum og lader øjnene hvile på den lille, lydløse bylt på gulvet bag hende.

Hun holder en pause i talestrømmen, stadig med blikket vendt væk.

”Ud af de 14 piger i huset var vi kun 4, der overlevede. Vi løb sammen ind i skoven for at gemme os og komme væk fra lands-byen. Her mødte jeg to af mine fjerne slægtninge, som jeg tog den videre flugt med mod Bangladesh. Undervejs mistede jeg kontakt med pigerne fra huset, og jeg ved ikke, hvor de er i dag. Måske er de slet ikke i live.”

13 dage efter de voldsomme oplevelser ankom hun her til Cox’s Bazar. Et fattigt hjørne af nabolandet, hvor den allerede eksisterende flygtningelejr på få måneder fik 50-doblet antallet af beboere.

For halvandet år siden var bakken, hvor Rahima Begums hytte ligger i dag, dækket af frodige, grønne træer. I dag ligger her flere tusinde interimistiske hytter spredt ud over det bakkede terræn i den oprindelige nationalpark. Det var her, hun opdagede, at hun var gravid. Måneden efter flugten kom hendes menstruation ikke som ventet.

”Dér blev jeg klar over, at jeg havde et problem. Selvom barnet skyldtes en voldtægt, bringer det stor skam over min familie og mig, og jeg ville blive udstødt og stigmatiseret på grund af det, hvis folk kendte sandheden. Derfor kunne jeg ikke sige det til nogen. I stedet digtede jeg en historie om, at jeg var gift i Rakhine, men at min mand var død under militærets invasion af vores hjem, og at det var hans barn. Der er ingen i det område af lejren, hvor jeg bor, som jeg kender fra min landsby derhjemme. Derfor er der heller ikke nogen til at bevidne, at min historie ikke er sand. Kun de to fjerne slægtninge, jeg flygtede med, kender sandheden,” fortæller hun.

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er der i løbet af 2018 blevet født over 30.000 børn i lejren. Hvor mange af dem, der er resultatet af voldtægter, er der ingen, der har et kvalificeret bud på. Ligesom Rahima Begum skjuler langt de fleste kvinder det, hvis faderen er en soldat fra Myanmar. Abort er heller ikke en reel mulighed for mange, og de fleste voldtægtsofre søger ikke hjælp hos de udstationerede sundhedsfolk på grund af frygt for netop stigmatisering af lokalsamfundet. Heller ikke Rahima, der hurtigt i sin graviditet fravalgte abort som løsning.

”Jeg besluttede mig for at fokusere på graviditeten og ikke på voldtægten,” siger hun og henviser igen til Guds vilje, som hun ofte finder trøst i.

Mohammad Helal blev født på lergulvet, hvor han ligger sovende nu. Rahima syntes ikke, veerne var så stærke, og da de til sidst blev det, var der for langt at gå hen til lejrens nærmeste sundhedscenter ad bakkede og mudrede stier. I stedet kom et par nabokoner og hjalp til med at tage imod.

På den måde levede Mohammads fødsel op til Unicefs statistikker, der viser, at blot en ud af fem fødsler i Cox’s Bazar foregår under ordnede, sterile forhold på en sundhedsklinik. Børn født i lejren her har heller ikke gode odds for at klare sig gennem de første fem år. Ifølge Læger uden Grænser dør 38 ud af 1000 børn, før de fylder fem år på grund af sygdomme og underernæring.

Mohammad lever, men han lever ikke godt, siger hans mor. Som han ligger der på tæppet, ligner han da også snarere en nyfødt end en dreng på fire-fem måneder. Et par tomme brikker med instant-grødpulver beriget med vitaminer af alskens slags ligger under en interimistisk bambuskonstruk- tion, der udgør hyttens køkkenbord, mens en tom, brugt sutteflaske står ovenpå.

”Mit barn er lige så tyndt som mig. Vi har ikke god mad, så min amning er næsten gået i stå på grund af manglende næring,” siger Rahima Begum og forklarer, at det er svært at få hjælp, når man bor i udkanten af lejren.

”Der er lang vej hen til sundhedscentrene, og fordi jeg er alene med mit barn, er det svært for mig at nå derhen. I min kultur er det kutyme, at barnet ikke må komme udenfor, før det er seks måneder gammelt, fordi der er risiko for, at der sker ham noget. Onde ånder vil forfølge ham, og jeg kan jo ikke efterlade ham alene i huset,” siger hun og peger på en lille, tynd, sort snor, der er bundet om hans venstre håndled.

”Det er også med til at beskytte ham mod ånderne.”

Den lille familie lever derfor primært af nødrationer fra Verdensfødevareprogrammet, WFP, der består af en månedlig pakke på 30 kilo ris, ni kilo linser og tre liter olie. Når Rahima Begum har mulighed for det, bytter hun lidt af det til grøntsager og babymad. Men kursen er høj. To kilo ris kan på en god dag byttes til et halvt kilo grøntsager, så det kræver, at hun økonomiserer med maden for at få den til at række bare nogenlunde.

Selvom hun føler sig i sikkerhed her, er det stadig ikke uden risiko at være enlig kvinde, når mørket faldet på. Det vidner hendes bambushegn om, der adskiller stuen fra køkkenet. Hver nat flytter hun plastictæppet, der udgør hendes egen madras, og Mohammads flettede vugge ind i køkkenet og låser bambuslågen bag sig. Selvom konstruktionen ser skrøbelig ud, har den hidtil virket efter planen, siger hun og tilføjer, at det nok bliver nødvendigt nogle år endnu.

”Ingen mænd vil gifte sig med en kvinde, der har et så lille barn. Gud bestemmer, men min søn skal nok være mindst 10 år, før jeg kan gøre mig forhåbninger om at få en mand, der kan passe på mig. Det er i virkeligheden nok den største udfordring ved min situation, for jeg har ingen til at forsørge mig,” siger Rahima Begum.

Foruden at blive gift er hendes største ønske, at Mohammad lærer at læse og skrive, og at hun en dag får mulighed for at give ham en uddannelse. Men hun har på mange punkter alle odds i mod sig.

”Lige nu er jeg den eneste, der tager sig af ham, og jeg har hverken mand eller nogen familie tilbage til at hjælpe med at forsørge ham. Det smitter selvfølgelig af på humøret, men dagene går okay, og jeg formår at holde humøret oppe. Men du kan tænke dig til resten. Jeg husker hver dag, hvad der skete i Rakhine. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme det?”.

”Da militæret kom, flygtede min familie ud af huset. Jeg nåede det ikke. Soldaterne smed mig ned på gulvet og voldtog mig på skift. Min mand fiskede i floden. Han blev skudt på stedet. Jeg flygtede med min svigerfamilie til Bangladesh, og det er dem, jeg bor med nu.

De er de eneste, der ved, at min datter skyldes en voldtægt, og derfor kan jeg gå frit i lejren. Ingen dømmer mig, fordi jeg siger, at min mand er far til hende. Vi nåede kun at være gift i 20 dage. Nogle gange drømmer jeg mig tilbage til Rakhine. Mit liv var smukt før. Jeg brugte dagene hjemme i huset og sladrede med mine veninder. I dag har vi ikke mad nok, og min datter er meget lille og tynd. Selvom hun skyldes en voldtægt, tænker jeg på hende som min alene. Jeg har endnu ikke fået hjælp til at bearbejde traumer eller et lægetjek i forbindelse med fødslen. Men jeg er ok nu. For min datter er hos mig.”

”Jeg var hjemme, da de kom. Vi hørte høje lyde, og pludselig begyndte de at skyde. Vi løb ud for at komme væk, men jeg blev adskilt fra min familie. Gruppen med min mor og mine tre søstre blev skudt. Ingen kunne undslippe. Jeg blev slæbt ind i et hus sammen med seks andre piger. Soldaterne voldtog os på skift, og jeg mistede bevidstheden. Da jeg vågnede, havde de lagt bunker af strå rundt om os for at sætte ild til os. De var gået udenfor, og sammen med to andre piger, der også var kommet til bevidsthed, lykkedes det mig at komme væk.

Min far døde af sygdom for mange år siden, og nu var resten af min familie blevet dræbt. Jeg flygtede alene mod Bangladesh, men mødte folk på vejen, som jeg fortsatte rejsen med. Jeg opdagede først sent, at jeg var gravid, fordi jeg var syg i lang tid efter, at jeg ankom til lejren. Jeg blev enormt frustreret. Det var svært nok at holde mig selv i live, hvordan skulle jeg kunne brødføde en til? Jeg kan nok heller aldrig blive gift. Når jeg har et barn, er der ingen, der vil gifte sig med mig. For at undgå stigmatisering siger jeg, at jeg var gift, men at min mand blev dræbt under invasionen af vores by. Eftersom jeg ingen slægtninge har tilbage, er der heller ikke nogen, der kan bevidne, det er løgn.

Jeg husker altid voldtægten, når jeg kigger på min datter. Det er en hændelse, der ikke kan blive glemt. Men hun er mit barn. Jeg var den, der fødte hende, og jeg vil altid passe på hende. Jeg håber, hun også vil passe på mig, når jeg bliver gammel.”

Hasina Begum, 19 år, mor til Shahida Bibi, født efter voldtægt:

”Da militæret kom, flygtede min familie ud af huset. Jeg nåede det ikke. Soldaterne smed mig ned på gulvet og voldtog mig på skift. Min mand fiskede i floden. Han blev skudt på stedet. Jeg flygtede med min svigerfamilie til Bangladesh, og det er dem, jeg bor sammen med nu. De er de eneste, der ved, at min datter er resultatet af en voldtægt, og derfor kan jeg gå frit i lejren. Ingen dømmer mig, fordi jeg siger, at min afdøde mand er hendes far. Vi nåede kun at være gift i 20 dage.

Nogle gange drømmer jeg mig tilbage til Rakhine. Mit liv var smukt før. Jeg brugte dagene hjemme i huset og sludrede med mine veninder. I dag har vi ikke mad nok, og min datter er meget lille og tynd. Selv om hun skyldes en voldtægt, tænker jeg på hende som min alene. Jeg har endnu ikke fået hjælp til at bearbejde traumer eller et lægetjek i forbindelse med fødslen. Men jeg er ok nu. For min datter er hos mig.”

Fatema, 18 år, mor til Noor Habiba, født efter voldtægt:

”Jeg var hjemme, da de kom. Vi hørte høje lyde, og pludselig begyndte de at skyde. Vi løb ud for at komme væk, men jeg blev adskilt fra min familie. Gruppen med min mor og mine tre søstre blev skudt. Ingen kunne undslippe. Jeg blev slæbt ind i et hus sammen med seks andre piger. Soldaterne voldtog os på skift, og jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede, havde de lagt bunker af strå rundt om os for at sætte ild til os. De var gået udenfor, og sammen med to andre piger, der også var kommet til bevidsthed, lykkedes det mig at slippe væk. Min far døde af sygdom for mange år siden, og nu var resten af min familie blevet dræbt. Jeg flygtede alene mod Bangladesh, men mødte folk på vejen, jeg fortsatte rejsen med.

Jeg opdagede først sent, at jeg var gravid, fordi jeg var syg i lang tid efter, jeg ankom til lejren. Jeg blev enormt frustreret. Det var svært nok at holde mig selv i live, hvordan skulle jeg kunne brødføde en til? Jeg kan nok heller aldrig blive gift. Når jeg har et barn, er der ingen, der vil gifte sig med mig. For at undgå stigmatisering siger jeg, at jeg var gift, men at min mand blev dræbt under invasionen af vores by.

Eftersom jeg ingen slægtninge har tilbage, er der heller ikke nogen, der kan bevidne, at det er løgn. Jeg husker altid voldtægten, når jeg kigger på min datter. Det er en hændelse, der ikke kan blive glemt. Men hun er mit barn. Jeg var den, der fødte hende, og jeg vil altid passe på hende. Jeg håber, hun også vil passe på mig, når jeg bliver gammel.”

Hasina Begum nåede kun at være gift med sin mand i 20 dage. Da militæret angreb hendes landsby, skød de ham, mens han fiskede i floden. I dag lever hun sammen med sin svigerfamilie, der er de eneste, der kender sandheden om hendes datter.
Fatema, som ikke vil have sit efternavn i avisen, blev meget syg efter flugten, så hun opdagede først sent, at hun var gravid. I dag er det hendes søn, der er syg. Igennem syv dage har han haft høj feber, men hun har ingen penge til at købe medicin for.
Mohammad Helal er alt for tynd, fordi Rahima Begums mælkeproduktion stort set er gået i stå på grund af manglende næring. Underernæring hos babyer kan betyde, at deres hjerner ikke udvikler sig fuldt ud, hvilket gør, at der er stor risiko for, at børn som Mohammad aldrig vil kunne opnå deres fulde potentiale, både hvad angår intelligens og det fysiske udseende.
For halvandet år siden var området her ved Cox’s Bazar dækket af skov. Nu bor der op mod en million rohingyaer i et område på 13 kvadratkilometer. Bjergene i baggrunden markerer grænsen til Myanmar.

Jeg ved ikke, hvor mange jeg blev voldtaget af, for jeg mistede bevidstheden undervejs. Derfor ved jeg heller ikke i dag, hvem der er far til mit barn.

Rahima Begun

Ingen mænd vil gifte sig med en kvinde, der har et så lille barn. Gud bestemmer, men min søn skal nok være mindst 10 år, før jeg kan gøre mig forhåbninger om at få en mand.

Rahima Begun

I dag har vi ikke mad nok, og min datter er meget lille og tynd. Selv om hun skyldes en voldtægt, tænker jeg på hende som min alene.

Hasina Begum

Jeg husker altid voldtægten, når jeg kigger på min datter. Det er en hændelse, der ikke kan blive glemt. Men hun er mit barn.

Fatema